På Vinterens sidste dag var jeg til Bogcafe på Viborg Bibliotek. Jeg havde lavet aftalen tilbage i efteråret, før jeg overhovedet havde stået med min digtsamling i hånden. På det tidspunkt føltes det, som om at der var ufattelig lang tid til. Tiden gik, og pludselig var det dagen før dagen. Det var første gang, jeg skulle fortælle om min bog til så mange mennesker, og jeg var rystende nervøs – selvfølgelig uden grund.
Jeg tror ikke, at jeg havde overvejet med mig selv, hvor mange mennesker der kunne ske at deltage i sådan et arrangement. Det syn der mødte mig, da jeg ankom til biblioteket lidt over 10, var på én gang skræmmende og spændende. Jeg havde heldigvis gode mennesker med som støtte, og det gjorde det nemmere at være i – især ventetiden. Bibliotekarerne var dog utrolig søde og positive. De fortalte mig, om hvad der skulle ske. Hvordan det var tilrettelagt. Og at jeg skulle have mikrofon på. Alle ting, der lagde delvist låg på min angst. Ting der er håndgribelige, er altid en kærkommen ting, når angsten buldrer rundt i min krop.
Kl. 10:30 startede arrangementet. Der blev ved med at strømme folk til, og snart var rummet fyldt op med snakkende, bogglade mennesker. Bibliotekarerne begyndte at fortælle, om bøger de synes var anbefalelsesværdige. En spændende oplevelse, der viste forskellige genrer. Som forfatter til en digtsamling synes jeg, det var befriende, at det hele ikke handlede om bestsellere og kendte navne. Det gav mig håb for min egen forfatterkarriere.
Jo længere ind i programmet vi kom, des mere nervøs blev jeg. Min angst var flere gange ved at få mig til at løbe langt væk, men jeg vidste jo, at det kun var angst. Så kiggede jeg på de skønne mennesker, jeg havde med. Huskede mig selv på, at lige gyldigt hvad jeg fik sagt, og om end det så blev en stor gang kaos, så ville de holde af mig mindst lige så meget, som før jeg rejste mig og sagde noget.
Det var snart min tur og en af de søde bibliotekarer kom hen til mig med en mikrofon. Jeg skulle dog lige finde ud af, hvordan den skulle sidde. Og mens jeg endnu ventede på, at det blev min tur, følte jeg hele tiden, at den faldt af. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville stå deroppe, og den så pludselig ville falde af.
Selvfølgelig var det hele total irrationel angst – men sådan er angst jo i bund og grund det meste af tiden. Jeg følte, at jeg kom rystende på benene og gik op foran den store menneskemængde. Jeg kunne mærke, at rummet sitrede af både spænding og forventning. Jeg åbnede munden, og det var næsten som om angsten i samme øjeblik fløj ud med den første udånding. Jeg følte mig stadig nervøs, men samtidig klar i hovedet. Jeg vidste jo, hvad jeg skulle sige. Jeg havde øvet mig. Ordene flød ud over folkemængden. Nogle enkelte biblioteksgæster standsede sågar op for at lytte med.
Jeg havde taget 4 digte med, som jeg læste højt, og indimellem digtene fortalte jeg. Jeg fortalte om mig selv. Fortalte om min angst-diagnose. Fortalte om det at være pårørende til en psykisk syg. Italesatte, at man i en situation, hvor man enten selv er direkte påvirket af psykisk sygdom eller er pårørende, hurtigt kan føle sig alene. Hvordan denne alenethed ikke hører hjemme. Hvordan psykisk sygdom ikke skal være et tabu. Nogle vil måske mene, at jeg udleverede mig selv. Sådan føler jeg det ikke. Jeg føler, at denne oplevelse har gjort mig stærkere. Og ikke mindst rigere. I løbet af min fortælling så jeg flere der nikkede genkendende til både ensomhed og psykisk sygdom. Og på trods af, at det jo helst ikke skulle være sådan, så bekræftede det mig samtidig i, at de emner jeg har taget fat i, i min digtsamling, er meget aktuelle, og er noget mange mennesker tumler med.
Der var mange magiske øjeblikke i løbet af min tid på biblioteket. Et af de helt særlige var, da jeg læste mit sidste digt højt. Det er et af de digte, jeg selv finder mest voldsomme. Jeg bad alle om at lukke øjnene, så de kun skulle forholde sig til min stemme. Jeg så, hvordan alle langsomt lukkede øjnene i, og jeg begyndte at læse
Blå mærker
Du har slået mig. Før.
Du har slået mig. Meget.
Du har slået mig. Igen og igen.
Du har givet mig blå mærker.
De blå mærker er store.
De blå mærker fordeler sig.
De blå mærker bliver større.
De blå mærker er fra dig.
Problemet er, at jeg ikke ved hvor mange gange du har slået.
Problemet er, at du ikke erkender du slår.
Problemet er, at ingen kan se de blå mærker.
Problemet er, at de blå mærker er i mit sind.
Mit sind er fuld af blå mærker. Efter dine slag.
Mit sind er ikke til at kende.
Mit sind er under din kontrol.
Mit sind er resultatet af årevise slag, der aldrig heler.
Imens jeg læste, kiggede jeg indimellem op. Jeg så, hvordan folk sad med rynker i panden. Der var sågar nogle, hvor tårerne løb stille ned ad kinderne. Dét var en meget stor oplevelse. Ikke fordi mit mål er at gøre folk kede, men fordi mit mål er at ramme folk. Og det kunne jeg mærke, at jeg gjorde der. Og i bedste fald skaber det nogle gode snakke hjemme over køkkenbordet.
Da jeg var færdig med at læse mit digt højt, udbrød salen i en lang klapsalve. Der var mange anerkendende blikke, og jeg blev fyldt op af glæde. Efterfølgende havde jeg mange gode samtaler med folk. Jeg fik mange kram og mange rosende ord med på vejen. De mange personlige ord. De mange personlige små historier. De anerkendende smil. De opmuntrende smil. Alt dette er ord og minder, jeg tager med videre og støtter mig til, når hverdagen har brug for roser. Det er alt sammen små blomster, der pynter i mit indre.
Oplevelsen fyldte mig med endnu mere gåpåmod for mit skriveri, men i den grad også min egen kamp for at psyken ikke skal være den dominerende spiller i mit liv. Og det er – forhåbentlig – ikke sidste gang, jeg får sådan en oplevelse med mig!
Vil du læse mere om Digte – eller det der ligner, kan du gøre det her.
