Under Landet

Ude på landet, langt ude faktisk, bor Lone. Bedre kendte som Lone Landmand. Sammen med Søren Sørøver kæmper hun en indædt kamp for at se det store i det små og leve i harmoni med det som 25 hektar økologi kan frembringe i kyndige, tålmodige og ydmyge hænder.

Mange trofaste og glade læsere følger hendes blog om livets gang på Brandbygegaard. Men noget tyder på, at vi skal til at lære hende at kende for noget helt andet end glade grise, økologisk æblecider og hjemmebagte kager. Lone Vitus – som hun retteligen hedder – har nemlig skrevet en bog, som bør folk til at spærre øjnene op for et indlysende talent.

Det er IKKE en hyggelig kogebog med festlige opskrifter på syltetøj eller løgtærte. I sin skønlitterære debut med titlen Under Landet kommer vi nemlig helt ind under huden på landbruget. Med kastration af skrigende smågrise, incest og sodomi. Lyder det som en barsk cocktail? Måske, men i virkeligheden er det allermest uhyggelige i bogen ikke overgrebene, men selve menneskesynet. Der er gerningsmænd og ofre. Nogle gange er personerne begge dele. Alle har skyld. Alle har part i problemet. At beskrive personerne i bogen som afstumpede individer er  unuanceret og slet ikke retfærdigt mod antallet af lag i fortællingen om det moderne landbrug, som Lone mesterligt breder ud for os på 250 sider.

Omdrejningspunktet i fortællingen er svineavleren Åge og hans familie med mor, far og søskende. Historien breder sig, men bliver alligevel på sin plads. Åges mor er edderkoppen, der sidder i midten af sit spind og trækker i trådene. Nogle gang blidt. Andre gange bittert. Men man klynker aldrig. Man er vant til modgang. At tage hårdt fat. Og blive ved længe efter almindelige mennesker ville have givet op.

Forholdet til familien er mildest talt kompliceret. Ligeledes til kærester og konkurrenter. Åge presses fra flere sider, og mere skal ikke berettes om selve handlingen, der flyder fra første linje i bogen.

Hele vejen blomstrer sproget og det uhyggelige indhold til trods, er der masser af humor i bogen. Sætninger og situationer som trækker på smilebåndet. Men så stivner smilet, båndet lægges om halsen og Lone strammer til. Med indsigtsfulde observationer.

Bogen er fortættet og mættet i sin skrivestil. Næsten som et langstrakt digt. Og med uhyggelige pointer, som vel at mærke ikke serveres på et sølvfad med løftet pegefinger. Under Landet bliver aldrig en moralprædiken om konventionelt landbrugs forfald eller menneskelige morads. Det er slet og ret en helt ufattelig barsk familiekrønike sat i rammerne af en svinestald.

Under Landet er på en og samme tiden fængslende og frastødende. Der er hyggelig æblekage til kaffen. Og døde smågrise i stalden. Overgreb serveret som kærtegn.

Vi er så heldige at være blandt de første som læste bogen og bedømmelsen er klar; vi tager “Under Landet” med os ned i Kaptajn Nemos Bibliotek til andre bevaringsværdige forfattere. Den plads har hun fortjent.

Bogen kan købes via forlaget her

Lone har også skrevet en gæsteblog, som kan læses her

Annoncer