Tommy Heisz er aktuel med en bog om en af historiens farligste epidemier – den spanske syge.
Hvornår startede du med at skrive?
Jeg har skrevet, så længe jeg kan huske. Og jeg slog mig også ret hurtigt, allerede som 7-8-årig, ned som selvudgiver. Hæfteklamme-sammenklipsede værker om hvaler og fodbold og lastbiler og andre vigtige ting. Allerede i mine tidlige skoleår vidste jeg, at jeg ville være forfatter og/eller journalist.
Hvor mange bøger har du fået udgivet?
Min første, ’Måske i morgen’ (2008), var en semidokumentarisk ungdomsroman om at vokse op med alkoholisme.
Dernæst fulgte min første digtsamling ’Nætter i mol’ (2009). Den er senere blevet fulgt op af ’I udkanten’ (2011) og ’Træer der ligner mennesker’ (2014).
Min første dokumentariske bog var ’Det begyndte med Tipslørdag’ (2009), hvor jeg undersøgte, hvorfor så mange danskere er passionerede omkring engelsk fodbold. I 2014 udkom på Informations Forlag ’Svømmepigerne’, en fortælling om Danmark i mellemkrigstiden. Og i 2015 udkom på Turbine ’Himmelflugt og højdeskræk’, en biografi om bandet Love Shop.
Hvorfor skriver du?
Der er forskellige spor i min skrivning. Jeg er uddannet journalist og har de seneste ni år været selvstændig. Det betyder, at jeg har mange bestillingsopgaver for fx magasiner og aviser. Når jeg skriver den slags artikler, skriver jeg for at overleve og for at udføre et håndværk, som jeg godt kan lide. Og så er der det andet spor: Mit forfatterskab. Her skriver jeg af nødvendighed. Det lyder så stort og flot, men det er faktisk præcis den følelse, jeg leder efter, før jeg sætter en bog i gang. Hvis det ikke føles som noget jeg bare må skrive, så lader jeg det ligge – uanset om det er en nonfiktion-bog eller en digtsamling. En bog er et vigtigt værk. Den skal udspringe af en form for nødvendighed – synes jeg.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg har lige færdiggjort en digtsamling, ’Kviksølvdagdrøm’, som udkommer 26. januar. Og så er jeg ellers helt begravet i et meget stort dokumentarisk projekt, der kommer til at kræve de fleste af mine kræfter det næste lange stykke tid: En fortælling om 1918, året hvor Den Spanske Syge kom til Danmark. Bogen udkommer på Politikens Forlag.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg elsker at røre ved bøger, og jeg sætter stor pris på at arbejde med det visuelle og taktile omkring værkerne. Men jeg er lidt af en forræder, for selv er jeg storforbruger af lydbøger. Jeg har fundet ud af, at det er på denne måde, at jeg kan få litteraturen til at fylde det i min hverdag, som jeg gerne vil have den til at fylde. Slut med frustrationer over alle de ulæste bøger. Nu er det bare et tryk på knappen, så er der gang i kassen. Nogen burde skrive en sang om det.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Jeg arbejder jo som nævnt selv med vidt forskellige spor. Der er langt fra lyrik til historisk dokumentarisme. Men da jeg lige nu befinder mig i sidstnævnte spor med min bog om Den Spanske Syge, vil jeg nævne Tom Buk-Swienty og Ulrik Langen. Det er i mine øjne landets stærkeste forfattere inden for den fortællende historiske dokumentarisme. Førstnævnte kender de fleste nok for bøgerne om 1864 og Kaptajn Dinesen. Sidstnævnte bør alle med interesse for den slags bøger læse. Han har for nylig skrevet ’Tyven’, en fremragende bog om guldhornstyven Niels Heydenreich. Når det gælder lyrik, sætter jeg stor pris på fx Morten Søndergaard, Peter H. Olesen og Peter Laugesen.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
For nylig læste jeg ’Europa’ af den hollandske journalist og historiker Geert Mak. Han rejser rundt og tager pulsen på Europa omkring årtusindskiftet, samtidig med at favner hele den vanvittige historie om det 20-århundrede på kontinentet. Den må have været virkelig spændende at lave. Det med at blande journalistens og historikerens arbejdsmetoder og gøre sig selv til en moderne krønikeskriver, det tiltaler mig meget.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Jeg lytter til musik. Ofte klassisk eller ambient. Repetitivt og roligt. Den tyske komponist Max Richter har længe været mit faste selskab, når jeg skriver. Islandske Ólafur Arnalds bruger jeg også meget. Ellers er det vigtigste, at der ikke er nogen mennesker, der stiller mig spørgsmål. Alle irriterende bip- og ringelyde og notifikationer på telefon og computer er slået fra. Det er de i øvrigt stort set altid. Jeg tror ikke, de gør noget godt for os. Gammelfar vil have ro.
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Det gør jeg sjældent. Når man arbejder med nonfiktion, er der altid noget, man kan gøre. Hvis det ikke lige kører med skrivningen, kan man researche, tilrettelægge eller arbejde med struktur. Men jeg tror også, at jeg med min journalistbaggrund har fået noget brugbart med mig. Når man har en deadline, er der ikke noget, der hedder at gå i stå. Det er ikke sikkert, det bliver godt, men så må man jo bare skrive det igennem senere – hvilket man jo alligevel altid helst skal gøre 20, 50 eller 100 gange, uanset om det er den ene eller den anden genre.
Men det er selvfølgelig helt anderledes, når jeg skriver lyrik eller for eksempel et essay. Her er flowet sværere at lure. Jeg vil dog stadig hævde, at jeg altid kan få det til at komme. Hvis jeg får følelsen af at sidde fast, er det bedste middel at komme væk fra skærmen og gøre noget andet. Jeg går ofte en tur med min diktafon. Jeg siger mange tåbelige ting ned i den diktafon i løbet af sådan en gåtur, men når jeg bagefter sidder og lytter det igennem, viser det sig faktisk altid, at jeg også fik sagt enkelte brugbare ting, og dem kan jeg så bruge som afsæt til min videre skrivning.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
At jeg får lov til at udtrykke mig. Af en eller anden uransagelig grund er det vigtigt for mig, og så er det da fantastisk at jeg får lov at præsentere de ting, jeg skriver for andre end akvariefiskene.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Det ville være så nemt at sige, at det værste er økonomien. At det er så svært at få til at løbe rundt. Men jeg er nu ikke utilfreds med de muligheder, jeg har som forfatter. Når man vælger at udtrykke sig på et sprog, der tales af få, og når man samtidig insisterer på at skrive en type historier, der ikke er gjort af det største mainstream-potentiale, så skal man være realistisk. Jeg kan faktisk ikke lige komme på noget, der er værst ved at være forfatter. Jeg ser ikke andre veje.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Jeg ville gerne have været endnu mere bevidst om, at jeg skulle være kompromisløs og kun arbejde med de ting, der kommer af nødvendighed. Jeg tror ikke på, at der kommer god litteratur ud af at tænke i målgrupper og afsætning og ussel mammon. For nylig hørte jeg Suzanne Brøgger fortælle om sin indstilling til det netop det, og hun var så kompromisløs. Det misunder jeg. Jeg er blevet det mere hen ad vejen, men jeg ville gerne have været det i højere grad fra starten.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Læs! Mange siger, at det først og fremmest handler om at skrive. Det er helt sikkert også en god ting at sætte sig til tastaturet hver dag, men det, der rykker mit sprog og min forfatterstemme mest, er at læse andre. Det kan være alt fra lyrik over prosa til fagbøger. Det skal bare være godt.
Hvis du vil vide mere om Tommy Heisz, kan du følge ham på hans hjemmeside og på Facebook.
