Tanja Skogset
Tanja Skogset (født i 1974) har skrevet julebogen Pelle og Karls magiske julerejse, og er lige nu aktuel med efterfølgeren Pelle og Karl tilbage i Grødstrup. Begge bøger er illustreret af Jakob Ingvorsen.
Hvornår startede du med at skrive?
Jeg startede med at skrive fra 2. klasse, dengang var det dagbøger. I skolen fik at vide at jeg var ordblind, så derfor begyndte jeg at skrive og skrive, den røde ordbog blev min bibel og jeg brugte timer på at skrive hver dag. Jeg er fra den tid hvor man havde pennevenner og maskinskrivning var på skoleskemaet – så der blev skrevet en del. Da jeg fik børn, skrev jeg lange fortællinger om deres dag det første år, fortalt fra deres vinkel – gjort til alle 3 drenge. Da min yngste var 9 år, lavede vi jule-eventyrlige detektiv fortællinger som vi delte og mange fulgte med hver dag fra 1- 24 december, dette gjorde vi i 4 år. Så har jeg skrevet lidt artikler som freelance til en avis fra den by i Norge hvor jeg kommer fra. Jeg har altid elsket at digte og fortælle historier til mine 3 drenge, disse er ofte blevet skrevet ned.
Hvorfor skriver du?
Jeg synes, at der sker noget magisk og helt specielt når fingrene får lov til at danse hen over tastaturet og lade ens krøllet hjerne og skæve fortællinger får liv. Jeg befinder mig rigtig godt i det skrevne univers og føler mig stærk og på sikker grund her – har selv magten over ordene og fortællingen. Hvis jeg ikke skrev, ville mit hoved eksplodere, så derfor giver det god mening at skrive.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg har alverdens ideer og lysten til at skrive mere, men jeg arbejder ikke på noget konkret lige nu.
Hvor mange bøger har du skrevet?
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg foretrækker helt klart den trykte bog, fornemmelsen at det skrevne på papir og at bladre i en bog er magisk.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Åh den er svær. Jeg beundrer alle dem, der har modet til at skrive lige præcist det der er spænende for dem eller det de ønsker at dele/fortælle. Som barn læste min far Gammelpot og jeg elskede denne tegneserie og dette anderledes univers der er så dragende og hvor du bliver svøbt ind i et magisk univers. Elsker bøger med humor og der hvor man glemmer tid og sted.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Måske Ternet Ninja hvis jeg skulle vælge, men alle bøgerne fra Ole Lund Kirkegaard kunne også have været sejt at have mit navn på bogens forside. Matador kunne egentlig også have været rimelig sejt at være manuskriptforfatter til, så havde Maude nok danset lidt mere rundt nede hos Laura i køkkenet.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Nej ikke specielt, eneste ritual er at jeg fortæller mand og børn, at nu vil jeg skrive og håber på ro omkring mig.
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Jeg ligger alt fra mig og holder en pause, Jeg lader mig inspirere ved at gå en tur eller læse noget der er kedeligt, så rammer det helt sikkert, at det kan jeg gøre bedre. Er den helt gal, sætter jeg julemusik på eller ser en Morten Korch film.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Nu ser jeg ikke mig selv som forfatter. Men helt klart den frihed der er, man kan skrive alle steder, lade sig berige og selv bestemme handlingen. At nogle skal læse ens bøger må være det største – en kæmpe gave.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Der er ikke noget der er værst, men der er mange udfordringer – har en kæmpe respekt for denne verden. Omskrivninger og redigeringer er jo blot det der gør at bogen bliver bedre – lidt lige som ægteskabet.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Det lyder specielt, men jeg ville virkelig godt have vidst, at det var en god ide at have en computer der havde Word. Jeg havde læst en del rundt omkring, fyldt rygsækken med alverdens viden og folks fortællinger, læst anmeldelser og lyttet til kloge ord fra forfattere og deres verden, så. jeg vidste en del
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Tro på dig selv, hav modet men vær også din egen kritiker. Få folk til at læse dit manus og lyt til hvad de siger. Vær tålmodig og forbered dig på, at alt arbejde er vejen mod det gode – nemlig en god bog. Sørg for at sætte dig grundig ind i alt hvad det kræver, sørg for at fyld rygsækken med en masse viden.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?
Jeg hænger nok lidt i bremsen på det punkt, men jeg kan findes på Instagram og Facebook.
Hvorfor skal man vælge at læse din nye bog, Pelle og Karl tilbage i Grødstrup?
Man skal læse bogen, da det er en eventyrlig fortsættelse af Pelle og Karls magiske juleeventyr, der kombinerer julens glæde med temaer som venskab, forelskelse, tilgivelse og mod. Fortællingen, fyldt med humor, varme og fantasi, tager både børn og voksne med på en rejse, hvor mod og fantasi skaber ægte magi. Smukke illustrationer bringer nisselandsbyen Grødstrup og månen til live og forstærker julens budskaber om sammenhold og eftertanke på en måde, der rører og inspirerer.
Hvad får man ud af at læse den?
Bogen tager læseren med på en magisk rejse, hvor varme, humor og hjertevarmende øjeblikke flettes sammen for at skabe en fortælling, der både underholder og inspirerer. Den minder os om vigtigheden af at kramme, lytte og slippe bekymringerne om, hvad andre tænker. Historien leverer en frisk og overraskende indpakning af den klassiske juleånd, fyldt med skæve, uventede drejninger, der gør oplevelsen både ny og samtidig tryg og velkendt.
Hvem vil få mest ud af at læse den?
Bogen er for alle, der elsker jul, magi og eventyr. Den henvender sig til børn mellem 6 og 12 år, men vil også kunne nydes af voksne, især som højtlæsningsbog. Fortællingen er både sjov og spændende for de yngre læsere, men rummer også noget for de lidt ældre, der stadig elsker fantasifulde og skæve historier.