Jeg elsker det danske sprog. I alle dets nuancer og finurligheder. Jeg erkender og omfavner at et sprog (også det danske) i sagens natur må være i konstant udvikling, for at undgå at uddø på ordenes slagmark.
Jeg bruger også selv nye ord og vendinger. Kaster et fremmedord ind, hvor det er betimeligt. Men jeg gør det ikke i flæng. Og jeg tager ikke ukritisk nye vendinger til mig, på bekostning af gamle dyder. Jeg udvider mit vokabularium, snarere end at udvande det.
Kald mig bare gammeldags. Mit ordforråd og sprog er bedaget. Det postulerede en tidligere kæreste i hvert fald. Måske mindre formfuldendt formuleret end bedaget. Hun kaldte mig blot kedelig. Højtidelig. Og først og fremmest gammeldags. Hun mener det ikke positivt. Men jeg bukker ikke desto mindre for komplimentet. Og vedkender mig velvilligt en forkærlighed for gamle ord. En veneration, ligefrem.
Jeg trækker kampivrigt min kæphest fra stald og deltager i drabelige dyster mod vindmøllegiganter og andre internationaliserede koncerner, som søger Marketing Coordinators, Brand Managers, Datamining Specialists og andet New Market habengut med obskure titler. Jeg hævder ikke, at der findes et dansk ord for hvert engelske. I min optik må du godt skrive to-do lister, selvom jeg personligt foretrækker gøremålslister. Men alt med måde. Og helst uden 2-taller i skidtet. Face2face-marketing er altså bare et tåbeligt ord for gadesælger. Drop det.
Jeg tager rimeligvis munden for fuld, hvis jeg påstår, at det danske sprog er udrydningstruet. Men det er åbenlyst under pres. Jeg kan læse skriften på mine venners elektroniske væg og høre det i mine børns jargon. Så sidder jeg måbende tilbage. Skiftevis fascineret og frastødt af, at alt skal kunne twittes, instagrammes, shoutcastes (eller noget helt fjerde jeg ikke kender/forstår) for at være validt. Jeg efterlades med en følelse af, at stavningen er ude af kontrol. At budskabets mening alene tælles på antal likes. At knus staves med z. At ik betyder ikke. At en nedringet bluse er vigtigere end et digt. At en tæve ikke længere er en bitch, men en biaaaatch. At trolling vinder over gode intentioner. Jeg forstår det ikke. Måske er jeg bare ved at blive gammel. Jeg håber det.
Jeg plæderer ikke perfektion. En dygtig skolelærer vil revse mig for mangelfuld tegnsætning eller fejlagtig kommatering. Muligvis endog evne at spotte en stavefejl hist eller pist. Men vær ikke et sekund i tvivl om, at jeg gør det så godt jeg kan.
Kald mig bare fusentast eller kålhøgen, når jeg forsøger at være en sprogets flottenhejmer og kalder sulten for brødflov. Jeg vil ufortøvet fortsætte min daglige dont. Jeg foretrækker en hyrdetime frem for en quickie. Kald mig bare opvigler, men selvom du bliver olm, så kald mig ikke hoven på brysk facon. Med mindre det er for at bevare ordet.
Jeg agter at fortsætte umagen, fordi det danske sprog er værd at kæmpe for. Lad os kridte den digitale fjerpen og fjerne hæmskoene, mens vi fylder dosmersedlen med fiffige formuleringer.
Jeg beder ikke om, at du skal elske sproget lige så højt som jeg. Men brug det, så det ikke går i glemmebogen.
Det er faktisk derfor jeg skriver.
