Vi starter med en indrømmelse.
Vi er voksne mænd – og vi græder en del.
Både til film og bøger.
Ja, vi kan faktisk også let komme til at græde over noget vi selv har skrevet.
Det skete en aften, hvor Morten læste bind 5 i serien om Manus Albino.
Det er en krimi – og som sådan slet ikke en tåreperser.
Men der skete alligevel noget mellem linjerne. Som pressede tårerne frem.
Det kan ske når som helst – uanset genre. Når ordene rammer en særlig tone, som bringer følelserne frem.
Det ser vi som en ubetinget kvalitet.
Skriv så det kan mærkes
Vi sidder ofte på vores kontor og bliver rørt af bøger vi læser.
Det kan både være en den lange roman, den korte noveller eller den rørende personlige beretning om en kamp mod sygdom.
Og så aner man pludselig en tåre eller to presse sig på.
Ikke fordi man har slået storetåen mod kontorstolen – eller set sit yndlingshold tabe i fodbold.
Men fordi man læste noget rørende.
Og hvorfor overhovedet skrive, hvis ikke det er for at røre læseren?
At få dem til at grine, tænke sig om, mindes, blive klogere eller lade tårerne trille?
Hvis dine ord lader læseren uberørt, er der enten nogen galt med læseren eller med dine ord.
Nu starter vi ikke hver eneste linje med intentionen om at bringe tårerne frem: vi skriver jo også satire og erhvervshistorier og alt muligt andet.
Man skal kunne mærke karaktererne
Men når man skriver skønlitteratur, så SKAL læseren kunne mærke karaktererne.
Hvis ikke det gør ondt på læseren, når helten eller heltinden møder modgang, sygdom og død, så har man fejlet som forfatter.
Læserne skal føle med figurerne i dit persongalleri. De skal elske, hade, grine, græde.
Hver bog bør være en rejse, som du giver til læseren. En gave, hvor læseren mærker at der er noget på spil.
Og tårer er hjertets vækkeur.
Så i vores optik er en læsers tårer en smuk gestus til forfatteren.
Skriv så det kan mærkes.
