Hvornår startede du med at skrive?
Jeg har altid haft en forkærlighed for at skrive. Men det er i særdeleshed blevet en form for et ”fristed” for mig i tiden efter at min datter kom i hjertemedicinsk behandling mod hjertesvigt.
Hvorfor skriver du?
At skrive er for mig en god måde at få sat ord på det, der er sårbart – få det ud af kroppen og bearbejde det. At få det usagte ned på papir tvinger mig på en måde til at gribe tankemylderet, reflektere og bearbejde, når der er behov. På papiret kan jeg skifte mellem at ”være med det” og ”parkere det”, indtil jeg er klar til at se på det igen.
Og så skriver jeg naturligvis, fordi at emnet vedrørende børn med hjertesvigt er super vigtigt at få belyst – også i børnehøjde, hvor man heldigvis har mulighed for at afdramatisere diagnosen og tone det ned til noget, alle børn kan forstå. Det må gerne være sejt at være Hjertekriger, selvom de udgør en minoritet i et helt samfund – fuld af flest raske børn uden alvorlige kroniske lidelser
De hér børn fortjener sin plads i samfundets norm, og deres værdier fortjener at blive anerkendt og imødekommet, og kan jeg medvirke til at sende idealet i børnehøjde til tælling, så har jeg vundet utroligt meget – ikke kun for min egen Hjertekriger herhjemme, men også for andre Hjertekrigere og deres pårørende.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg arbejder for øjeblikket på titlen ”De kaldte ham Det Glemte Barn”, som bliver et eventyr i stil med min debutbørnebog ”De kaldte hende Hjertekriger”.
Den nye bog kommer til at handle om fænomenet ”skyggebørn” – en særlig hyldest til børn, som står i skyggen af en søskendes alvorlige kroniske lidelse. Det er vigtigt for mig at fortælle historien om, at de her børn altså ikke er hverken glemte eller mindre elsket – tværtimod!
Hvor mange bøger har du skrevet?
Jeg har skrevet børnebogen ”De kaldte hende Hjertekriger”.
Bogen er en fortælling om at være født som et vaskeægte Hjertebarn. Definitionen på Et Hjertebarn kan tolkes meget forskelligt, har jeg erfaret – så hvad dækker Hjertebarnsbetegnelsen egentlig over? Nogle kalder deres barn for ’Hjertebarn’ ud fra definitionen ’Ønskebarn’. Men der findes altså vaskeægte Hjertebørn, som er født med en alvorlig, kronisk hjertelidelse, og som deraf bliver kaldt ’Hjertebørn’, også i min børnebog ’Hjertekriger’, fordi jeg synes, at det er vigtigt at belyse, at der altså foreligger en helt klar og definitiv forskel i betegnelsen.
Bogen er en eventyrfortælling om en pige ved navn Aviaja, som er født ind i en ganske særlig klan af mennesker; De kaldes ’Hjertekrigerne’. Hun drager undervejs i bogen ud på en rejse – dels for at genvinde troen på sig selv og finde sig selv igen, men også for at genfinde sin gode ven, Isbjørnen Thea, som pludselig er forsvundet. Historien belyser emnet at være ’Hjertekriger’, og at det nogle gange kan være svært.
Men uanset hvad, så er ’Hjertekrigerne’ nok det tætteste – vi mennesker – overhovedet kan komme på sande superhelte.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg foretrækker trykte bøger, fordi at det giver en mere original og autentisk oplevelse at sidde med bogen fysisk i hånden.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Pernille Melsted. Hun er underviser og foredragsholder med speciale i alt det, vi fordømmer, fortrænger, undertrykker, skammer os over eller på anden måde gemmer i skyggen. Jeg er generelt stor fan af forfattere, der tør udfordre deres læsere kognitivt.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Der er vi nok ovre i Harry Potter Universet af J.K. Rowling.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Jeg tillader at udfordre mig selv til at skrive, når jeg er allermest sårbar og faktisk har allermindst lyst til at få noget ned på papir – sort på hvidt. Jeg tror, at det er i sårbarheden, at den allerbedste inspiration, den stærkeste formidling og de vigtigste budskaber findes.
Som forælder til ’En Hjertekriger’ kan man nogle gange godt føle, at man famler i blinde og helt febrilsk forsøger at gribe det sidste, der er tilbage af asken – blot for at have noget, der kan minde om et meningsfuldt holdepunkt i prognosen som ofte er så uvis.
Vi ’Hjertekrigerforældre’ rejser os ikke fra asken – vi laver den selv, fordi vi har et alarmberedskab plantet så dybt inde i os som aldrig slukker. Og alligevel – mod alle odds – formår vi altid at få det bedste ud af det mørke, der sommetider ramler ned i hovedet på os. Ja, vi er faktisk definitionen på ægte ildsjæle!
Udfordringen for mig er at få det hele ’omskrevet’ og ned i børneperspektiv og fuldstændig afdramatiseret fra virkeligheden. Derfor har jeg altid en notesbog klar til løbende at nedskrive inspirationen. Senere kan jeg så foretage min refleksion, som danner grundlag for hele min redigeringsproces.
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Jeg synes ikke rigtigt, at jeg har oplevet en skriveblokering i den forstand – endnu.
Men mit virke som forfatter er bygget op om, at der ikke findes nogen kontakt, som man bare lige kan tænde og slukke for – når det gælder inspirationskilder. Jeg nedskriver det, der ”kommer” til mig, så lader jeg det ligge for en tid og vender tilbage til det, når det forekommer mig mest hensigtsmæssigt.
Inspirationen kan komme på baggrund af oplevelser, tankemylder, generelle refleksioner over livet mv., og det er aldrig til at sige hvornår. Det kan i sin enkelthed komme til mig som et lyn fra en klar himmel. Jeg værner utroligt meget om ikke at ’tvangsindlægge’ mig selv til at skrive ”bare for at skrive”, og det tror jeg er rigtig vigtigt for originaliteten og det autentiske i det at formidle en fortælling.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Det bedste ved at være forfatter er muligheden for at give minoriteten, ’Barnehjertekrigerne’, en stemme og forhåbentlig skabe en større åbenhed, nysgerrighed, imødekommenhed og eftertænkelighed omkring dét at vokse op med en medfødt, alvorlig, kronisk lidelse i form af hjertefejl.
Ifølge min optik mangler der simpelthen noget vidensdeling – forældre imellem, såvel som børn imellem – på lige netop dette område.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
At livet starter et sted ude på den anden side af det, du er bange for.
At det ikke altid er så simpelt at ”være med” omstændighederne og turde se sin sårbarhed i øjnene, sort på hvidt, når først den er nedskrevet. Det kan virkelig være en angstprovokerende proces at begive sig ud i. En proces, som kræver et tilløb af guds nåde.
At det altid er lidt spændende, hvordan fortællingen bliver modtaget af målgruppen. Man kan jo nok så meget have en ide om, hvordan ens bog bliver modtaget – men modtagelsen kan jo sagtens blive en helt anden end først forventet.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Undervejs i min skriveproces har jeg været helt enormt bekymret over, hvordan arbejdet med illustrationerne dog skulle blive løst. Personligt er jeg ikke selv kommet videre end til tændstikmands-stadiet. Eller det vil sige… Jeg kan da også med lidt god vilje anstrenge mig og lave en firkant med en trekant ovenpå og med en rektangel i midten. Kunstværket kalder jeg for ’huset’, men så er det også dét. Mine tegneevner rækker simpelthen ikke længere – og hvad er en børnebog uden illustrationer??
Men det viste sig faktisk, at mine bekymringer hurtigt blev gjort til skamme. For jeg fandt med lynets hast gennem et lokalt opslag på Facebook en dygtig og engageret og lokal illustrator fra Silkeborg, som formår at få mine tanker ned på papiret. Min fantastiske, ambitiøse, enormt engagerede og fuldt ud dedikerede og dygtige illustrator hedder Thea Bæhrenz, og jeg er hende evigt taknemlig for vores smukke samarbejde frem til nu og hendes gennemførte arbejde med illustrationerne. Jeg håber meget, at min udgivelse b.la. kan hjælpe hende et skridt på vejen mod drømmen om at blive optaget på Animation Workshop i Viborg.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Lad aldrig nogen eller noget forenkle dig – for du er altid din fortælling værdig.
