Forfatterportræt af Poul Henning Nielsen Forfatter til bogen, “Drengen der ville være poet”
(og skrevet helt i samme ånd, som bogen).
Journalist, Sigurd Holm Hansen, var spændt som en flitsbue, han havde fået lov til lave et interview, med den ny forfatter, Poul Henning Nielsen. Så havde han læst Nielsens debutroman ”Drengen der VILLE være poet”, nu var han noget mere afmålt. Da de aftalte interviewet i telefonen, havde Sigurd spurgt hvilken kategori, forfatteren, ville anbringe bogen i? ”Mageløst nonsens” havde han svaret, ”med et strejf af samfundssatire og et drys ironi.”
Nu sad de to så overfor hinanden, i hver deres lædersofa, interviewet kunne begynde. Sigurd lænede sig frem, mod forfatteren: ”Hvorfor begyndte du at skrive?” HA! Det spørgsmål havde krabaten nok ikke regnet med, Sigurd var godt tilfreds med sig selv. ”Såre simpelt,” svarede Nielsen. ”Jeg har altid elsket den gode historie og at fortælle historier. Allerede som helt lille fortalte jeg min mor og bedstemor historier, små barnlige eventyr om en mus og dens fantastiske oplevelser.” Her lænede Nielsen sig tilbage i stolen og smilede venligt til Sigurd.
”Du må da ha’ været en irriterende møgunge,” mumlede Sigurd og rodede i sine papirer.
”Hva’ ba’?” sagde forfatteren.
”Ikke noget,” sagde journalisten og fandt næste spørgsmål i sine notater.
Poul Henning fortsatte: ”Jeg var i mange år postbud, og rigtig godt tilfreds med det. Indtil jeg blev fyret og senere syg. 2 hjerneblødninger i 12 og 13, så stødte andre sygdomme til, så blev jeg enig med mig selv om, at det måske var på tide at skrive den bog.”
”Hvad handler bogen egentlig om?” spurgte Sigurd, og ignorerede al oplysning om sygdom, ligesom de fleste mennesker.
”Den handler om hvordan vi behandler ældre mennesker, måske lidt om hvordan ældre behandler de yngre. Ikke mindst handler den om de 15 minutters berømmelse alle åbenbart vil have i øjeblikket, X-faktor eller andre talentshows. Eller også handler det om jeg vil have mine 15 minutters berømmelse, det hele tilsat en knivspids pibesovs.”
”Hvem havde du forestillet dig, skulle læse den?” spurgte Sigurd, mens han tænkte at intet normalttænkende menneske ville bruge deres surt tjente penge på det vrøvl.
”Enhver der har set ned i en afgrundsdyb brønd af mismod, på en mandag morgen … og trænger til et lille smil.”
Vorherre bevares, tænkte Sigurd og rullede med øjnene. ”Nu er der jo ikke tale om verdens største bog.”
”Narh,” sagde Poul Henning. ”Man skal huske at læse mellem linjerne, så er bogen faktisk dobbelt så stor.”
Sigurd sukkede dybt. Man kunne sandelig godt høre at kroen lå lige overfor forfatterens lille hus.
”Har du nogen specielle ritualer for at skrive?”
”Ja, jeg skal helst ofre en ananas til guderne for kreativitet” svarede forfatteren med et svedent grin.
Sigurd fik et voldsomt hosteanfald. Manden var jo bindegal.
”Nej,” lo Poul Henning, ”ingen faste ritualer, men jeg skriver bedst efter midnat. Jeg skal også helst kende historien og vide hvor den går hen, inden jeg overhovedet begynder. ”Drengen der VILLE være poet” er således næsten skrevet i kronologisk.”
”Har du nogen idoler, hvad inspirer dig?”
”Jeg har mange idoler. Jeg kan også blive inspireret af mange forskellige ting, et godt stykke musik f.eks.. Forfattere, jeg kan nævne er Jørn Riel, John Irving og en norsk krimiforfatter Karin Fossum. ”
”Er der en bog, du ville ønske du havde skrevet?” spurgte Sigurd og kneb øjnene sammen, nu kom der garanteret et eller andet indbildsk forvrøvlet sludder.
”Ja! ”Forbrydelse og straf” af Dostejevski. En bog, der rammer plet på så mange planer. Den ville jeg gerne kunne ta’ æren for.” Her smilede forfatteren så bredt, det var næsten vulgært.
”Prætentiøst vrøvl!” hostede Sigurd.
”Hva’ ba’?” sagde forfatteren.
”Ikke noget,” kvækkede Sigurd, ”bare en tudse i halsen.”
”Hvordan har du det med lydbøger?” spurgte journalisten og forsøgte at komme videre.
”Jeg ææælsker lydbøger! Tænk engang, nogen gider læse en historie for dig. Jeg bruger dem når jeg går eller skal køre en længere tur. Hvis jeg sidder derhjemme, så foretrækker en god gammeldags bog, jeg er lidt ”old-school” på det punkt.”
”Nu er de jo ikke lavet specielt til …” begyndte journalisten, men valgte at droppe emnet. Fyren var helt åbenlyst forstyrret.
”Nogle gode råd til folk, der vil være forfattere?”
”Ja, gør det! Det værste ved at være forfatter … ensomheden, er det her godt nok? Gider nogen overhovedet læse det her? Det bedste ved at være forfatter … når det lykkedes. Hele historien hænger sammen fra start til slut. Det her er blevet som jeg har tænkt, det er en god fornemmelse.”
”Jamen, jeg tror det var det hele,” sagde Sigurd. Han kunne virkelig ikke komme i tanke om mere han på nogen måde ønskede at vide om dette menneske.
”Du har jo slet ikke hørt om min barndom, da jeg blev skudt med bue og pil, eller min vilde ungdom … min karriere som stand-up komiker??”
Sigurd lænede sig tilbage i sofaen, det blev en af de dage …
Læs mere om “Drengen der ville være poet” her:
“Køb bogen “Drengen der ville være poet” – klik her
