Mona Daugaard
Mona Daugaard Christensen & Keth Rose Paananen er forfattere til bogen Kærlighed i menneskelivet.
Keth døde desværre efter et kort sygdomsforløb i 2022. Både vi og Mona ønsker at ære Keths minde og forfatterskab. Derfor kan du herunder læse om både deres venskab, deres professionelle partnerskab og deres forfatterskab.
Vi er to modne kvinder, erfarne terapeuter og forfattere. Vi har oplevelser, erfaringer og indsigter fra livets udfordringer både privat og professionelt. Er selvstændige terapeuter med hver vores praksis. Har mere end 40 års arbejdserfaring med mennesker i udvikling og behandling. Sammen stiftede vi Livskonsulenterne.dk i 2013, så vi kunne arbejde og samarbejde om vores fælles livsværk. Hjælpe mennesker med at være sig selv og bruge deres iboende ressourcer og evner optimalt. Bakke mennesker op i at udvikle sig autentisk, som den de er; personligt, åndeligt og i forholdet til deres relationer. Skrive temabøger om livet og afholde kurser og workshops sammen m.m.
Hvornår startede I med at skrive?
Keth og jeg startede med at skrive temabøger om livet sammen, for mange år siden. Efter vi havde skrevet hver for sig det meste af vores voksne liv. Vi havde et nært forhold; en dyb og autentisk kærlighedsrelation. Vores arbejde og samarbejde var berigende og meningsfuldt. Vi delte vores liv med hinanden og skrev om vores oplevelser og erfaringer fra eget liv og relationer, samt fra vores mangeårige arbejde som terapeuter med vores klienter. Vi har altid været meget interesseret i livet og relationer. Og i livsudvikling både personligt og åndeligt.
Hvorfor skriver I?
Vi skriver for vores egen skyld af lyst og for at videregive det, vi igennem livet har oplevet, erfaret og lært indtil nu samt udforsket ved at leve vores eget liv livfuldt. Så fuldt og helt som muligt. Vi skriver også for at blive endnu mere afklaret med os selv. Både vores egne liv, livssituationer, oplevelser og relationer på godt og ondt. Og vi føler os meget velsignet og beriget herved. Vi deler vores liv, viden og indsigt videre til vores medmennesker, dem som læser vores bøger. Vores læsere kan bruge det vi skriver om og vores værktøjer i deres eget liv samt i deres personlige og åndelige udvikling.
Hvor mange bøger har I skrevet?
Kærlighed i menneskelivet, er den første bog vi udgiver. Vi har skrevet på 12 bøger sammen, som alle handler om forskellige livstemaer. Samt personlig, åndelig og relationel udvikling. Desværre døde Keth meget uventet i juni måned 2022 efter et kort sygdomsforløb. Derfor kunne hun ikke være med til at afslutte vores fælles livsværk. Og ikke opleve glæden ved vores første bogudgivelse, da vores bog udkom to et halvt år efter hendes død.
Vores fælles skriveproces var meget kreativ. Ofte har vi skrevet på flere bøger af gangen, fordi vi skrev vores oplevelser, viden og indsigter ind i den temabog, hvor vi syntes det hørte til. Vi skrev også ind i hinandens tekster og forholdte os til det skrevne sammen, samt mange andre skriveveje og måder. Det har været en meget spændende, livfuld, udviklende og synergetisk proces. Vi har budt ind med hver vores ressourcer og evner. Efter Keths død fortsatte jeg med at skrive videre på vores fælles livsværk. Denne gang med fokus i at blive færdig med vores første bog: Kærlighed i menneskelivet.
Foretrækker du trykte bøger, ebøger eller lydbøger?
Min yndling er den trykte bog. E-bøger og lydbøger kan også noget. Jeg kan godt lide at sidde i min sofa med en trykt bog.
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Jeg har oplevet en massiv skriveblokering for mange år siden. Heldigvis var vi to, Keth og jeg hjalp hinanden. Vi supplerede hinanden og superviserede hinanden, i livet og vores arbejde, i vores styrker og svagheder.
Det var en periode i vores samarbejde. Det var let for mig at udtrykke det, jeg ville sige i ord til Keth, men havde vanskeligt ved at skrive ordene ned. Jeg blokerede ved at blive helt blank og glemme det, jeg lige havde sagt til Keth. Løsningen, vi fandt på var, at Keth skrev noterne op på det, jeg fortalte. Og så skrev hun det ind, da hun kom hjem. Så kunne vi sammen arbejde videre på teksterne og forholde os til det, når vi mødtes igen til næste bog dag. Jeg fik kontakt med, at der var en del af mig, som var utryg ved at komme til udtryk på skrift, hvor andre skulle læse det. Heldigvis er vi begge to terapeuter, så Keth hjalp mig med at bearbejde min utryghed og de oplevelser, der lå under. Og nu skriver jeg derudaf uden blokeringer.
I Danmark har vi heldigvis allesammen ytringsfrihed. Vi har hver især ret til at være os selv og være forskellige fra andre. At udtrykke os frit og med respekt. Samt lytte til andre, når de er sig selv og udtrykker sig frit med respekt.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Jeg oplever det at være forfatter, som meningsfuldt for mig. Det er meningsfuldt og berigende at skrive om alt det, som interesserer mig og som er og fylder i mit liv. Privat og arbejdsmæssigt. Skrive ærligt fra mit hjerte om livet på godt og ondt og om mennesker, relationer og fællesskaber. Om udvikling og videreudvikling; personligt, åndeligt, relationelt og fagligt. Skrive om store livstemaer og emner og dele mit liv fra hjertet med dem, som vil læse det og bruge det i deres eget liv. På den måde kan jeg være med til at berige andre menneskers liv og livskvalitet, relationer og udvikling.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
For mig, har det været at stå alene med vores bogprojekt. Keth betød meget for mig både som kollega og veninde. Hun døde meget uventet. Keth og jeg havde en oase af liv og relation i vores skrivearbejde. Vi var i kontakt og dialog omkring alt det, vi skrev om. Men jeg har lovet mig selv at nyde mit liv og hvert et ord, som kommer ud på papiret, selvom jeg er alene om projektet nu. For ingen kan tage Keths plads. Jeg ville ønske at hun levede og havde oplevet udgivelsen og det 1. resultat af vores fælles livsværk. Men dette er ikke virkeligheden. Keth er i mit og i mange andre menneskers hjerter og i hvert et ord, vi har skrevet sammen.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Alt det jeg har lært nu, men sådan hænger livet, erfaring og viden jo ikke sammen. Læring og udvikling tager tid og liv.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Skriv, hvis du har lyst til at skrive. Stå ved dig selv og det, du ønsker at dele med andre mennesker. Uanset hvilken genre du vil skrive.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere?
3 spørgsmål om bogen “Kærlighed i menneskelivet”
Hvorfor skal man vælge at læse jeres bog?
Det skal de mennesker, som ønsker at leve deres liv autentisk som den, de er, i kærlighed! En del af vores formål med at skrive bogen, er bl.a. at give vores læsere muligheden for at mærke, hvad det vi skriver gør ved dem, og at det vi deler, giver dem lyst til at fordybe sig i eget liv, på en ny og dybere måde. Det gælder i deres relation med dem selv og deres kære, familie og venner i privatlivet, samt i deres fritidsliv og arbejdsliv. Det er med til at de kan være mere og mere sig selv og blive mere hele og autentiske. Det er igen med til at de kan handle på deres liv, udvikle sig når de selv vil det og skabe de forandringer, de ønsker i deres eget liv.
Hvad får man ud af at læse den?
Det vil være forskelligt fra person til person. Man kan lære sig selv bedre at kende. Blive mere bevidst og opmærksom på sig selv og sine relationer samt om kærlighed, livet og kærlighedsrelation. Man kan vælge at bruge de muligheder for udvikling, personligt og åndeligt, samt de redskaber vi har givet til at håndtere livet og dets udfordringer. Og vælge at være og leve mere i autentisk kærlighed, i kærlig kontakt og dialog med sig selv og andre. Bogen kan vores læsere bruge til deres eget liv, livssituationer, livsoplevelser og relationer, samt i deres udvikling.
Hvem vil få mest ud af at læse den?
Det vil dem, som interesserer sig for livet, mennesker, relationer og fællesskaber. Mennesker, som vil udvikle sig autentisk, som den de er, i kærlighed. Personligt og åndeligt. Mennesker, der vil finde ind til deres livs mening, hensigt og formål, være sig selv og leve deres liv ud fra egne livsværdier og tro. Med muligheden for at leve livet mere helt og fuldt, sandt, autentisk og sundt, i kærlighed og frihed. Friheden til at være sig selv, i autentisk kærlig kontakt og dialog sammen med andre.