Michael Iversen
Michael Iversen (f.1982) har en baggrund som professionel filminstruktør og uddannet manuskriptforfatter. Hvilket ikke går uset hen i hans debutroman Blinde Øjne.
Hvornår startede du med at skrive?
Ironisk nok, på trods af min dybdegående ordblindhed, begyndte min skrivekarriere tidligt. Allerede i 6.-7. klasse skrev jeg mine første noveller. Siden da har jeg udforsket forskellige genrer, lige fra noveller og digte til teater og film. Mine evner til at fortælle historier og min udfordring med stavning er for mig to separate discipliner.
Hvorfor skriver du?
Helt kliché, så er simpelthen en indre drivkraft; en måde at forstå og fortolke verden på. Trods perioder, hvor jeg ønskede at vælge en anden sti, må jeg erkende, at historiefortælling er en integreret del af mig – både i medgang og modgang.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Mit bord bugner af projekter: Fra overvejelser om en efterfølger til “Blinde Øjne” til det grundlæggende skelet af en post-apokalyptisk trilogi. Overvejelser om en fagbog inden for pædagogik og organisationsledelse fylder også en del. Men mest konkrete er arbejdet på min første digtsamling.
Hvor mange bøger har du skrevet?
“Blinde Øjne” markerede min debut som romanforfatter, men jeg har tidligere udgivet “ReplikKontrol – et indlæringssystem til udenadslære” og skrevet diverse teater- og filmprojekter.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Selvom jeg har en forkærlighed for fysiske bøgers sanselighed, er jeg en flittig lytter af lydbøger, hvilket igen relaterer til min ordblindhed.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Det er vanskeligt at isolere enkelte navne, da mange forfattere har inspireret mig på forskellige måder. Fra Charles Dickens, Stephen King og William Shakespeare til Dan Turèll og Michael Strunge – listen er både lang og alsidig.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Stephen Kings “The Green Mile” fremstår som en af de bøger, jeg inderligt beundrer. Inden for manuskriptforfatter ville jeg gerne have været pennefører på værker som “Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” og “Seven”.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Mit skriveritual er mere struktureret end ceremonielt. Det starter med at forberede dokumentets opsætning, som hjælper mig med at bryde ind i det kreative rum. Min skriveproces er præget af faste rutiner og strukturer, hvilket inkluderer en balance mellem skriveperioder og pauser til afslapning og refleksion. Musik, særligt Disney-melodier, akkompagnerer mig ofte, da den skaber en behagelig baggrundsatmosfære uden at forstyrre mine tanker.
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Oplever som sådan ikke blokeringer, men kreative udfordringer. Når de opstår, trækker jeg mig tilbage for at rense tankerne. Dette kan indebære flere bade om dagen, lange gåture, eller meditation. Disse pauser hjælper mig med at nulstille og genopfinde kreativiteten.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Friheden til at skabe noget, der berører andre mennesker.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Friheden til at skabe noget, der berører andre mennesker, er både den største glæde og den største udfordring ved forfatterlivet. Denne dualitet er en konstant i mit arbejde og noget, jeg har lært at værdsætte dybt.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Ingen ting konkret. Skriveprocessen er, for mig, en kontinuerlig læring, og hver bog eller filmprojekt kræver sin egen unikke tilgang. Det er vigtigt at forstå, at hver ny proces bringer sine egne udfordringer og læreoplevelser.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Gør det, gør det, gør det. Hvis du drømmer om at skrive eller skabe, så tag skridtet. Udforsk og dyrk dit håndværk gennem praktisk erfaring, og vær ikke bange for at fordybe dig i processen.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?
Der er flere muligheder. Kig endelig forbi og sig hej, hvis I skul få lyst:
Hvorfor skal man vælge at læse din bog?
Min bog inviterer læseren på en fængslende rejse, der balancerer mellem personlig udvikling, mørk krimi og romantisk følsomhed.
Hvad får man ud af at læse den?
Jeg håber, at den vil underholde, samtidig med at den inspirerer til selvrefleksion og en ny perspektivering af virkeligheden.
Hvem vil få mest ud af at læse den?
Den er skrevet for et voksent publikum, der kan genkende temaer om kærlighed, fald og genoprejsning, og som forstår, at verden ofte er mere kompleks, end den umiddelbart synes.