Mette Odderskov

Mette OdderskovMette Odderskov er elev på Forfatterskabets skriveskole.

I oktober 2017 fik hun udgivet sin første bog på Forlaget Forfatterskabet, og vi er super stolte af hende og bogen.

Her kan du læse mere om både bog og forfatter.

Bogen kan allerede købes nu.

Hvor længe har du skrevet?
Jeg har skrevet siden jeg var en ung kvinde, ord er vigtige for mig, både det sagte og det skrevne. Jeg elsker at lege med ord, skabe form igennem tekst og fange læseren med legende sætninger. Ord er åbningen indtil vores følelser, de kan berige, men også frarøve vores her og nu tilstand. Det skrevne ord er en del af vores personlighed og præsenterer budskab, tanker, følelser og holdninger som er iboende i os. Ord er mit redskab til interaktion med mine medmennesker og samtidig er de forløsende og berigende faktorer til et godt og sundt liv.

Hvornår blev din første bog udgivet?
Den første bog udkom 20. oktober 2017. Og sikke en fantastisk oplevelse det er, at få lov til at sidde med min bog i hånden, kigge på den og vide at jeg her har 500 danskeres lykke beskrevet. Det er virkelig en stor glæde, oplevelse og privilegium.

Hvorfor skriver du?
Fordi det gør mig glad, engageret og skænker styrke, samt tro på mig selv. At skrive er formidlingens kunst, det er forløsende og også hårdt arbejde at nå udover kanten med ens budskab. Men jeg er drevet af det faktum, at mit skrevne ord kan få den ærefulde placering, at ligge i skødet på Hr eller Fru Hansen, som læser og fornøjes af mit budskab. Det er da en fantastisk motivationsfaktor.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Lige nu arbejder jeg stadig på min bog Lykken er… For en ting er at skrive og få trykt bogen, en anden ting er, at få præsenteret den for kommende købere. Så jeg knokler på med at brede mit budskab som er, at ”Lykken er utrolig smuk at opleve, og endnu smukkere at dele”.

Jeg brænder for at dele dette budskab, for lykken er ikke min alene at glædes over. Den er til for os alle!

 

 

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg foretrækker bestemt den trykte bog. Da jeg var barn kom vi én gang om ugen på det lokale bybibliotek. Der var et rum, hvor der sad en bibliotekar og stemplede bøger. Lyden fra stemplet, duften fra bøgerne og muligheden for at man helt frit kunne låne bøger med hjem var vildt fedt. Min første bog serie som jeg læste var ”Anton den lille vampyr”. Jeg kan stadig mærke tyngden fra posen med bøger, når jeg glad skyndte mig hjem for at læse. Det var virkelig eventyrligt og sidder stadig stærkt i min erindring.

Hvilken forfatter beundrer du mest?
Piet Hein uden tvivl. Jeg var så privilegeret, at jeg for 20 år siden besøgte Piet Heins søn i huset, hvor Piet Hein havde boet. Jeg fik lov til at gå ind på hans værksted, hvor jeg kunne gå og læse og se skitser, digte og tekster fra hans aktive skrive periode. Jeg var henført, sikke en magi han havde i sine ord og tegninger. Det har siddet i mig siden, og bevidstheden om hans måde at nå mennesker på.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Gerne en kop velsmagende pulverkaffe, mors hund ved fødderne og et par tændte stearinlys. Skulle der snige sig et kys ind fra min mand er det også velkomment… Så er stemningen ligesom lagt.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Nu er det ikke den store erfaring, jeg har med skriveblokeringer, men i almindelighed bruger jeg meget naturen, når min energi sidder fast. Jeg elsker at vandre, løbe eller bade, vinter som sommer. Det sætter mit potentiale fri, at være under åben himmel, trække luften ned i brystet og tage roen med ind i mine handlinger.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?
At jeg har fået muligheden, at bringe hvad jeg har på hjertet ud til mange. At opleve andre tro på min evne til formidling og få gaven at se ens ord samlet i en bog.- Det er kæmpe stort

Hvad er det værste ved at være forfatter?
Det ved jeg ikke. Jeg har ikke oplevet noget som jeg kan beskrive som det værste. Måske kommer jeg heller ikke til det.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Intet, for så havde jeg ikke turde skrive bogen. Jeg tror, jeg havde talt mig selv fra det. På en eller anden måde blev min uvidenhed min ven.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Tålmodighed, tålmodighed og tålmodighed og så lige lidt mere tålmodighed…

Du kan læse mere om Mette og danskernes version af lykke lige her

Annoncer