Maud Margrethe Pedersen m.fl.

Konebåden er en samling af eventyrlige fortællinger. Fortællingerne er blevet til gennem et fælles kursus, og de 24 fortællinger vibrerer i samme grundtone, omend de er vidt forskellige.

Et forfatterportræt, der skal rumme 12 individer, må bygges anderledes op. Derfor fik de 12 forfattere opgaven, at beskrive deres liv med ord. 

Du kan læse med her:

Ord bliver til sætninger, sætninger bliver til historier. Alt har en historie, og jeg elsker at lade den komme frit frem. Historierne dukker op, når fingrene er om blyanten eller på tasterne. Det er en meget kropslig fornemmelse. Verden omkring mig fortæller sit, min egen intuition fortæller sit, og jeg nyder momentet, hvor jeg har taget valget at sidde og skrive. Det er ærefuldt og magisk og lidt som at trække vejret. Når jeg researcher, er der tanker og diskussioner, når jeg skriver, er der ofte flow. Dér er rart at være. Længe leve ordet. Anne Herløw

I et virvar af sanseindtryk inspireret af naturens gang, ydre begivenheder, tanker, følelser, ideer, drømme, en inspirerende tekst eller billede har jeg ofte manglet ord. En streng, indre fordømmende kritiker har også gjort sit. At skrive livet er for mig blevet til kunsten at lytte til den stemme, jeg tror, jeg ikke har. Den stemme næres i detektivarbejdet med at finde ord og sætninger, og vejen, som jeg tror ikke findes, skabes i forløsende, eventyrlige fortællinger. Lisbeth Hartmann

Jeg er født i en liten kystby og vokste opp i en hytte i skogen. Å skrive dagbok og å ferdes i naturen ble tidlig mine to gode venner. Som ungdom og voksen førte livet meg inn i flere utdannelser og yrker. Jeg fikk oppleve både lyse og mørke netter. Dagboken og naturen ble alltid det som fikk meg til å vandre videre på den sjels-sti som er min. Jeg har utgitt to bøker. Liv Ortveit

Ord fylder ret meget i mit liv. Jeg tænker, taler og skriver ret meget. Og længe. Billeder fylder også ret meget, og skrivningen starter oftest som billeder. Så sætter jeg pennen til papiret og bruger ordene som pensel. Jeg synes ikke, at jeg finder på noget, jeg skriver nærmest bare det, jeg ser. Og det er også det sjoveste, når jeg læser med, over skulderen på mig selv; så at sige. Overraskelsen eller forundringen over, hvad det næste ord mon er. Jeg har lært at holde det så åbent som muligt. Ligesom et maleri. Sidste penselstrøg afslutter lige så brat som det sidste ord. Og så punktum færdig. Maud Margrethe Pedersen

 

 

LIVET MED KREATIVITET. Hendes essens er en lang tråd af energi, der kommer til stede, når jeg griber min skrivepen, en pensel, lader stemmen klinge eller er levende optaget af en aktivitet. Hun medbringer forhøjet energi, dybt nærvær og inspirerer med humor og klogskab. Kroppen bliver levende. Øjnene får glans. Det er en stor glæde at modtage hendes besøg. Hun er lydløs og fnuglet. Men tag ikke fejl. Gennem samarbejde med hende, bliver kreativiteten til åndens arbejde i verden. Sammen udsender vi en frekvens, og verden begynder at vibrere med. Elisabeth Wegger

Mine fortællinger kommer fra et dyb, jeg ingen magt har over. Billeder med bevægelser, samtaler og hændelser vælter frem af sig selv, og jeg kan kun genfortælle, hvad jeg ser og oplever. Disse indre møder har hele mit liv givet mig den stærkeste meningsfuldhed og støtte. De tilfører vejledninger og sandheder, som er uangribelige. At skrive er for mig nærmere at be-skrive, og nydelsen ved at få billedsekvenserne på skrift har indtil nu mest været forbeholdt mig selv. Vores lille gruppes bog er derfor – for mig – en ny, eventyrlig rejse. Ulrikka Dorthea Berthelsen

Der var engang… Der var engang hvad? Masser af fortsættelser står i kø. Der var engang en dronning? En tæt tåge? En prostitueret? En ubetalt regning eller måske en albatros? Hvilken skal vælges? Billeder af alle slags trænger sig på, og det, der føles stærkest, vinder. Ideen, der allerede nu har fået liv, sender – via armene – impulser ud til fingrene, der bogstav for bogstav nedfælder ord og sætninger, der langsomt tager form som en afsluttet fortælling. Dét er, hvad jeg forstår ved magi. Susanne Lund Kristensen

Kærligheden og min nysgerrighed er det, der fører mig af sted i livets eventyr. Hver dag er et eventyr af kærlighedsfyldte oplevelser. At skrive og være en skriver er som at hoppe ud i et eventyr. I et eventyr, der aldrig ender, det ene ord tager det andet, hvor jeg aldrig ved, hvilken fortælling der vil fortælles. Jeg lader ordene komme, som vil skrives. idet jeg skriver intuitivt og flyder med ordene, sker der en indre healing og indre forvandling som afspejles og afspejler sig i mit liv. Hele vejen bliver jeg stille guidet og vejledt, og ud kommer der eventyr og fortællinger, som handler om livet, min vej i livet, og som rummer guddommelig vejledning. Mette Sørensen

Jeg elsker det skrevne ord. Ord kan noget ganske særligt. Jeg ynder at bruge ord, der er farvet i gammeldags nuancer. Lige så vel, som man kan bruge grimme ord, kan ord også være så smukke, at de snor sig ud og ind imellem hinanden i deres helt egen dans. Jeg holder af roen og langsomheden, når jeg sidder og skriver. Hvad end der kommer; om det er hjerteord eller hovedtømning. Ord, skrivebog og pen, det er min forbindelse ind til mig selv. Alice Hedegård Christensen

Der er en indre stemme, en kraft inde i mig. En stemme, der gentagne gange, ja utallige gange, har opfordret mig til at fatte pennen og gå igang med at skrive. I betragtning af, hvor mange gange jeg har ignoreret og overhørt denne stemme, er det ret imponerende, at den aldrig gav op. Sidste efterår overgav jeg mig så til papiret og pennen. Der opstod et skriverum, som i den grad viste mig en varme og omsorg, der flere gange har overvældet mig. Et skriverum jeg nu nødigt vil undvære. Paprika Pihfrét

Kender du det? Ord, der gør en verden, skaber et billede, mange billeder. Ophæver tyngdekraften, gør drømme virkelige, får dig til at le højt eller giver et stik i hjertet? Det er den verden, hvor eventyr begynder. Der er et eventyr i hvert et ord. Nogle ender godt, andre fortsætter i en uendelighed. Det er, som at være et legende barn igen, uden normer eller løftede øjenbryn. Ordene springer eller tumler ud af pennen ,og du er ikke i tvivl. Dine håndflader gløder, og hjertet slår tungt i denne stjernestund ved chatollet. Andre gange vil det ingenting. Ordet. Kender du det? Men du ved, at det bare venter på det rette øjeblik til at bryde ud. Sådan er mit liv med ord. Anne Birthe Sejthen

Mit liv med ord er en lyttende proces. Som et rovdyr sidder jeg på vagt med alle sanser åbne, og efterhånden som ordene kommer op til overfladen slår jeg til, fanger dem ind og nedfælder dem hurtigt på papir eller computer, mens de endnu er friske. Ordene lægger sig i lange rækker, bliver til sætninger, afsnit, en fortælling. Når sidste ord er fanget, er jeg spændt som et lille barn. Det er nu, jeg skal nyde fangsten, og se, hvad der er landet. “Her er jeg,” siger fortællingen, “du må gerne læse nu”. Der er noget særligt ved at være den første læser. Anette Pomiklo

 

 

Annoncer