Louise Winther

Her kan du læse vores forfatterportræt af Louise Winther, som har udgivet Men så døde mormor, Dødens dønninger og I sorgens hus hos Forlaget Forfatterskabet.

Hvornår startede du med at skrive?

Så snart jeg havde lært alfabetet. Da jeg var otte, døde min farfar, og så skrev jeg mit første kondolencebrev. Det lød sådan: ”Kære farmor. Det må se sort ud for dig nu hvor din mand er død.”

Senere fik jeg bragt historier til børnesiden i den lokale avis, Roskilde Tidende, og i gymnasieårene blev jeg freelancer på Berlingske Søndags ungdomsside. Jeg græd, da jeg afleverede min sidste danske stil. For jeg har det, som Dan Turèll engang sagde: ”Alfabetet er mit bedste legetøj.”

Hvorfor skriver du?

At skrive hjælper mig til bedre at fatte det, der er svært at fatte. Det blev især tydeligt, da jeg skrev digte i kølvandet på min fars pludselige død i 2011. Men jeg skriver også for at give slip på oplevelser, der fylder og tynger – samtidig med, at jeg gerne vil fastholde oplevelserne et sted uden for mig selv, så jeg kan finde dem frem igen, hvis jeg får brug for det.

Når jeg skriver, ophæves tiden; jeg kan blive otte år igen og være sammen med min forlængst afdøde mormor og alle de andre, der ikke længere lever.

Jeg prøver at gribe det liv, som løber ud mellem fingrene på os alle. Selvom jeg tager udgangspunkt i mig selv, så skriver jeg jo dybest set om os, om mennesket som sådan.

I Skrivningens lyksaligheder siger Tine Andersen: “Når man skriver, kan man få mange lyster tilfredsstillet. Hvis man ellers tør. Der ligger åbenlyst en mulighed for kontakt. Til andre mennesker, til én selv”. Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre selv.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg har gang i flere forskellige ting, som jeg ikke er klar til at løfte sløret for.

Hvor mange bøger har du udgivet?

Med den seneste, I sorgens hus, bliver det til syv bøger:

To digtsamlinger; Lysets hvisken (2012) og Jeg bærer mine døde (2015), begge på eget forlag. Og så de to citatbøger Sagt om sorg fra 2014 og Sagt om sorg II fra 2016, som udkom på Eksistensen. I 2021 debuterede jeg her på Forfatterskabet.dk som romanforfatter med Men så døde mormor, i 2022 udkom digtsamlingen Dødens dønninger, og sidste skud på stammen er som sagt I sorgens hus.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg foretrækker til enhver tid trykte bøger. Jeg holder af at sidde med en fysisk bog i hænderne, og jeg husker også bedst, hvad jeg har læst i en “rigtig” bog. Min reol er proppet med bøger; det er lidt som at have hjemmet fuldt af gamle venner, man kan tage frem og genbesøge når som helst.

Hvilke forfattere beundrer du mest?

Der er mange. For eksempel Astrid Lindgren og Tove Jansson. Andre, jeg ser op til, er Dorrit Willumsen, Ida Jessen, Helle Helle, Mathilde Walter Clark og Per Petterson.

Blandt lyrikere har jeg endnu flere forbilleder: Halfdan Rasmussen, Dan Turrèl, Piet Hein, Tove Ditlevsen, Benny Andersen, Grete Risbjerg Thomsen, Ulrikka S. Gernes, Pia Tafdrup, Henrik Nordbrandt, Eske K. Mathiesen, amerikanske Joe Brainard, franske Jacques Prévert, britiske Wendy Cope og tyske Erich Kästner,

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Jeg kan være længe om at få sat mig ved skrivebordet eller computeren. Men når først jeg sidder der, kommer jeg som regel i gang – jeg har ikke oplevet en egentlig skriveblokering. En god måde at komme i gang på er nonstop-skrivning, det vil sige at sætte et ur på ti minutter og så bare skrive derudad uden pauser. Det ender altid med mindst én sætning eller tanke, jeg kan arbejde videre på.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det er friheden – på mange planer.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Det usikkerheden – på mange planer.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

At jeg skulle bruge omtrent lige så meget energi på at forsøge at markedsføre mine bøger som på at skrive dem.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Bliv kun forfatter, hvis du absolut ikke kan lade være.

Hvorfor skal man vælge at læse din bog?

Fordi den er hurtigt læst, men sætter et langvarigt aftryk. Og fordi den kan give lindring, så man som læser føler sig mindre alene med sin sorg og sit savn.