Line Sølvhøj

Line Sølvhøj Johansson var elev på Forfatterskabets skriveskole i 2016.

I sommeren 2018 udgav hun sin debutroman ”Vingebarn”, der er en medrivende fortælling om hjertets længsel og kroppens fængsel.

Året efter udgav hun romanen ”Når solen igen står op”, som er en kærlighedshistorie, der placerer læseren lige der, hvor psykisk vold føles allerværst.

Her kan du læse mere om både bøgerne og forfatteren.

Hvor længe har du skrevet?

Jeg har skrevet, siden jeg lærte at sætte bogstaver sammen. Som barn skrev jeg små historier på sammenfoldet papir og opbevarede dem i en skotøjsæske, der var mit eget, personlige bibliotek, som min familie kunne låne fra. Jeg knuselskede at skrive stile i folkeskolen, og jeg husker engang, hvor jeg var så grebet af historien, at jeg afleverede en stil på 12 A4-sider. Jeg har arbejdet som journalist på flere forskellige redaktioner, men først i 2016 følte jeg mig parat til for alvor at gøre noget ved forfatterdrømmen. Siden har jeg skrevet både romaner og noveller til antologier og ugeblade.

Hvornår blev din første bog udgivet?

Min debutroman ”Vingebarn” blev udgivet i 2018, og selv i mit skriftsprog har jeg svært ved at finde ord, der kan beskrive den lykkefølelse, der væltede rundt i maven på mig, da jeg stod med min første bog i hånden. “Når solen står op igen” udkom i 2019.

Hvorfor skriver du?

Jeg skriver, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være, og fordi jeg har et langt større ordforråd skriftligt end mundtligt. Jeg oplever ofte, at jeg kan skrive meninger, holdninger og idéer frem. Der sker et eller andet, når mine fingre rammer tastaturet, og jeg vil aldrig på samme måde kunne udtrykke mig mundtligt, som jeg kan skriftligt. Derudover er jeg stærkt optaget af at formidle, og jeg kan godt lide at dykke ned i en problemstilling, researche omkring den for til sidst at kunne skabe min egen historie omkring den. På den måde kan jeg kombinere det journalistiske med det skønlitterære, når jeg skriver.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

I øjeblikket arbejder jeg på en bog, der handler om, hvordan man finder de smukke og lykkelige stunder i livet, når man skal miste en, man elsker højt. Jeg kan godt lide historier, der niver i hjertet og sjælen, og derfor udspringer mine historier oftest af en følelse, som jeg så skaber en fortælling omkring.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg er helt gammeldags, hvad det angår, så trykte bøger er klart min favorit. Med årene er lydbøger dog vokset på mig, og hvis fortællerstemmen er dragende, synes jeg faktisk, det kan noget særligt at få læst en historie op. Men jeg får helt klart den største læseoplevelse ved at sidde med den fysiske bog i hånden, hvor jeg selv kan styre tempoet og dvæle ved de lækre sætninger.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Jeg beundrer allermest de forfattere, som får mig til at glemme tid og sted, når jeg læser. Ordmagi er det vildeste, og hvis jeg kan lukke en bog med nye tanker, holdninger og meninger eller en heftigere hjertebanken, end da jeg åbnede bogen, så ryger forfatteren direkte ind på min favoritliste.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Det har jeg egentlig ikke, men når ord og sætninger begynder at pusle i mit hoved, skal jeg smede, mens jernet er varmt. Jeg skal helst ikke forstyrres, før jeg har fået skrevet ordene ned. At sikre mig, at jeg kan skrive uforstyrret, må være det tætteste, jeg kommer på et ritual. Og så kaffe, naturligvis. Intet fungerer vel rigtigt uden kaffe.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Jeg har ikke oplevet en rigtig skriveblokering, men mere at sidde fast i en sætning, hvor jeg ikke har følt, at den ramte det, jeg gerne ville have den til. Her er naturen en evig inspirationskilde for mig. Selvom jeg skal tvinge mig selv væk fra computeren, når jeg føler mig bremset i at skrive, så virker det hver eneste gang at træde væk fra ordene og komme ud i naturen. Jeg bruger også det at arbejde omkring min historie forstået på den måde, at jeg læser bøger eller ser film, der har samme tematik, lytter til podcasts om emnet, tænker i markedsføring eller andet, der gør, at jeg får en pause fra skrivningen, men stadig lader tankerne forblive i universet.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

At stå med bogen i hånden og se alle de tanker, sætninger og ord, man har arbejdet med så længe, være indrammet i et bogomslag. Det er simpelthen for vildt!

Hvad er det værste ved at være forfatter?

At man aldrig har tid nok til at skrive. Jeg har endnu ikke oplevet en dag, hvor jeg tænkte, at nu har jeg skrevet nok for i dag eller nu har jeg ikke flere ord i mig. Det er altid med følelsen af at kunne fortsætte i en evighed med at skrive, at jeg slukker computeren, og dermed ved jeg heller ikke, om jeg ville kunne have skrevet en fantastisk scene frem, hvis jeg havde haft mere tid.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

At jeg ville blive udgivet, og at der er læsere til det, jeg skriver. Det ville have givet mig mere mod i skrivefasen af den første bog og sparret mig for mange usikre er det her nu godt nok-tanker. Dem kunne jeg i langt højere grad se bort fra i arbejdet med ”Når solen igen står op”, som er min anden udgivelse.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Det er møghamrende sårbart at sende sine ord ud i verden, men vil man være forfatter, er det vejen frem. Få betalæsere til din bog, betal dig til en manuskriptvurdering, lad din bog komme ud i den verden, hvor den er tiltænkt og se, hvor og hvordan den lander – og tag imod kritikken med kyshånd. Hvis man vil skrive en bog, der skal læses af andre, må man også acceptere læserne som en afgørende faktor i bogens tilblivelse. Kunden har (ikke) altid ret, men skal de betale for dit produkt, må du anerkende dem og deres holdninger.

Hvorfor skriver du?

Fordi jeg simpelthen ikke kan lade være, og fordi jeg har et langt større ordforråd skriftligt end mundtligt. Jeg oplever ofte, at jeg kan skrive meninger, holdninger og idéer frem. Der sker et eller andet, når mine fingre rammer tastaturet, og jeg ville aldrig på samme måde kunne udtrykke mig mundtligt. Der er konstant ord og sætninger, der pusler i mit hoved, og jeg ved først, hvad jeg skal gøre ved dem, når jeg begynder at skrive.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg arbejder på to forskellige titler lige nu. Den ene fletter fingre med døden, mens den anden er en kærlighedshistorie, der sætter fokus på de forbudte følelser, sideløbende med, at jeg diskuterer journalistbranchens udvikling og tendensen i vores iscenesættelseskultur. Hvilken en af dem jeg først fører ud i verden, må tiden vise.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg er helt gammeldags, hvad det angår, så trykte bøger er klart min favorit. Det er sket få gange, at jeg har kastet mig over en lydbog, men jeg får slet ikke samme oplevelse, som når jeg sidder med forfatterens værk i mine hænder og mærker vægten af de ord, forfatteren har valgt til sin bog.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Jeg beundrer allermest og uden tvivl de forfattere, som får mig til at glemme tid og sted, når jeg læser. Ordmagi er det vildeste, og hvis jeg kan lukke en bog med nye tanker, nye holdninger og meninger eller en heftigere hjertebanken, end da jeg åbnede bogen, så ryger forfatteren direkte ind på min favoritliste.

 

Du kan fange Line på LinkedIn

Du kan følge med på Facebook eller på Instagram

Vingebarn kan købes her

Når solen igen står op kan købes her 

Annoncer