Katja Berger

Katja Berger
Billede: Event & Wedding Photography by Just Weddings.

Hvor længe har du skrevet?
Jeg har skrevet så langt tilbage jeg kan huske næsten – Men ikke særlig godt. Da jeg gik i 5. klasse blev jeg ret pludseligt klassens mobbeoffer, og i den periode blev bøgerne min redning. Efter at have læst hele skolebiblioteket, opdagede jeg, at jeg også selv kunne kreere historier, og ikke kun læse andres. Det var bestemt ikke værd at udgive, men jeg levede mig meget ind i det, kan jeg huske.

Det begyndte at blive mere alvorligt, da jeg som 16årig flyttede hjemmefra og internettet for alvor havde fået fat i Danmark og resten af verden. Jeg begyndte at skrive noveller og udgive dem på online forums og på min egen hjemmeside. Jeg regnede dog ikke med at det var noget jeg kunne gøre, sådan ”rigtigt”. Jeg tror slet ikke det var faldet mig ind, at jeg også kunne udgive en bog. Den tanke kom først nogle år senere, da jeg arbejdede i en boghandel, og fik ideen til min første roman.

Hvornår blev din første bog udgivet?
Min første roman, ”De 7 synder” blev udgivet i september 2016. Den havde på daværende tidspunkt været under kærlig forlagshåndtering siden januar samme år. Og før da havde jeg brugt små to år på skrive, samt få den antaget. ”De 7 synder” er en klassisk fantasyroman ala Kristin Cashore og Tamora Pierce.

Til september i år følger jeg op med ”Sjælehenteren”, som bliver starten på en trilogi. Jeg har allerede kontrakt på hele serien, og vi regner med at der kommer en bog pr. år, indtil den er afsluttet. Denne gang har jeg bevæget mig mere over i moderne urban fantasy, med afsæt i de religiøse myter. Den mere moderne tone har givet et helt andet spil i bogen, end der er i min første udgivelse.

Hvorfor skriver du?
Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være. Jeg skriver for at leve, og jeg lever for at skrive. Jeg kunne ikke længere forestille mig ikke at skrive. Det falder mig helt naturligt at omgive mig med litterære helte og heltinde, mystiske eventyr og overnaturlige kræfter. I år (2017) har jeg dog også kastet mig ud i en realistisk young-adult roman, men den er stadig i sin spæde start og uden større fremtidsplaner. Jeg håber dog at den vil blive udgivet en dag.

For mig startede skriveriet som en virkelighedsflugt væk fra mobningen, men det har gennem årene forvandlet sig markant, og er i dag både en livsstil, et hobby og et arbejde. Jeg elsker at omgive mig med tekster.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Pt. er jeg/vi i gang med sidste korrektur på ”Sjælehenteren”, som udkommer d. 14. september 2017. Derudover arbejder jeg på efterfølgeren, som er planlagt til at udkomme ca. samme tid næste år. Og så har jeg mit ”hyggeprojekt” kørende, i form af en realistisk ungdomsroman om misbrug, mobning og selvmord. Det er tunge emner, men jeg føler meget stærkt for den roman, og håber at jeg kan yde min hovedperson ære.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
For mig vil der nok altid være noget særligt ved trykte bøger. Jeg kan godt lide at have mine favoritter stående på hylden og pynte. Dét kan e-bøger trods alt bare ikke. Men jeg ejer både en Kindle og et abonnement til e-bøger på mobilen, og jeg bruger meget gerne begge dele. Der er bare forskel på læsningen, har jeg fundet ud af. E-bøgerne bruger jeg typisk til den lette hyggelæsning og på farten, hvor papirbøgerne er blevet mere en forkælelsesting og ”noget særligt”. Lydbøger ville jeg ønske at jeg brugte, men desværre kan jeg ikke koncentrere mig om dem. Jeg har prøvet adskillige lydbøger gennem årene, men de eneste der kan holde mig fanget, er ”Den store djævlekrig” af Kenneth Bøgh Andersen, og ”This is Falling” af Ginger Scott. Dem genhører jeg til gengæld også gerne alle sammen.

Hvilken forfatter beundrer du mest?
Jeg har en kæmpe respekt og ærefrygt over for Kenneth Bøgh Andersen, ikke kun som forfatter, men også som kollega. Jeg har fangirlet i årevis, og hans bøger har virkelig gjort stort indtryk på mig, gennem mange år. Jeg har den største respekt og beundring for hans fantasi og skrivestil, men også for hans karisma. Han er fantastisk at opleve på en scene og sammen med børn, og jeg håber at jeg en dag kan blive bare halvt så hjemmevant i rampelyset.

Jeg har også kæmpe stor respekt for forfattere der kan tage de helt tunge emner, og gøre dem spiselige for unge. For eksempel Jay Ashers ”13 reasons why” eller Anika Eibe med hendes ”Er du okay?”-serie. Jeg synes, det er imponerende, når forfattere kan tage et alvorligt, tungt og tabubelagt/dystert emne, og danne en roman, som kan gøre en forskel for unge læsere. Nu har jeg jo selv kastet mig ud i et lignende projekt, og jeg ryster allerede lidt ved tanken om hvorvidt jeg overhovedet kan følge i den slags fodspor.

 

 

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Min første tanke var ”nej”, for det synes jeg faktisk ikke at jeg har. Men så tænkte jeg lidt over det, og helt ubevidst har jeg måske nok alligevel. Det er ikke ting jeg skal gøre eller tænker over, men det er alligevel sket hver gang. For eksempel starter jeg altid med at skrive starten og slutningen på bogen. Ikke nødvendigvis hele kapitler, men eventuelt bare afsnit/paragraffer. Det er ikke noget jeg skal for at kunne komme videre, men det sker helt automatisk. På ”Sjælehenteren” har jeg endda gjort det for alle tre bøger, selvom de to af dem kun er på tegnebrættet endnu.

Derudover er jeg normalt a-menneske. Jeg har det bedst med tidligt op og tidligt i seng. Men jeg skriver faktisk bedst om natten, og vågner jeg med en ide, så står jeg op. Uanset hvad jeg skal dagen efter, så skriver jeg, indtil jeg er tom for ord den nat. Jeg har også en sær tendens til at skrive virkelig godt i offentlige transportmidler. Faktisk er hele kapitel 18 i ”De 7 synder” skrevet på min mobiltelefon, fordi det var hvad jeg havde ved hånden.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Jeg lader være med at skrive.

I starten prøvede jeg alle de tricks jeg havde læst om, tvang mig selv ud i det, skrev noget volapyk etc. Men det virkede bare ikke for mig, jeg kom ikke igennem skriveblokeringen. Så en dag prøvede jeg at lade den være, og undlod at tænke på den. Helt af sig kom lysten og inspirationen tilbage allerede dagen efter.

Jeg tror at det er okay, at man sommetider ikke skriver. Uanset hvor meget man satser på sit forfatterskab og adskillige udgivelser, så vil der altid være gode dage og dårlige dage. Det hører med.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Jeg elsker starten på en ny ide og roman. Den første gang en karakter melder sig og står og vinker foran mig. Det er en helt særlig følelse, for jeg ved øjeblikkeligt om det er en keeper eller ej. Hvis det er en keeper, så bliver de vinket ind, og jeg lytter. Ellers ryger de direkte ud til højre. Jeg samler ikke på ideer, hvor jeg tænker ”en eller anden dag om 30 år, så kunne den måske…” – Kun på dem som jeg virkelig føler for, og kan se en fremtid i.

Derudover elsker jeg at møde læsere og bogglade mennesker. Det er lidt sært, for jeg er faktisk enormt indadvendt og genert. Jeg bryder mig ikke om at møde nye, fremmede mennesker. Men at møde mine læsere, potentielle læsere og generelt bare bogfans, dét elsker jeg. Den fantastiske indlevelse, interesse og passion som de besidder, er vildt inspirerende.

Hvad er det værste ved at være forfatter?
Må jeg sige ”ingenting?”

Jeg ved det faktisk ikke. Jeg kunne selvfølgelig sige, at det i Danmark er voldsomt svært at leve af kun at være forfatter, men helt ærligt, jeg føler mig faktisk enormt privilegeret over overhovedet at være udkommet på et forlag. Jeg føler mig voldsomt beæret over at folk vil bruge deres tid på at læse mine eventyr, og endda dele dem med andre, anmelde dem, tage billeder af dem … Måske jeg er farvet af ikke at have været i branchen i 30 år, men jeg ved faktisk ikke hvad det værste er. Der er ikke rigtig noget jeg vil klage over.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Uden at virke storsnudet, så tror jeg måske at jeg havde nogle meget store fordele som debutant. Jeg har arbejdet som boghandler i adskillige år, og er uddannet i marketing, så jeg kendte branchen indefra. Jeg vidste hvilke forlag jeg kunne gå til, hvordan det foregik når bøger udkom, og hvordan markedet er. Jeg kendte også til diverse marketing strategier, og hvor jeg kunne trykke og reagere for at få en effekt. Det kan jeg godt mærke, har været en meget stor forskel på mig, og andre der ikke har et indkig på samme måde. Min forfatterdrøm har ikke været nær så rosenrød og romantisk, men ret praktisk.

Jeg tror måske gerne at jeg ville have vidst, at jeg skulle have købt en Mac med bedre hardware. Ha ha. Min elskede Macbook er bestemt ikke dårlig, og fungerer upåklageligt, men når min korrekturlæser først har været i gang, så kan den simpelthen ikke følge med. Derfor arbejder vi med at dele mine romaner op i bidder, så jeg overhovedet kan få indlæst hendes kommentarer og røde streger. Jeg elsker hendes iver, hendes grundighed og tanker, gode som dårlige, men det ville være rart at computeren kunne følge med. 😉

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Start på det – Og se så hvor du ender. Du behøver ikke have en klar plan fra start, du behøver ikke være perfekt. Alle starter et sted, og sætter du dig ned og skriver den første sætning, er du allerede meget længere end så mange andre, der bliver ved tanken. Lad være med at fokusere på detaljer i starten, du kan altid gå tilbage og rette.

Katja Berger er meget social, og du kan lære hende bedre at kende på hendes hjemmeside, Facebook og Instagram. Derudover er hun også på Twitter og Pinterest.

Annoncer