Inge Gunnersen Flindt

Inge Gunnersen Flindt har skrevet og udgivet “Et lykkeligt uheld” hos Forlaget Forfatterskabet.

Hvornår startede du med at skrive?

Jeg har aldrig skrevet før, men i sommeren 2020 gik jeg og plukkede hindbær (ja, det var en tidlig sort og ja, der var orm i dem) og gik ligesom og dagdrømte lidt. Så tænkte jeg, det var da egentlig en sjov historie, måske kunne det blive til noget? Så brugte jeg frokostpausen i skyggen et par dage på at skrive. Da jeg var nået til side 20, printede jeg ud og gav siderne til et par læseglade veninder, som vendte tilbage med ønsket om at læse mere og så måtte jeg for alvor til tasterne.

Hvorfor skriver du?

Jeg skriver, fordi det er sjovt. Det er faktisk lige så sjovt som at læse – det tager bare lidt længere tid.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Lige nu skriver jeg på en historie om den unge kvinde Cecilie, som tilhører det bedre borgerskab i Danmark i 1920’erne. Hun handler ikke helt, som omgivelserne egentlig forventer det og får kastet sig ud i et gigantisk velgørenhedsprojekt. Og så kommer mine lokale omgivelser helt sikkert til at spille en rolle i historien.

Hvor mange bøger har du skrevet? (Også hvis du har udgivet sammen med andre, f.eks. antologier eller andet)

Jeg har skrevet 2 bøger og er i gang med den tredje. Et lykkeligt uheld, som netop er blevet udgivet på Forfatterskabet og en roman, der ligger i skuffen og venter på at blive redigeret. Der er noget, der ikke helt fungerer og som skal rettes, men lige nu er der en anden historie, som presser sig på.

 

 

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg kan bedst lide at læse trykte bøger. Jeg kan godt lide fornemmelsen af sidde med en bog i hånden. Den taktile sans skal stimuleres og det oplever jeg ikke sker helt så godt med en e-bog. Jeg har flere gange forsøgt mig med lydbøger, men der går sjældent særlig mange minutter, før min tanker vandrer afsted og bogen glider i baggrunden. Sikkert noget jeg bare skal øve mig i ellers også har de bøger, jeg har forsøgt mig med været for uinteressante for mig.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Jeg ved ikke, om der er en forfatter, som jeg beundrer mere end andre, men generelt krimiforfattere, fordi de kan holde styr på alle de mange detaljer. Det tror jeg ikke, at jeg ville kunne uden at gå fuldstændig kold. Eller forfattere til historiske romaner eller bøger om virkelighedens personer. At kunne fordybe sig i research og detaljer. Fantastisk.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Jeg vil ikke sige, at jeg har et særligt ritual, som skal udføres, før eller mens jeg skriver. Jeg kan være ret disciplineret, så når jeg har sat mig til tasterne, så er jeg i gang. Ikke at jeg ikke kan blive distraheret og lave overspringshandlinger, men generelt er jeg god til at få skrevet en hel del ad gangen.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Jeg har ikke prøvet at have en skriveblokering endnu, men skal nok komme. Jeg tænker, at jeg vil følge et råd, jeg en gang fik af en veninde, som arbejder som redaktør: Hvis du går kold eller frygter det hvide ark, så skriv alligevel. Sådan noget a la: Nu sidder jeg her og skal skrive og jeg aner virkelig ikke, hvordan jeg skal komme i gang, men der dukker nok en ide op lige pludselig

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Indtil nu har jeg kun skrevet i min fritid, men drømmen er der. Altså om at kunne leve af at skrive, og så vil det bedste være at være herre over tiden. Ikke skulle ud ad døren om morgenen, hænge fast i trafikpropper og komme sent hjem. Men selv at kunne disponere over min tid.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Jeg har lige udgivet min første bog og det værste var kritikken fra redaktøren. Det var vanskeligt at skille tingene ad: Det er bogen, teksten, kritikken går på. Ikke dig som person. Dét skal der lige arbejdes med.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Skriv, skriv, skriv og nyd det. Lad være med at skrive for at tjene penge lige nu og her. Men nyd processen og vær åben for de inputs og kritikpunkter dine omgivelser kommer med.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig? (F.eks. Facebook, instagram, linkedin, website, mail).

Hjemmeside: www.ingegunnersenflindt.dk

Facebook – klik her

Instagram – klik her

 

 

Læs mere om “Et lykkeligt uheld” her:

“Et lykkeligt uheld” – klik her

Annoncer