Det er et ret simpelt spørgsmål, men der er mange gode svar.
For hvornår er en bog egentlig en succes?
Vi har udgivet bøger siden 1996 og mødt hundredvis af forfatterspirer på vores skriveskole.
Vi giver her vores bedste bud på, hvornår en bog kan opfattes som en succes.
#1 Når bogen er færdigskrevet
Det er et meget godt udgangspunkt.
Nogle bogdrømme samler støv på computeren eller i en kælderkasse, mens de venter på, at miraklet sker, og nogen skriver dem færdig.
Går man terapeutisk til værks og bruger skrivefasen til at gøre en forskel for sig selv, så er det et fint succeskriterie, at bogen bliver færdig.
Vi har p.t. 80 ufærdige manuskripter og bogidéer liggende … og drømmer om, at de bliver klar til næste skridt.
#2 Når bogen bliver udgivet
Du har sikkert kæmpet vanvittigt hårdt for at blive færdig med bogen og endnu hårdere for at presse dig gennem nåleøjet til en udgivelse på et forlag.
Derfor siger mange, at det største succeskriterie ganske enkelt er, når bogen udkommer.
#3 Når bogen bliver kendt
Vi kan alle drømme om at være stjerne for en aften i Cecilies Bogshow eller lignende programmer.
At bogen er god er ingen garanti for omtale.
Derfor ønsker mange forfattere et gennembrud i medierne. Tv, radio, blog eller noget helt fjerde.
At bogen bliver kendt kan også være en succes for dig som forfatter.
#4 Når bogen får gode anmeldelser
Vi elsker 6-stjernede anmeldelser!
Når boganmeldere, bloggere og journalister kaster sig over bogen, så drømmer alle forfattere, vi kender og har mødt om, at høste laurbær.
En kroning af deres indsats med stjerneregn og hjertevrimmel.
Gode anmeldelser er altid en succes for en bog.
#5 Når forfatteren tjener penge
Når bogen er udgivet, blevet kendt og godt anmeldt, så melder det økonomiske aspekt sig på banen.
Vi er for længst holdt op med at gøre timelønnen op, men derfor drømmer vi stadig om det store og ofte illusoriske gennembrud, hvor millionerne vælter ind på forfatterkontoen.
Det gør mange andre, og det er der intet forkert i.
At tjene penge på sin bog er også en succes. Tilmed en succes, der er blevet stadigt vanskeligere at realisere.
Vi har endnu ikke udgivet en bog, som ikke har solgt, men helt grundlæggende skal man betragte sin første bog som en investering. Hvis man som debutant forventer, at bogen giver overskud på få måneder, er man næsten dømt til at fejle på forhånd. Det risikerer at ødelægge glæden ved at skrive og stoltheden ved at få udgivet.
#6 Når bogen gør en forskel
For os er dette punkt altafgørende.
Faktisk er det hele årsagen til, at vi skriver.
Vi ønsker nemlig at gøre en forskel med vores ord.
Et af de bedste eksempler på dette er en af vores digtsamlinger, som fik de allerflotteste roser, en bog kan få, fra en glad læser.
Læseren havde været indlagt på hospital og benyttet lejligheden til at læse en af vores bøger. Da han var vel hjemme igen, fik vi denne rørende besked:
“Jeg har læst jeres bog. Jeg har grint, og jeg har grædt. Og jeres bog har givet mig lysten til livet tilbage.”
Jeg får stadig kuldegysninger af at skrive det, selv flere år efter.
Og nej, den bog har aldrig været i Cecilies bogshow, vundet de gyldne laurbær eller solgt i tusindvis, men vi fik lov at røre et andet menneske med vores ord.
Større gave findes ikke i vores verden.
Og for det vil vi altid være læseren taknemmelig.
Det er så sandelig også en succes.
Hvad er dit succeskriterie?
Når du skriver, er det en god øvelse at starte med en simpel linje i dine noter: Min bog er en succes når ….
Der findes i vores optik ikke et rigtigt eller forkert svar på det spørgsmål.
Mærk efter. Og hav så den linje som pejlemærke i hele processen.