Helen Husted

Det startede egentlig med, at jeg fortalte historier, som jeg hældte ud af ærmet. Nogle af mine tidligere elever kan måske huske historien om Myren og Græshoppen, som handlede om dem selv og en myre, der skulle så grueligt meget igennem.

Jeg digtede et år en julekalender, hvor elever og ikke mindst skolens pedel havde roller. Til stor moro for alle.

På et tidspunkt syntes jeg, at jeg manglede noget til min undervisning i både dansk og engelsk. Så jeg skrev små historier med opgaver til, som min daværende 2. klasse kunne læse og løse: Bølle & co.

Jeg skrev en “bog” om Jack the Aussie Kid til et engelskhold, jeg havde. Men begge dele var noget jeg trykte på skolen, og det kom aldrig ud over “kanten”.

Jeg har også brugt det at skrive som terapi, for jeg mistede begge mine forældre til sygdom, da jeg var barn, og den gang var der ikke meget hjælp at hente. Så det at skrive om det har hjulpet mig enormt.

“Camillas hemmelige arv” er den første bog, der bliver udgivet. Jeg tænkte, at det skulle være nu, jeg gjorde noget virkeligt ved det her skriveri!

Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Det vilde med mig er, at næsten alle mine historier starter som en drøm. Det gælder så om, at få skrevet drømmen ned, mens den er frisk i hukommelsen.

“Camillas hemmelige arv” startede som en drøm, som jeg så broderede videre på, også i vågen tilstand.

Jeg kan også nogle gange se mennesker i en særlig situation, som min hjerne straks suger til sig og begynder at digte videre på.

Lige nu er jeg i gang med efterfølgeren til “Camillas hemmelige arv”, som nok kommer til at hedde “Drømmefanger”. Camilla fik jo ikke løst alle sine problemer i den første bog, så hun er nødt til at finde løsninger i den næste bog.

Jeg har flere idéer, som jeg skriver på ind imellem. Bl.a. en bog om tre drenge, der oplever noget helt vildt overnaturligt!

Jeg vil også rigtigt gerne skrive en bog om min barndom, men den har jeg endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg skal gribe an.

“Camillas hemmelige arv” er den første bog, som er udgivet.

Jeg foretrækker selv den trykte bog. Jeg falder i søvn, når jeg hører lydbøger, men jeg kan da godt se, at det er smart, at man kan lave noget samtidigt med. Og hvis bogen virkelig fænger, kan jeg godt lytte med.

E-bøger læser jeg i blandt, især som skolelærer. Men altså, at sidde med en rigtig bog er bare det bedste. Og så lukke resten af verden ude og forsvinde ind i bogens univers.

Hvilken forfatter beundrer jeg mest, pyh … det er virkeligt et svært spørgsmål, for der er så mange fantastiske forfattere at vælge imellem. Hvis jeg skal se på danske forfattere, er jeg ret vild med det meste som A.J. Kazinski har skrevet, de er ret gode til det der. Merete Pryds-Helle, Sissel-Jo Gazan, Bjarne Reuter, Jesper Wung-Sung og Tove Ditlevsen er alle virkelig gode. Af udenlandske kunne jeg vælge Murakami. Om nogen kan han få læseren til at forsvinde ind i sine snørklede universer. Jeg elsker også JK Rowling, både som fantasyforfatter og krimiforfatter. Åh… listen er SÅ lang!

Hvis jeg skulle vælge en bog, som jeg gerne ville have skrevet, kunne det nok være 1Q84 af Murakami. Eller 1000 andre!

Jeg har egentlig ikke nogen særlige ritualer omkring min skrivning. Idéerne kommer som regel i mine drømme. Og det er jo ikke noget, jeg kan styre. Jeg tager bare imod og skriver ned. Jeg har altid en notesbog med på ferie, så mens andre læser eller småsover i liggestolen, så grifler jeg ned. Meget af “Camillas hemmelige arv” er for eksempel skrevet på stranden i Puerto Rico på Gran Canaria.

Hvis jeg oplever en skriveblokering, stopper jeg med at skrive og laver noget andet. Lader tankerne flyve, så kommer det nok igen. Ofte hvis jeg er kørt fast, kan der pludselig komme noget, mens jeg sidder i bussen på vej til eller fra arbejde. Så hiver jeg mobilen frem og taster de idéer, der kommer. Idéer,

som jeg så kan hive frem, næste gang jeg sidder ved computeren. Eller jeg kan vågne midt om natten. Så har min underbevidsthed arbejdet, og så indtaler jeg det på mobilen eller står op og skriver det ned, for ikke at risikere at det er væk om morgenen.

Det bedste ved at være forfatter er, at jeg får lov til at bruge min fantasi. Ikke bare tænke på det eller overveje det, men rent faktisk gøre noget ved det!

Hmm. At det er et kæmpe stort stykke arbejde. Man kan godt blive lidt træt af sin bog, når den skal gennemlæses og redigeres for 127. gang. Men det er det værd, for man finder noget, der skal ændres – hver gang! Jeg er ret sikker på, at når jeg læser min bog igen, er der noget, jeg gerne ville have ændret. Det er en lang proces!

Faktisk var der en, der spurgte mig den anden dag, om hvordan hun skulle komme i gang? Ja, men det er jo bare at komme i gang – skrive og skrive… Pludselig er historien der. Den, som kan blive til noget.

Man skal være tålmodig med sig selv. Det er også en god idé, at lade andre læse det man har skrevet. Og så huske, at det er okay at få kritik. Man kan jo også melde sig til en skriveskole.

Jeg er jo på Facebook, som resten af nationen/verden, men det er nok mest på Instagram, jeg slår mine folder efterhånden.

Jeg har faktisk også et domænenavn. helen-husted.dk, så måske jeg skulle se at få lavet den hjemmeside!