Fanny Knight er forfatter til bogen ’Pisserendens Guldalder 1970-90’.
Hvornår begyndte du at skrive? spørger Ebbe Preisler (bogens redaktør).
Det skete bare. Jeg var separeret, var flygtet fra mand og to børn og havde rejst og knoklet vidt og bredt.
Efter 25 år i Pisserenden tog jeg hul på min gamle drøm om at vende tilbage til min barndoms ø, Bornholm, nu sammen med min ven fra Pisserenden, Leif Winther Jensen. Der mødte jeg gamle venner, og jeg begyndte at skrive portrætter til Bornholms Tidende om personer, jeg fandt interessante og anderledes end flertallet. Ubevidst nærmede jeg mig mit egentlige tema: Min far! Han havde om ikke ødelagt, så i hvert fald præget mit liv uopretteligt. Han var godt begavet, havde uddannet sigt til kiropraktor i USA og havde hjembragt min engelske mor, Helen. De flyttede ind i Hafniahus, og han skrev på glasskiltet ”Kiropraktor Viggo Svenning Olesen”. Under Anden Verdenskrig i 1943 – jeg var et år, min storesøster Ella fire – kom han en fredag efter arbejdstid hjem og gik i seng. Og sagde til min mor, at han blev nødt til at blive i sengen til mandag morgen. Men han blev liggende i 25 år!!!
Han sendte konen over på klinikken, selv om hun ikke var kiropraktor. Han skulle have lavement flere gange om dagen. Han levede af flydende fintrevne grøntsager, frugt og grønt. Der lugtede af l… i mit barndomshjem.
Min storesøster forgudede ham. Jeg elskede ham, indtil jeg kom i skole. Jeg børstede hans skaldede isse og fandt mig i hans selvopfundne univers. Men i mit modne voksenliv tog jeg hul på traumerne, først med filmen ’På sporet af et liv’, produceret på Haderslev Videoværksted 1996, og dernæst med to bøger, ’Gal mands værk’ (2010) og ’Skam’ (2018).
Ebbe Preisler: Slipper du barndommen i dit næste projekt – hvis du har et?
Nej, men nu tager jeg det som udgangspunkt for en større historie, der kommer til at handle om såkaldt ’stærke mænd’. Det var min far på godt og ondt, og jeg har flere gange ladet mig suge ind i at omgås stærke mænd. Min mor manipulerede mig i min hvide studenterkjole til at sige ja foran den katolske præst Edward Bartel i den katolske kirke i Østergade 59 i Rønne. Min tilkommende var godt nok ikke ’stærk mand’, men han ville hellere end gerne giftes, og jeg lod mig anbringe i et konventionelt ægteskab. Der kom hurtigt to børn, og jeg var hjemmegående. Jeg kedede mig. Jeg blev lærervikar, fik en ung pige til at passe mine børn og ville være lærer, søgte på seminarium og kom ikke ind. Det gjorde jeg til gengæld på Kunsthåndværkerskolen, på tekstillinjen, hvor jeg var i 5 år – og så forlod jeg mand og børn!
Jeg fik anbefalet at tage på Tvind og mødte der endnu en stærk mand, Amdi Petersen. Jeg skulle være med til at sætte en gammel engelsk plimsoller i stand. Vores hold sejlede den til San Sebastian. Vi tomlede hele vejen til Det røde Hav og tilbage til Italien. Jeg var sat sammen med endnu en dominerende mand, jeg ikke kunne lide. Da vi kom hjem, hoppede jeg af i København. En veninde anbefalede et projekt på Stevns, der hed ’Skolen for Vækst’. Den var skabt og drevet af en Ove Tokkekøb, der skulle vise sig at være endnu en ’stærk mand’. Han styrede i hvide guru-gevandter sin ’menighed’, men modsat Tvind kunne man dog her grine, og det trængte jeg til. Skolen flyttede til Sverige, og jeg rejste ikke med.
Jeg var flyttet ind i en mikroskopisk lejlighed i Pisserenden med lokum i gården, og fik arbejde i Asminderød for min lærer Grete Balle fra Kunsthåndværkerskolen. Hendes mand var endnu en (tilsyneladende) stærk mand. Han mobbede mig, så godt han kunne.
Men så traf jeg på Marianne Miller, der var elev på Teaterskolen, hun lærte mig at lave masker. Jeg lavede så masker og scenografi og kostumer for teatergruppen ’Skifteholdet’ (politisk 70’ergruppe) og åbnede et maskeværksted i Studiestræde 13, der blev mit blivende sted i mange år. Undervejs fandt jeg sammen med endnu en fadererstatning, Kongen af Pisserenden!
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
At man kan formulere sig og få sat orden på kaos. At man finder nærende, smukke og sande ord. Og gerne humoristiske. Og at man tør tro på, at man kan gøre indtryk og mobilisere kreative kræfter hos læserne.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
At man bliver stresset og får dårlig samvittighed, hvis det ikke flyder.
Hvad gør man, hvis man får skriveblokering?
Kaster sig over at luge i haven eller pudse vinduer. Og fortsætter med at føle stress og dårlig samvittighed.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Du skal skelne mellem det personlige og det private. Og du skal skelne mellem det generelle (som er konturløst) og det almene, som vedrører enhver.
Hvorfor skal man vælge at læse din bog om ’gamle dage’ i Pisserenden?
De samtidige kan få genopfrisket deres viden og engagement. De kan få skærpet perspektivet på deres liv, som de så kan give videre.
De unge kan få viden og indsigt i mekanismer, der både på det lokale plan og i et større samfundsperspektiv kan virke inspirerende og forhåbentligt mobiliserende.
Og så er det da altid herligt at møde nye mennesker via litteraturen, ikke sandt?
Læs om Pisserendens Guldalder her
Køb Pisserendens Guldalder her
