Esplanaden

En omsætning på 265 milliarder kroner, 110.000 ansatte, en markedsværdi på 300 milliarder kroner og 53.000 navnenoterede aktionærer. Det er i korte træk beskrivelsen af Danmarks største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk A/S.

Næppe en dag går uden at rederiet nævnes på erhvervssektionerne. Årbogen ”Esplanaden – Årets gang i A.P. Møller-Mærsk” skaber overblik midt i nyhedsstrømmen og sætter udviklingen i et historisk perspektiv.

Beretningen om det epokegørende vagtskifte, hvor Jess Søderberg blev afløst af Nils Smedegaard Andersen som koncernchef, er vægtet højt. Men bogen ser også nærmere på det styrkede ejerskab i Dansk Supermarked, de voldsomme IT-problemer i Maersk Line, fastlæggelsen af arvefølgen og på de økonomiske resultater og aktiekursens udvikling.

Endelig ser bogen tilbage på den industrielle satsning, som skibsreder A.P. Møller igangsatte med Odense Stålskibsværft i 1917 og kaster lys over Bermuda, der er finansielt centrum for omfattende aktiviteter i A.P. Møller-Mærsk.

Bogen indeholder et eksklusivt interview med bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen i anledning af vagtskiftet og den øgede åbenhed.

Udgivelsen henvender sig til alle med interesse for Danmarks største virksomhed, ikke mindst aktionærer og både nuværende og tidligere ansatte.

Forfatteren Søren Ellemose har fulgt koncernen siden 1988 og har skrevet flere anmelderroste bøger om A.P. Møller-Mærsk, FLSmidth, Dansk Supermarked samt Østasiatisk Kompagni.

Annoncer