Firmabil.
Mere stod der ikke i mailen, som praktikanten havde modtaget aftenen før.
Det satte naturligvis tankerne i sving i den pligtopfyldende praktikanthjerne.
Han havde slet ikke tal på, hvor mange gange han havde håbet på et anerkendende blik fra Økonomidirektøren.
Lønforhøjelse, ja, eller bare løn i de smalle måneder. Og der havde været lutter smalle måneder siden Økonomidirektøren var kommet til.
Men nu var det måske ved at vende.
En firmabil til Praktikanten.
Der kunne ikke være nogen tvivl. Omsider var det blevet belønningens dag. Tusinder og atter tusinder timers arbejde og overarbejde skulle nu anerkendes.
Og så endda med en firmabil. Praktikanten havde jo godt nok investereret i en brugt bil efter affæren med lageroptællingen og damecyklen, men den var gammel og trængte til at blive skiftet ud. Og firmabiler var som regel store og flotte biler.
Det var noget med beskatningsværdi, leasingkarrusel og den slags, som Praktikanten ikke helt forstod, men det gjorde det tilsyneladende muligt at få lækre og store biler.
Lige nu gjorde det ikke noget hvis Økonomidirektøren atter havde fundet på en snedig måde at tømme statskassen, hvis blot det indebar, at Praktikanten ville blive den lykkelig ejer af en funklende ny firmabil.
Måske var det en BMW.
Eller en Mercedes.
Måske en stretch-limo med plads til syv letlevende kvinder på bagsædet under blinkende diskolys. Det ville være lækkert. Så ville Praktikanten …
“Hvad sidder du og savler over?”
Stemmen tilhørte ikke en bikiniklædt festpige, men en olm Økonomidirektør.
“Ikke … noget …” svarede Praktikanten.
“Det tænkte jeg nok,” fnøs Økonomidirektøren. “Der er ganske enkelt ikke plads til en eneste fornuftig tanke i dit forvirrede Praktikanthoved. Nej, det er godt du har mig. Lad os straks komme igang!”
Praktikanten rankede ryggen. Man måtte tage sig præsentabel ud, når man endelig skulle modtage anerkendelse for sin indsats.
“Jeg har indkaldt dig for at tale om firmabilordningen.”
“Javel, og det glæder mig,” sagde Praktikanten.
“Det er dejligt, at du ser sådan på det. For sagen er at jeg har været nødsaget til at sælge min Mercedes for at gå all in i Bitcoin.”
“Bitcoin?”
“Ja, det er kryptovaluta. Ikke noget du forstår, men jeg gør. Og derfor har jeg investeret massivt og gearet det hele 100 gange.”
“Gearing? Er det ikke noget på biler?” spurgte Praktikanten som langt hellere ville tale om firmabiler end mystisk digital valuta.
Økonomidirektøren sukkede dybt.
“Lyt nu bare efter. Bitcoin er et volatilt investeringsobjekt. Sommetider tjener man penge, andre gange taber man. Og lige nu er jeg nede med en lille rund milliard. Plus/minus et par hundrede millioner. Mest minus. Den slags gør indtryk på kreditværdigheden. Det betyder, at jeg ikke kan købe nogen ny bil noget sted. Ja, faktisk fik jeg afslag på at lease en brugt knallert i går. Og det er her, du kommer ind i billedet!”
“Fordi jeg skal have en firmabil?”
“På en måde. Vi må alle trække vores del af læsset. Jeg kan med glæde meddele, at din bil fremover tilhører firmaet.”
“Min bil?”
“Ja, nu siger jeg fremover, men faktisk tilhører den firmaet siden i går. Og iøvrigt er den solgt 12 gange til forskellige bilhandlere rundt om i landet. Og fire gange i Tyskland.”
“Har du solgt min bil?”
“Rolig, alle pengene gik ubeskåret direkte ind i firmaet og betalte sommerudflugten til Grøften på Bakken.”
“Sommerfest?” spurgte Praktikanten oplivet ved tanken om et personalearrangement. “Jamen hvornår skal den holdes?”
“Den blev holdt i går eftermiddags. Virkelig hyggeligt. Omend lidt dyr i drikkevarer. Men det er jo ikke min skyld, at denne sommerhede har lagt sig over landet. Det ville være direkte uansvarligt ikke at fylde vædske på hele tiden.”
“Så du har solgt min bil og brugt alle pengene på en våd eftermiddag i Grøften?”
“Nej, nej,” sagde Økonomidirektøren. “Så meget kan jeg trods alt ikke bruge på en eftermiddag. Det varede til langt ud på natten … og vi var også på Venusbar.”
“Men hvad så med firmabilen?”
“Hører du slet ikke efter? Din bil er fremover kontorets firmabil. Og du kan selvfølgelig låne den, såfremt du har et forretningsmæssigt ærinde, som jeg kan godkende. Resten af tiden står den hos mig.”
“Hos dig?”
“Ja, det er da kun rimeligt, eftersom jeg har betalt for nye plader.”
“Nye plader?”
“Hører du slet ikke efter? Jeg kunne da ikke sælge bilen 16 gange, hvis jeg ikke skiftede plader undervejs og fjernede stelnummeret med en vinkelsliber. Jeg har virkeligt knoklet for at vi kunne få firmabil. Du kunne godt vise lidt taknemlighed!”
“Hvad så med et benzinkort? Kan jeg så i det mindste få det?”
“Et benzinkort? Hvad bliver det næste? At du ikke vil sættes i skat af firmabilen? Er Praktikanten da blevet fuldstændig vanvittig?”
“Nej,” kom det tøvende fra Praktikanten. “Men jeg har måske bare lidt svært ved at se fordelen for mig. Du har taget min bil, solgt den og nu skal jeg betale skat af at bruge min egen bil og selv betale for brændstof.”
“Ja, det lyder korrekt. Og service og Brobizz naturligvis.”
“Brobizz?”
“Ja, jeg har skaffet et kundemøde i Hillerød.”
“I Hillerød? Hvornår?”
“Om fire timer. Der er ingen tid at spilde. Og så kan du passende køre forbi en række Sjællandske autoophuggere på vej hjem og få skrotpræmien for bilen. Insister på kontant afregning. Og vær klar til at køre bort i høj fart, straks de har betalt.”
“Jamen, det kan man da ikke?”
“Innovation i forretningsverdenen er det som skal redde os, min dreng. Bare bed dem om at række pengene ind gennem ruden til dig. Så har du et forspring. Og forspring er det eneste som tæller i business.”
“Jamen …”
“Er det mig eller dig, der er økonomidirektør?”
“Det er dig.”
“Netop. Nu ikke flere indvendinger.”
Praktikanten erkendte, at logik sjældent virkede på Økonomidirektøren. Så han forlod kontoret med adressen på en enkelt forfatterelev og 12 adresser på autoophuggere.
Nu var han kørende sælger. Med egen firmabil.
Det lød meget godt, når han sagde det højt. Humøret blev bedre og bedre, jo længere væk han kom.
Ja, han ville sikkert have sunget med på Dansktop på P4, hvis ikke Økonomidirektøren havde fået afmonteret radioen. Et par tomme ledningsender stak ud fra konsollen. Som om nogen havde revet bilens hjerte ud…
Tankerne hobede sig op, mens han lod sig guide af GPS-damens stemme. Han havde aldrig været så langt væk hjemmefra.
“Fortsæt til færgelejet….”
Praktikanten så forvirret op på byskiltet. Der stod ikke Hillerød, men Rørvig. Han kunne fare vild i en svingdør. Og nu insisterede GPS-damen igen på, at dagen havde taget en forkert drejning.
“Kør frem til færgelejet …”
Praktikanten holdt forvirret ind til siden og slukkede bilen. Et stort Danmarkskort blev hevet frem fra handskerummet. Det lå under et knojern og en mursten med stumper af hår og blod. De måtte være Økonomidirektørens, men Praktikanten havde ikke tid til at bekymre sig om om den slags detaljer.
Hvor var han? Hvorfor? Og hvordan kom han videre?
Han havde kolde fødder. Men kunne han komme videre uden at de også blev våde, hvis bilen skulle køres i havnen?
Følg med i næste afsnit af den fortsatte fortælling om Praktikanten og Økonomidirektøren.
Praktikanten kører i HELE landet og besøger dig og din forfatterdrømme.
Hjemmebesøg på Bornholm og Grønland kun mod merpris.
