Dorte Roholte

Dorte Roholte

Hvor længe har du skrevet?
Jeg begyndte at skrive i sensommeren 1988, hvor jeg havde et halvt års barselsorlov med mit yngste barn. Han var en meget urolig baby, så det gjaldt om at koncentrere sig, når han endelig sov. Jeg kastede mig over forskellige genrer og skød i mange retninger i den hensigt, at jeg i løbet af orloven kunne gøre skriveriet til mit levebrød, hvilket lykkedes. Indtil da havde jeg arbejdet som apoteksassistent og som forskningslaborant.

Hvornår blev din første bog udgivet?
Noget af det, jeg skrev i orloven, blev til min første bog, “Sommer på Spøgelseshotellet”, som udkom på Gyldendal i 1991.

Hvor mange bøger har du fået udgivet?
Til dato har jeg udgivet 73 bøger, og jeg har et par stykker på vej. En del af dem er letlæsningsbøger. Jeg holder af udfordringen ved at fortælle en god historie med lav lix.

Hvorfor skriver du?
At skrive er det bedste, jeg ved, og det er så heldigt, at det også er det, jeg er bedst til.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?
For tiden skriver jeg på to bøger. Den ene henvender sig til piger på 10-13 år, den anden til en lidt ældre målgruppe. Og så har jeg et evighedsprojekt i form af en krimiroman, som jeg ind imellem tager frem, begejstres over og skriver et par tusind ord på, hvorefter jeg lægger den væk igen.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Fornemmelsen af at sidde med en fysisk bog i hånden er der intet, der kan slå. Når jeg bliver grebet af en bog, glemmer jeg desuden alt andet omkring mig. Nogle lytter til lydbøger i bilen, eller når de er undervejs, men hvis jeg gjorde det, ville det skabe farlige situationer i trafikken og i det offentlige rum, så det afholder jeg mig fra.

Hvilken forfatter beundrer du mest?
Jeg beundrer mange af mine kolleger af mange forskellige grunde som blandt andet mod, dygtighed og vedholdenhed.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Den svenske forfatter Maria Gripes bog “Skygger over stenbænken”, som udkom i 1982, har jeg ofte genlæst, og hver eneste gang fanges jeg ind i dens stemning af mystik og noget usagt.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Jeg tænder for min computer, drikker fire krus morgenkaffe med mælk og går i gang.

Er der bestemte temaer, du vender tilbage til?
Kærlighed eller rettere det unikke i forholdet mellem to mennesker, der i en kortere eller længere periode i deres liv er det vigtigste for hinanden, fascinerer mig. Det har jeg altid lyst til at udforske. Jeg har også mange gange flettet noget om insulinkrævende sukkersyge, diabetes 1, ind i mine historier, for den sygdom har jeg tæt inde på livet, og eftersom mange aspekter af den frygtelig tit bliver misopfattet, føler jeg meget for at udbrede kendskabet til den. Desuden bliver jeg i stadig stærkere grad tiltrukket af det uforklarlige, af gys og okkultisme. Min baghave støder også op til en kirkegård.

Hvad gør du, når du oplevet en skriveblokering?
I grunden har jeg aldrig oplevet en rigtig skriveblokering. Der kan være dage, hvor jeg føler mig mindre kreativ og er knap så god til at finde den indre ro, som jeg behøver for at skrive, men så har jeg altid noget andet, jeg kan kaste mig over. Det kan fx være at redigere en tekst, og det plejer at hjælpe mig over det døde punkt.

 

 

Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Jeg føler mig som det heldigste menneske i hele verden, fordi jeg kan bruge hele min dag på det, som udover at være mit erhverv også stadig er min bedste leg, min hobby og min passion: At digte, skrive og fortælle en god historie.

Hvad er et værste ved at være forfatter?
Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er et ensomt job at være forfatter. Svaret er sådan set ja, i hvert fald hvis man som jeg er nødt til at isolere sig fra andre for at kunne skrive. Men jeg er en enspænder og trives rigtig godt i mit eget selskab, så det føles absolut ikke som et offer. Efter min mening er det værste ved at være forfatter det, at jeg nogle gange får en god idé lige inden sengetid. Så kan jeg godt glemme alt om den nattesøvn.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Hvis jeg havde vidst, hvad jeg nu ved om at være forfatter, ville jeg være begyndt at skrive meget før. Men jeg manglede den fornødne selvtillid.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Kom i gang, for pokker! Hvad venter du på? Kast dig ud i det, hvis det er det, du vil. Når du har fundet din egen stemme, kan du altid vende tilbage til starten af din tekst og skrive den om, så den kommer til at passe med fortællingens tonehøjde.

Lær Dorte bedre at kende på hendes hjemmeside. Du kan også følge hende på både facebook og Instagram.

Annoncer