En sommerdag mødte ovenstående syn forfatterskabet på vores daglige badetur.
Den kommunale skraldespand var kommet på overarbejde efter en solrig weekend, hvor de mange andre badegæster lod hånt om kapaciteten i en affaldssæk.
“Vi gider ikke rydde op efter os selv!” eller “Vi smider det bare!” var tilsyneladende rationalet bag de manges beslutning om at dumpe affaldet i stedet for at tage det med hjem.
“Gaven” af plasticposer, staniolbakker og øldåser er jo også noget naturen virkelig kan trænge til. Den slags holder nemlig i mange, mange år og i forvejen er der jo alt for pænt og alt for rent.
Hvorfor skulle man overhovedet opføre sig pænt og redeligt, når man kan dumpe sit affald?
Forurening er mange steder
Nu er forfatterskabet ikke draget på korstog for en renere natur – det burde være en selvfølge, at man ikke bare forurener verden med affald – men det er altid godt at tænke sig om, også som forfatter.
Forurener jeg min bog med ord?
Glemmer jeg at rydde op efter mig, når jeg tror, at jeg er færdig med at skrive?
Husker jeg altid selv at rette stavefejlene?
Får jeg sat de korrekte kommaer?
Får jeg luget ud i mine ord og rykket de værste sproglige tidsler op?
Som forfatter skal du altid erindre, at din bog ikke er en skraldespand.
Det er en fælles arv, som skal kunne nydes i mange år.
Jo bedre, vi værner om sproget, desto mere indbydende fremstår bogen.
Husk at rydde op efter dig og gør det pænt.
Også på stranden, i naturen, på strøget, både i virkeligheden og i fantasien.
