Vi har været på krimimessen i Horsens flere gange før.
Alligevel var det noget helt særligt i årets udgave.
Det var nemlig første gang, at vi selv havde en stand med på messen.
Vores eget lille beskedne forlag med de ubeskedne ambitioner om at sælge tusindvis af krimier, var nemlig taget afsted.
Med i kufferten havde vi pakket en række knaldgode tilbud på krimier.
Og et naivt håb om at få udsolgt.
Det skete desværre ikke, men alligevel synes vi at messen var anstrengelserne værd.
For det første fik vi placeret vores lille forlag på krimiens landkort. Ja, der er et stykke vej, før folk stiller sig i kø i timevis for et signeret eksemplar.
Vi er hverken en Blædel, en Davidsen eller en Adler Olsen.
Vi er brødrene Ellemose, Danmarks eneste tvillinger som skriver krimier i fællesskab.
Et budskab vi fik rig lejlighed til at gentage, når nysgerrige krimilæsere tog stormløb på vores lille skål med chokolader og indledte konversationen med “Undskyld, men jeg kender jer ikke … hvem er I egentlig?”
Vi mangler åbenbart kendisfaktor. Selvom vi jo har solgt bøger.
Også før messen, men med besøgsrekord på over 6000 deltagere, kan vi roligt erklære, at ikke alle har serien om Manus Albino på natbordet.
Heller ikke efter Krimimessen 2016.
Til trods for en ihærdig salgsindsats.
Det er svært at konkurrere med et supermarked, der kan sælge krimier til udsalgspriser, der er lavere end vores produktionsomkostninger … Men vi vokser, vi lærer og vi vender tilbage i 2017.
Når vi alligevel smiler med ømme fødder og lange arme af at slæbe bogkasser frem og tilbage, så skyldes det læserne.
Både de nye og de gamle.
Der var jo blandt andet den pensionerede betjent, som havde læst de første tre bind i serien om Manus Albino og var meget begejstret. Den bedste krimi i lang tid, hørte vi den skønne pensionist fortælle, mens han som tidligere betjent udtalte sig med en vis erfaring udi det kriminelle miljø. “Bøgerne er troværdige. Alt kan lade sig gøre,” hørte vi ham konkludere og voksede et par centimeter af bar stolthed.
Den stolthed blev ikke mindre, da en decideret fan af bogen Killer Killer, havde gjort turen til messen, mere eller mindre med det ene mål at få bogen signeret. Lars, den skønne mand, havde i forvejen sendt et par rosende ord, men mødet med ham på messen får de lange nætter foran tastaturet til at give mening.
Hvor er det fantastisk, at vi har rørt et andet menneske med vores fortælling. Lars: tak!
Der var også en af vores tidligere kollegaer, som kiggede forbi lørdag og købte første bind af Rummets Detektiver til sin datter. Den slags støtte og opbakning bliver man altid glad for. Men historien fortsatte søndag, hvor datteren havde sendt sin bedstemor på krimimesse for at købe bind 2. Datteren var nemlig blevet helt opslugt af fortællingen om Rummets Detektiver og ville have fortsættelsen med. Ja, det er den slags som giver gåsehud af glæde og ydmyghed.
Lørdag og søndag deltog vi på Blå Scene, hvor vi fortalte om vores forfatterskab. Flere af de fremmødte hvilede ikke blot fødderne, men lyttede rent faktisk til vores ord. Den slags frirum for fusserne kan ellers nemt friste, når man slider sålerne i fængslets lange gange. Men jo, adskillige af deltagerne var kommet for at høre os.
Det er stort!
Og vi siger tak.
Tak fik jeg også fremstammet, da jeg så et af barndommens idoler i form af alletiders heltemager Dennis Jürgensen. En forfatter vi har fulgt siden teenageårene i starten af 1980´erne. Og som vi stadig læser. Jeg fik sagt tak og tror ikke jeg fremstod alt for stalker-agtigt foran gysets og humorens mester, mens jeg monopoliserede hans tid i 10 minutter. Det var stort. Jeg overrakte ham en boggave i form af Rummets Detektiver, som er skrevet som en direkte hyldest til ham. Der gives næppe nogen garanti for, at han læser den. Endsige synes at den er god, men nu har vi sluttet cirklen. Og sagt tak.
Til Dennis, Lars, læserne, betjenten, Steen, Rune, bogbloggerne og alle de andre søde mennesker som vi mødte på vores dage i fængslet.
Tak.
