Siden jeg som dreng fik mulighed for at kikke i de mange tegneserier, som min kammerats far forhandlede i sin lille bog- og bladhandel, har spændende historier interesseret mig. De første år, inden skoleårene startede, var det alene tegneseriernes fortællinger, der fascinerede mig, men senere blev det de mange drengebøger, der tog over.
Jeg digtede selv historier, men skrev dem aldrig ned – de levede alene i min fantasi.
Senere, da jeg begyndte at studere, optog den megen faglitteratur al min tid, og i de år blev det desværre småt med skønlitteraturen. Da børnene var små, digtede jeg små godnathistorier, og først da de nåede skolealderen, begyndte jeg igen at læse den litteratur, som tidligere havde været en stor del af mit liv.
Efter årtusindeskiftet læste jeg en del artikler om medicinalindustrien – og specielt den manglende troværdighed, som mange af virksomhederne åbenbart er underlagt, fangede min interesse.
Ifølge artiklerne var det, som om medicinalvirksomhedernes overlevelse og overskud var vigtigere end patienternes liv og helbredelse. Da jeg ikke umiddelbart kunne finde noget litteratur, der satte spørgsmålstegn ved dette, begyndte jeg selv i 2010 at indsamle materiale til en roman om emnet.
Det blev en tour de force med mange timers research og intens skrivning, inden min debutroman ”Moralsk Fordærv” endelig var færdigskrevet, og da havde skrivefeberen grebet mig. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at skrive og fortælle ´historier´, og jeg har siden skrevet en trilogi ”Anno Mortis” om kriminalkommissær Johannes Bøgh og hans lille team ved Østjyllands Politi i Århus. Lige nu er jeg i gang med en opfølgning på trilogien.
Jeg foretrækker selv de trykte bøger, som tillader mig at stoppe op og funderer over den læste tekst eller selve ´historiens´ forløb og sammenhæng. Jeg forsyner normalt bøgerne med mange ´æselører´, så jeg let kan finde tilbage til passager eller personbeskrivelser, jeg finder spændende eller interessante. Jeg har prøvet flere lydbøger, men må erkende at de ikke fanger mig, og at jeg samtidig også bliver ´træt´ af at høre på den samme stemme, og derfor ikke gør romanen færdig.
Jeg læser selv hovedsagelig spændings- og kriminalhistorier af nordiske forfattere, hvor især Stieg Larsson, Jo Nesbø, Jens Henrik Jensen og senest Søren Sveistrup har haft min opmærksomhed.
En roman som ”Kastanjemanden” af Søren Sveistrup, ville jeg gerne selv have skrevet.
Når jeg skriver, har jeg behov for ro. Tidligere kunne jeg sagtens lukke af for omverdenen, men med årene er det blevet nødvendigt at lukke alt unødigt ´støj´ ude, selv om min hustru påstår, at jeg alligevel ikke hører efter, når hun taler til mig. Er der for meget uro afledes mine tanker og koncentrationen forsvinder, og jeg må så beskæftige mig med noget andet.
Det er ikke kun, når jeg sidder og skriver ved computeren, at mine tanker kredser om historien. Det forekommer reelt hele døgnet, og jeg har en lille notesbog eller et stykke papir liggende, hvor jeg nedskriver de tanker eller ideer, der spontant opstår, så jeg ikke glemmer dem. Det kan godt være irriterende for de personer, jeg er sammen med, men jeg kan selv blive helt euforisk, når spændende eller vanskelige problemstillinger pludselig løser sig – enten det så er ved spisebordet, på en cafe eller ved en sammenkomst.
Ved de fire romaner, jeg indtil nu har skrevet, har de alle udviklet sig gennem skriveprocessen, og de enkelte historier har alene eksisteret i mit hoved. Ved den roman, jeg netop er i gang med, har jeg udarbejdet en synopsis (der kun er rettet mod og til mig selv) og må erkende, at det giver et rigtig godt overblik over handlingsforløbet og de personer, der er en del af historien. Noget jeg kun kan anbefale.
Hvis man vil lære mig bedre at kende, kan man besøge min side på Facebook:
https://www.facebook.com/profile.php?id=100066970016672
Eller skrive til mig: christian@broberg.cc
