Boghjørnet

Simone fra BoghjørnetUgens gæsteblogger er Simone fra Boghjørnet.

Hvornår startede du med at blogge om litteratur?
Det gjorde jeg i december 2011, hvor jeg startede Boghjørnet, og jeg har dermed været bogblogger i lidt over seks år nu.

Hvorfor blogger du?
Fordi jeg ikke kan eller vil lade være. Så enkelt kan det beskrives. Jeg får simpelthen så meget glæde ud af at blogge – og især om bøger. Desuden elsker jeg, at bloggen giver mig et frirum til at snakke så meget om litteratur, som jeg overhovedet lyster, og endda uden at min familie river hovedet af mig. Jeg har nemlig ikke så mange i min omkreds, som jeg kan snakke om litteratur med, og derfor er det så skønt at have bloggen til det. Ydermere nyder jeg også at have et kreativt fristed, hvor jeg kan udfolde mine evner og dygtiggøre mig – både inden for skrivning, men helt bestemt også inden for fotografering. Jeg kan nemlig helt sikkert forbedre mig på begge områder, og det er så skønt, at jeg kan det, samtidig med jeg blogger om noget, jeg virkelig elsker.

Hvilke genrer anmelder du?
Lidt af det hele. Jeg anmelder generelt det, som jeg læser, og det er meget blandet, da min smag er ret bred. Jeg anmelder dog oftest YA (det meste – dog nok mest kærlighed/contemporary), NA (kærlighed) og voksen krimi/spænding. Men der sniger sig også nogle gange både børnebøger, tegneserier, romaner og andet ind.

Er der genrer du aldrig vil anmelde (og hvorfor)?
Jeg vil aldrig sige aldrig, for måske ombestemmer jeg mig en dag. Men umiddelbart vil jeg aldrig anmelde studielitteratur og andet, der minder om. I det hele taget er det også kun meget lidt faglitteratur, som finder vej til bloggen. Det siger mig nemlig ikke rigtig noget at anmelde denne type bøger, og jeg er sikker på, der er mange andre, der kan sige meget mere kvalificerede ting i en sådan anmeldelse.

Hvilke bogtyper foretrækker du? (trykt bog, lydbog eller ebog – og hvorfor?)
Jeg foretrækker efterhånden ikke en bestemt bogtype i forhold til en anden. Jeg benytter mig nemlig i stor stil af det hele, alt efter hvad der lige passer mig bedst. Jeg er f.eks. også ofte både i gang med en trykt bog, en lydbog og en ebog – for på den måde har jeg altid en bog, der passer til den situation og de omgivelser, jeg befinder mig i. Uanset om det måtte være hjemme i læsekrogen, i toget eller i supermarkedet. Jeg finder det nemlig meget praktisk, at jeg f.eks. kan høre lydbøger, mens jeg ordner praktiske ting i hjemmet. E-bøger bruger jeg rigtig meget, når jeg ikke lige har fået slæbt en trykt bog med mig, eller hvis jeg f.eks. ikke har mulighed for at holde en trykt bog i hænderne. Der befinder sig nemlig nogle gange en baby, og så er det jo perfekt lige at kunne trække mobilen med en bog frem. Min kærlighed til den trykte bog er dog bestemt ikke blevet mindre. Der befinder sig langt over 1000 bøger i mit hjem, og jeg nyder sådan synet af dem alle. Den trykte bog kan jo noget helt særligt, og det elsker jeg den for. Jeg læser derfor også stadig meget gerne disse – men helst paperbacks.

Hvor mange timer læser du om ugen?
Det varierer rigtig meget uge for uge. I øjeblikket er jeg inde i en periode, hvor jeg skal finde ud af, hvordan jeg får mest muligt læsning ind i en travl hverdag, og derfor læser jeg heller ikke super meget i løbet af ugen. Jeg er nemlig typisk fuldstændig udkørt om aftenen, når babyen er lagt i seng, og min læsning foregår derfor hovedsageligt i weekenden. Jeg vil derfor skyde på, at jeg nok i gennemsnit læser 3-4 timer sammenlagt i ugen på nuværende tidspunkt. Jeg ville dog have det bedst med, at tallet kom op på ca. 7 timer.

Hvor mange bøger læser du om året?
Det varierer også rigtig meget, og jeg tør slet ikke at gætte på, hvor mange jeg når op på i år, som er mit første fulde år som mor. Men jeg vil skyde på, at jeg nok kommer til at ligge på et sted mellem 50-75 (+ en masse billedebøger, selvfølgelig – men dem tæller jeg ikke med), hvilket vist også passer meget godt med de seneste år. Min læsning toppede nemlig i 2014, hvor jeg nåede hele 144 bøger, og så er det ellers dalet derfra siden. Således nåede jeg op på 75 bøger sidste år, hvilket jeg er ganske tilfreds med.

 

 

Hvad er det bedste ved at være bogblogger?
Det er uden tvivl fællesskabet! Jeg elsker simpelthen bogblogger-miljøet, og jeg har lært så mange helt fantastiske mennesker at kende igennem det. Desuden er det så fedt at se, hvor gode folk er til at hjælpe hinanden og til at bakke op om forskellige ting. Ydermere er det skønt at have et fællesskab, som elsker bøger lige så højt, som jeg selv gør. Det er nemlig så fedt at have nogle, som man virkelig kan nørde sammen med.

Hvad er det værste ved at være bogblogger?
Det pres jeg nogle gange kan komme til at lægge på mig selv. Både i forhold til at komme til at takke ja til for mange anmeldereksemplarer, end jeg måske egentlig har overskuddet til, men også på flere andre planer. Jeg vil f.eks. gerne have ordentlige billeder på bloggen, og samtidig vil jeg også gerne poste indlæg ofte. Det er bare ikke altid, at tiden er helt med mig.

Hvad er den største litterære oplevelse du har haft (bog, messe, forfattermøde, foredrag eller andet)?
Den største litterære oplevelse jeg har haft, var helt klart til Bogforum i efteråret, hvor jeg mødte Dennis Jürgensen og fik et par signeringer af ham. Det var første gang nogensinde, at jeg mødte ham, og det var sådan en vild oplevelse. Jeg var til signeringen selv, og kunne slet ikke forstå, at det rent faktisk skete. Jeg fik derfor heller ikke rigtig sagt noget til ham, da jeg blev komplet mundlam. Desuden rystede jeg helt vildt efterfølgende, fordi jeg simpelthen var så glad.

Hvem er din yndlingsforfatter?
Der er ingen tvivl i mit hjerte. Min yndlingsforfatter vil for evigt og altid være Dennis Jürgensen. Jeg har godt nok rigtig mange forfattere, hvis værker jeg virkelig elsker. Men ingen af dem når så meget som til sokkeholderne af Jürgensen.

Hvilke tre bøger ville du tage med på en øde ø?
Hvis nu vi antager, at jeg ikke må tage bøger omkring overlevelse med, så må det nok være de tre nedenstående. Selvom jeg egentlig helst bare ville have min Kindle med uendelige mængder strøm med mig. På den måde ville der jo gå ret længe inden, jeg var igennem det hele.

 

  • “Freddy”-serien af Dennis Jürgensen: Fordi jeg aldrig kan få nok af den serie, og jeg derfor let ville kunne genlæse den igen og igen uden at blive træt af den. Desuden ville den helt klart kunne løfte mit humør.
  • “Harry Potter og Flammernes Pokal” af J. K. Rowling: Fordi jeg jo bliver nødt til at have både noget Potter og noget magi med mig. Allerhelst ville jeg gerne have dem alle med, men hvis jeg kun skal vælge én, så er denne nok et godt bud. Det er nemlig helt klart en af mine yndlings, og jeg vil også sagtens kunne læse den flere gange.
  • “Maybe Someday” af Colleen Hoover: Fordi jeg jo ikke kan lade være med at tage noget kærlighed med, og det er Hoover jo virkelig mesteren i. Desuden er denne en af mine absolutte yndlingsbøger, og jeg er derfor sikker på, den ville kunne bringe masser af glæde med sig.

 

Hvis man vil vide mere om Simone kan du følge boghjørnet her

Blog: www.boghjoernet.dk

Facebook: www.facebook.com/boghjoernet

Instagram: www.instagram.com/boghjoernet

Goodreads: www.goodreads.com/boghjoernet

 

Annoncer