Astrid Helene van der Meijden (f. 1971) arbejder som familielæge og har altid læst og skrevet meget. Hun har skrevet bogen “Giv mig dit liv”, som du kan læse om her.
Her kan du møde hende i vores interview med hende.
Hvornår startede du med at skrive?
At skrive og læse har altid været en vigtig del af mit liv. Før jeg selv kunne læse, fik jeg bøger læst højt. Især min far læste op for os søskende. Vi sad sammen i køkkenet om aftenen og hørte Mio min Mio og Brødrene Løvehjerte. Senere læste jeg utallige bøger og elskede simpelthen at have ferie, fordi jeg så kunne forvinde ind i bøgernes verden og læse til langt ud på natten. Min kammerater syntes jeg var underlig, fordi det bedste jeg vidste var at skrive stil. Og i flere år havde jeg mange pennevenner og skrev desuden breve for Amnesty International for at få benådet fanger fra dødsgangene.
Hvorfor skriver du?
Fordi jeg ikke kan lade være. Jeg trækker vejret for at leve, men jeg lever først rigtigt, når jeg skriver og læser. Det lyder nørdet. Men jeg er sådan en person, der altid kan finde på en god historie. Jeg skriver sange, taler og digte. Og ofte giver jeg en historie i gave til personer, jeg holder af. Mine børn har fået masser af historier, hvor de selvfølgelig var superudspekulerede og kunne overkomme alverdens vanskeligheder. Ord giver mig energi og flyver rundt i min hjerne.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg har brugt en del tid på at redigere bogen Giv mig dit liv, hvor jeg har skrevet 10 forskellige kvinders livshistorier. Ud over det har jeg i længere tid skrevet på en novellesamling. Og så er jeg lige startet på en krimi, da jeg har lyst til at prøve kræfter med en ny genre.
Hvor mange bøger har du skrevet?
Giv mig dit liv er den første bog, der udkommer. Men de sidste 14 år har jeg skrevet en masse. Mange små historier, flere julekalendere, noveller, en børnebog og en roman. Alle disse historier har været til et begrænset publikum og så til skrivebordsskuffen.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Nu er jeg blevet utrolig glad for lydbøger. Jeg har næsten altid en bog i ørerne, når jeg har fri eller sidder i bilen. Nogle bøger egner sig dog bedst til at blive læst, hvis der er et større persongalleri eller handlingen er kompliceret og man kan have brug for at bladre lidt tilbage.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Astrid Lindgren er min yndlingsforfatter. Hendes univers er helt unikt. Men der er mange. Hanne Vibeke Holst, Karen Blixen, Linn Ullmann, Maren Uthaug, Maria Helleberg og Tove Ditlevsen. Kirsten Thorup er også urolig dygtig. Indtil vanvid, indtil døden, gjorde et stort indtryk på mig.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Brødrene Løvehjerte
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Nej, men jeg kan bedst skrive, når der er ro
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Så laver jeg noget andet. Går i haven, bager en kage, tager på arbejde. Og så lige pludseligt kan jeg skrive igen.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Det er at kunne formidle en god historie til andre. Og at få læseren til at forstå, at vores liv hver især rummer mange interessante historier.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Det er at redigere historierne. På et tidspunkt får man bare lyst til at komme videre og skrive en ny historie.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Kast dig ud i det. Det er, når vi udlever vores drømme, at vi mærker, at vi lever.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?
Jeg vil de næste måneder være at finde til forskellige arrangementer, hvor jeg vil fortælle om min bog og dele ud af de erfaringer, jeg har gjort mig.
Hvorfor skal man vælge at læse din bog?
Fordi livet leves forlæns, men forstås baglæns. Kvinderne i bogen tager os med ud på livets bumlede cykelstier gennem 100 år. Historierne giver både anledning til grin og til eftertænksomhed. Og så kan man som menneske blive klogere af kvindernes refleksioner.
Hvad får man ud af at læse den?
Man får et unikt indblik i 10 forskellige kvindeliv.
Hvem vil få mest ud af at læse den?
Det er en bog om kvinder, men publikummet er i høj grad både mænd og kvinder. Alle der er nysgerrige på at læse om, hvilke historier der er med til at forme os til de mennesker, vi er. Og så skal man selvfølgelig læse den, hvis man vil vide mere om, hvorfor champagne gerne skal åbnes med en sabel…
Læs mere om “Giv mig dit liv her”
Køb bogen “Giv mig dit liv her”