Anna Grue debuterede i 2005 med romanen “Noget for noget” og har også skrevet adskillige noveller.
Hun er kendt for den meget populære serie om den skaldede detektiv, Dan Sommerdahl, som er solgt til udgivelse i flere lande.
I 2015 udkom kærlighedsromanen “Italiensvej” som høstede flotte anmeldelser. Bogen blander kærlig og spænding og tegner et billede af 1950´ernes København.
I denne uge har hun taget tid til være gæsteblogger og svare på skriveskolens spørgsmål.
Hvor længe har du skrevet?
Jeg har været redigerende journalist i det meste af mit arbejdsliv, men først i 2004, da jeg var 46 år, begyndte jeg at skrive fiktion. Efter to år blev jeg fuldtidsforfatter – og jeg har aldrig set mig tilbage.
Hvornår blev din første bog udgivet?
I efteråret 2005. Siden da har jeg udgivet en bog om året.
Hvorfor skriver du?
Fordi jeg ikke kan lade være. Det er det sjoveste og sværeste og mest frustrerende og dybt tilfredsstillende arbejde, jeg nogensinde har haft.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg skriver på ”De voksnes rækker”, som er en fortsættelse af 50’er-romanen ”Italiensvej” (udkom 2015). Den nye bog udgives 26. oktober i år.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg kan bedst lide trykte bøger, men har jeg brug for en bog hurtigt, eller skal jeg medbringe et ordentligt udvalg på en rejse, så køber jeg gerne e-bøger. Bliver jeg meget glad for en e-bog, kan jeg sagtens finde på bagefter at købe den i papirudgave, så den kan stå i min fysiske reol. Lydbøger kan jeg slet ikke med. De forstyrrer mine tanker og gør mig irritabel og utålmodig.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Lige for tiden er det britiske Kate Atkinson, som mestrer hele klaviaturet: Fra intelligente Edinburgh-krimier til humoristiske samtidsromaner og mesterligt konstruerede, litterære værker som ”Liv efter liv” og ”En gud i ruiner”. Hun skriver simpelthen så vanvittigt godt, og så har hun en varme og en menneskekundskab, der altid gør læsningen til en fornøjelse – uanset genre.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Jeg skal sidde i en behagelig lænestol med gode armstøtter og en ordentlig fodskammel. Skriveborde har fanden skabt: De skader både ryg og blodomløb, og jeg kan slet ikke fokusere, når jeg sidder opret. Derudover er det vigtigt for mig, at jeg skriver fra morgenstunden, før alle mulige indtryk udefra har nået at forvirre hjernen. Og så SKAL jeg have et glas vand og en tube håndlotion inden for rækkevidde!
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Det har jeg (7-9-13) endnu ikke prøvet, men jeg har naturligvis perioder, hvor det kan være tungt at komme i gang. Jeg arbejder det væk; sætter mig ved computeren hver eneste dag efter devisen ”Man skal passe sit arbejde!”. Jeg rejser mig ikke, før jeg har skrevet et par sider, og siger til mig selv, at jeg jo bare kan slette teksten igen, hvis den viser sig at være noget hø. På den måde føles det ikke så angstprovokerende – og i forbløffende mange tilfælde viser det sig næste dag, at det, jeg så modstræbende fik skrevet ned, faktisk er helt okay.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Friheden. At kunne nappe en doven eftermiddag, når man har lyst. At kunne veksle mellem det meget indadvendte skrivearbejde og de meget udadvendte perioder med PR, foredrag og den slags. At være den, der bestemmer det hele – både, hvad der skal ske inde i den bog, man skriver, og ude i resten af ens liv.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
At man er nødt til at være så skrap med hensyn til at skabe sig arbejdsro. At man må skubbe familie, venner og resten af verden væk fra sig i lange perioder, sige nej tak til arrangementer og udvikle sig til en sær eneboer. Det kan godt være svært for omgivelserne at forstå det enorme behov for ensomhed, men det hører altså med til det her underlige erhverv.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Egentlig ikke noget. Ved min debut var jeg så gammel, at jeg havde set og oplevet en masse – arbejdspladser, børnefødsler, teenageproblemer, et langt ægteskab – så jeg følte, jeg havde en masse på hjerte. Det var lidt ligesom at prikke hul på en vandballon. Jeg skulle måske være begyndt noget før – og dog … Uden de mange års livserfaring er jeg ikke sikker på, jeg ville kunne ramme helt så mange læsere, så det var nok meget godt, at jeg debuterede så sent.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Sug til dig! Læs bunkevis af bøger i alle genrer og fra alle dele af verden og find ud af, hvor du føler dig bedst hjemme. Lyt til andres samtaler – i supermarkedet, i bussen, på gaden – og få ideer om, hvordan mennesker fra andre miljøer end dit eget taler, og hvad de går op i. Fortæl dig selv historier med masser af hvad-nu-hvis’er, fantaser om synsvinkler og forestil dig forskellige udfald af alle mulige scenarier. Og når du når så vidt: Skriv, for pokker! Skriv hver dag. Skriv af karsken bælg – uden at spekulere over anmeldere og studiekammerater. Skriv, så du selv er optaget af historien. Glem den stilistiske kassetænkning og den herskende gode smag; bare SKRIV. Det er den eneste måde, du finder din egen stemme på.
Du kan læse mere om Anna på hjemmesiden www.annagrue.dk eller følge hende på Facebook
Foto: Chris Tønnesen www.annagrue.dk