Jeg har altid godt kunne lide at skrive. Som barn elskede jeg at skrive danskstile, og som ung skrev jeg digte. Det at skrive er en måde, jeg kan udtrykke mig på og bearbejde oplevelser på. Derudover har jeg igennem min akademiske uddannelse også været vant til at skrive meget og at skulle håndtere store mænger af skriftlige oplysninger, og jeg elsker at få det sat i system.
Bogen Lederskab med Mening er min første bog. Det er en fagbog, hvor jeg har omsat meningspsykologi, eksistensanalyse og logoterapi ind i ledelsesfaget.
Jeg begyndte allerede i 2014 at tage notater til bogen, men det var først i 2016, at den reelle skriveproces gik i gang, og jeg har faktisk skrevet manuskriptet om tre gange før den sad lige i skabet. I starten havde jeg over 400 sider. Det er det værste og sværeste ved at være forfatter, at man skal frasortere og vælge det vigtigste ud. At skrive er for mig en rejse i mit liv, og jeg bliver ofte meget forelsket i alle ordene og har så meget på hjerte, jeg gerne vil have ud, og så er det hårdt at skulle begrænse sig.
Jeg plejer at sige, at når man skriver en fagbog, så er man nørd og meget passioneret. Jeg skriver, fordi jeg er dybt passioneret for mit område og tror på, at det kan give inspiration og hjælp til andre. Det er også det bedste ved at være forfatter, at når bogen er færdig og trykt, så er den givet til verden for evigt, og jeg har ligesom afleveret noget, der kan give glæde til mange.
Når jeg skriver, er det som at gå ind i en hule, hvor jeg ikke skal forstyrres. Det kan tage mig mange dage at varme op, inden jeg endelig sætter mig ned og begynder. Forinden har jeg lavet mange notater, som jeg starter med at sætte struktur på. Det kan kræve meget plads på spisebordet, og jeg har brug for, at det kan ligge der i lang tid.
Jeg elsker at læse og foretrækker selv trykte bøger. For mig er der bare en særlig charme ved den trykte bog, og jeg kan godt lide at sidde med en fysisk bog i hånden. Jeg husker ord og sætninger fra bøger, og kan godt lide, at jeg kan gå hen på min bogreol og finde den aktuelle bog frem.
Hvis man brænder for et emne og gerne vil være forfatter, så er mit bedste råd: Bliv ved og giv ikke op!
Jeg kan følges på: LinkedIn.