Anette Birk Jørgensen
Anette Birk Jørgensen (f. 1964) er både mormor og farmor og har 35 års erfaring som pædagog, inklusionspædagog og Marte Meo terapeut. I bogen Tillykke med barnebarnet, deler hun ud af sine erfaringer med at formidle en udviklingsstøttende relation fra en pædagogisk indfaldsvinkel, så bedsteforældre kan skabe en sund og udviklende relation til deres barnebarn.
Her kan du møde Anette i vores portræt af hende.
Hvornår startede du med at skrive?
Jeg startede med at skrive for godt et år siden.
Hvorfor skriver du?
Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg bedre kan formulere præcist det, jeg tænker og er optaget af, på skrift.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Tillykke med barnebarnet er min første bog, og lige nu har jeg ikke planer om flere. Men hvem ved, måske kommer der mere.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg fortrækker trykte bøger. Jeg husker bedre, når jeg har læst det.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Lige nu er jeg optaget af fagbøger og beundrer de forfattere, der inspirerer mig i mit arbejdsliv, fx Sofie Münster, Anette Prehn og Jytte Birk Sørensen.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Jeg ville gerne have skrevet ”Den bedste start på livet” af Sofie Münster.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Jeg har ingen ritualer, udover en god kop kaffe, når jeg sætter mig for at skrive, og at jeg helst skal have udsyn til naturen.
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Jeg går en tur, eller lader det hele ligge indtil inspirationen kommer tilbage. Det er vigtigt for mig at læse det igennem, jeg har skrevet, flere gange og evt. printe det ud, så jeg kan gå til og fra på en let tilgængelig måde. Jeg laver mange noter i hånden.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Det er fedt at fordybe sig i noget, der ligger mig på sinde.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Det værste er, at jeg er utålmodig og synes ind imellem, at skrive processen har været for langsom, og da jeg fik kontakt til forfatterskabet, ville jeg ønske, at processen var længere, så jeg kunne få tid til at tænke mig om. Alle mine følelser er mere eller mindre poppet op, fordi jeg har været ude af min komfortzone.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Det er sikkert godt at vide noget på forhånd om, hvordan man bliver forfatter, inden man går i gang. Jeg er bare gået i gang og har lært undervejs. Næste gang ved jeg lidt mere.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Mit råd er, skriv hvis du ikke kan lade være. Tro selv på at det er en god ide, så er der sikkert også andre, der tror på det.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?
Man kan vide mere om mig på Facebook eller Instagram.
Hvorfor skal man vælge at læse din bog?
Man skal læse min bog, hvis man vil gøre det bedste, man kan, i relationen til sit barnebarn, og hvis man vil støtte sit barnebarn i en positiv udvikling.
Hvad får man ud af at læse den?
Man får gode ideer til det, man som bedsteforældre skal gøre for at være nærværende, støttende og engageret i sit barnebarns udvikling. Alle der vil vide, hvad man kan gøre for at skabe en positiv udvikling for sit barn, vil få noget ud af bogen.
Hvem vil få mest ud af at læse den?
Alle der mener, at en sund og udviklende relation ikke kommer af sig selv, dem skal man arbejde for.