Anders Bune

Anders Bune er pensioneret lærer, autodidakt maler, amatørmusiker, foredragsholder, debattør og foreningsmand.

Han har tidligere udgivet ”Fjaltringhistorier” på Lemvig museums forlag og ”Bøvling Klit. En vestjysk fortælling” her på forlaget.

Lige nu er han aktuel med en bog, der udkommer midt november 2021. Bogens titel er ”Dialog med gravsten”. Bogens ramme er vandringer på Fjaltring kirkegård, hvor forfatteren har en form for samtale med beboerne der, som for en stor del er gamle venner og bekendte, men bogen trækker også tråde langt tilbage i Fjaltrings historie. Overordnet er bogens ærinde på poetisk vis, at skildre livet i en lille  vestjysk landsby mellem helt almindelige ualmindelige mennesker. Bogen er rigt illustreret med tegninger, akvareller og vignetter udført af forfatteren selv.

Det er forfatterens anden bog på forlaget Forfatterskabet.dk.

Hvornår startede du med at skrive?

I rigtig mange år skrev jeg tekster til lokale revyer og lejlighedssange. Jeg har også skrevet artikler og kronikker.
Jeg har længe vist, at jeg også ville skrive bøger, men har først taget det op her de seneste år.

Hvorfor skriver du?

Indtil nu har jeg skrevet om Vestjylland og specielt min egen lille landsby, Fjaltring.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker har et billede af Vestjylland, som overhovedet ikke passer på virkeligheden. Det vil jeg gerne ændre på.

Jeg har mødt mange personligheder, som er fuldstændig ukendte for offentligheden, men som fortjener at blive husket.

Jeg er meget optaget af, at riget blev bygget af fattige arbejdsomme mennesker og ikke af konger, grever og baroner.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg har flere ting i hovedet, men har ikke lyst til at fortælle om, hvad det går ud på. Vent og se.

Hvor mange bøger har du skrevet?

Jeg har medvirket til tre bøger.

Jeg har en svoger, der er en berømt forfatter i Wales. Han skrev nogle fine digte om Vestjylland, og jeg illustrerede bogen.

Den første bog, jeg skrev, er historier om folk i Fjaltring, som jeg har kendt og også nogen, som jeg blot har hørt om.

Nu udkommer så den tredje bog om Fjaltring og især omegnen af Fjaltring.

 

 

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger?

Jeg er rigtig glad for trykte bøger. Jeg har dem på mine reoler og kunne aldrig finde på at sende en bog på lossepladsen.

E-bøger læser jeg på min reader, når jeg er på rejse, og lydbøger kun, når jeg er på længere bilture.

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Umuligt at svare på. Der er så mange.

Da jeg var ung, var jeg meget optaget af Knut Hamsun på trods af hans håbløse politiske standpunkter.

For tiden har jeg beskæftiget mig meget med islændingen Jon Kalman Stefanson og nordmanden Johan Harstad.

Her ses forfatteren ved en foredragsaften i København, hvor der berettes levende om bogen.

Hvilken bog ville du helst have skrevet?

Jeg har ingen ønsker om at skrive nogen af de andres bøger, men jeg vil gerne, at mine bøger på poetisk vis rækker videre end det lokalhistoriske. Og det synes jeg selv, at de gør.

Har du et særlig ritual før skrivning?

Nej, men jeg forsøger at følge den tankestrøm, der kommer.

Det er samme proces, når jeg maler og tegner. På et tidspunkt er det som om maleriet overtager processen.

Det kan tastaturet også godt finde på.

Hvad gør du, hvis du oplever skriveblokering?

Så lader jeg være med at skrive.

Jeg har været foreningsmand hele mit liv. Der er nok, der kalder på eens indsats.

Skulle man aldrig komme til at skrive igen, så består verden jo nok alligevel.

 

 

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Jeg tænker ikke på mig selv som forfatter. Måske hvis det bliver til flere bøger. Lige nu føler jeg mig som amatørmusiker, autodidakt maler, foreningsmand, fortæller og så har jeg skrevet et par bøger.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Man skal passe på ikke at blive for optaget af, hvad andre mener om det man laver.

Hvad ville du ønske, du havde vidst før du begyndte?

Når man er ny i faget, ved man jo ikke om man kan få det udgivet, man sidder og skriver på.

Jeg var ikke klar over, at medudgiverforlag er en god mulighed.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Skriv.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?

Man kan finde en del på nettet. Kroniker og artikler.
Man kan komme til Fjaltring f.eks. i påsken, hvor jeg udstiller sammen med kunstnervenner hvert år.

Jeg spiller i noget der hedder Hygum Bondeorkester, hvor vi spiller folkemusik og jeg fortæller nogle skrøner ind imellem. Det foregår rundt omkring, når vi bliver hyret til det.

Hvor kan jeg købe din bog?

Det kan du lige her – på siden er der links til alle de største boghandlere.

 

 

Læs om Bøvling Klit her

Bøvling Klit

Læs om Dialog med gravsten her

Akvarel af Anders Bune fra omslaget af “Bøvling Klit – en vestjysk fortælling”
Annoncer