Duellanterne er linet op.
Til det endelige opgør.
Mellem Økonomidirektøren og Praktikanten.
Mesteren og udfordreren.
I det cognacfarvede ringhjørne sidder den hjemvendte Økonomidirektør mageligt henslængt.
Hvor den cognacfarvede stol stopper og direktørens solbrune ansigt begynder er et åbent spørgsmål.
I blåt ringhjørne sidder udfordreren i form af Praktikanten uroligt på en slidt taburet.
“Hvordan er det gået med salget?” brøler direktøren og indleder kampen med et overraskelsesangreb, endnu før kamplederen har givet instruktioner.
Praktikanten træder et par skridt tilbage for at undvige slaget.
“Ikke alt for godt, desværre …” kommer det spagt fra Praktikanten, der er tydeligt usikker på benene.
Måske er den ubesejrede Økonomidirektør alligevel for stor en mundfuld.
“Men jeg har arbejdet mange timer,” kommer det fra Praktikanten.
Det er ikke mere end et lille forsigtig jab.
Den generer ikke Økonomidirektøren nævneværdigt.
Tværtimod tager han mod slaget med et smil. Griner tilmed hånligt af Praktikantens anstrengelser, som var en myg netop landet på elefantens ryg.
“Nåede vi salgsmålet?” brøler Økonomidirektøren og springer frem.
Han sender lynhurtigt en ny byge af kropsslag ind mod praktikanten.
“Er vi på Target? Hvad med Cost Per Click? Customer Life-time Value?”
Slagene rammer rent. Praktikanten tumler tilbage. Kun tovene forhindrer en uværdig og total kollaps.
Han kan intet gøre. Kun tage imod indtil gong-gong´er afslutter første runde.
Pyha for en skefuld.
Publikum er vilde, men også lidt utilfredse. Udfordreren virker uforberedt, ja næsten groggy.
Og praktikantkroppen er tilmed ligbleg og utrænet. Det er tydeligt, at han har tilbragt mange timer op til kampen krumbøjet over en computerskærm. Uden adgang til motion og sund kantinekost.
Det har været svært at sælge pladserne til ringside. Og folk hjemme i stuerne roder med fjernbetjeningen for at skrue ned for kontrast og op for farvemætning. Praktikantens bleghed understreger kun Økonomidirektørens solbrændte krop. Det ligner hvid mod sort.
Økonomidirektøren har haft godt af en uge under sydens sydende sol. Hans solbrune overkrop emmer af overskud.
Og så begynder anden runde.
Praktikanten kommer tøvende på benene. Økonomidirektøren vejrer blod og springer hurtigt frem.
Skærer ringen af, som man siger i fagsproget.
“Hvor mange likes har vi fået?” råber han og kaster slagene ind. “Hvor mange kommentarer på Facebook? Og reposts på Instagram?”
Praktikanten hæver beskyttende armene for at skærme sit ansigt, men så skifter Økonomidirektøren taktik og sender et dybt stød afsted.
“Har du husket at opdatere facebook-gruppen?”
Det ubehagelige leverstød får det til at gippe i publikum.
Praktikanten synker i knæ. Han ved, at han har forsømt det og må tage tælling.
Typisk for den lumpne Økonomidirektør sender han lige et ekstra punch ind.
“Hvad er svartiden på kundehenvendelser?”
Dommer ser heldigvis slaget og giver en advarsel. Det giver et par ekstra sekunder, inden han kan nå at tælle over Praktikanten.
“1 … 2 … 3 … 4 … 5 … 6 … 7 …”
Tiden står stille. Publikum holder vejret. Er dette enden på Praktikantens vej mod stjernerne?
“8 …”
Netop som dommeren rammer 8, rejser Praktikanten sig på. Tørrer handskerne i de svedige shorts.
“Jeg har selv betalt for Facebook-annoncerne!” råber Praktikanten med desperation i stemmen.
Det er nu eller aldrig.
Slaget rammer rent.
“Jeg har penge til gode!”
Det løb koldt ned af direktørens solskoldede ryg.
Nu er det hans tur til at hæve paraderne.
“Regninger? Udlæg? Tilgodehavender? Jeg vil ikke have den slags kommunistiske slagord!”
Uha, Økonomidirektøren er tydeligt rystet i denne omgang. Han følte sig sikker på sejren, men er nu pludselig på retræten.
Han forsøger at finde et hårdtslående modargument, men handskerne slår kun huller i den tomme luft.
Klokken ringer af for anden omgang, og Økonomidirektøren får et tiltrængt pust.
Han mærker, at Praktikanten har fået alt for lang line. Direktøren har været for eftergivende, men han var jo næsten kommet til at holde ham og helt uden talent var han jo ikke. Praktikanten var måske endnu en meget beskeden og lille blomst, men meget kunne jo i vokse i direktørens skygge. Og nu kvitterede uslingen med knive i direktørens brede, solbrune ryg.
Harmdirrende rejser Økonomidirektøren sig og går ud til tredje omgang. Der måtte slås hårdt ned. Som ved den franske revolution. Guillotine, skafot og fletkurv er vel ikke for fint for sådan et praktikanthoved.
Denne runde skulle være regnskabets time for den unge fløs.
“Tror du ikke, at loyale kunder har overbragt mig foruroligende nyt,” håner Økonomidirektøren.
“Om dine vanvidspriser, uautoriserede slagtilbud og andre rabat-rædsler fra skuffen med markedsføringshalløjsa.”
“Vi må stå sammen …” forsøger praktikanten at dække sig ind. “Socialt ansvar … ferie med løn …”
De to kombattanter går tilbage. De er begge rystede.
Forstår at de kun har et slag tilbage.
Et afgørende slag.
De tager tilløb. Trækker højrehånden lidt tilbage. Strammer op.
Og skriger så med en og samme stemme:
“Selskab med Fælles Ansvar!”
Slaget rammer rent på kæben.
Sender dem begge til tælling.
De hører ikke dommeren tælle til 10.
Kampen ender uafgjort.
Som skakkens remis.
I omklædningsrummet aftaler de to fjender at arbejde sammen fremover.
For nu.
