Praktikanten var begyndt at skalle.
Dagen før havde Økonomidirektøren skikket ham afsted efter smørrebrød, og han havde været udsat for solens skarpe stråler i ti minutter.
“Velkommen tilbage fra sommerferien,” havde økonomidirektøren sagt, da Praktikanten kravlede udmattet op ad trapperne til kontoret. “Så kan man måske omsider får sit højtbelagte serveret. Gerne på altanen, tak.”
Praktikanten havde siddet så længe i kontorets mørke, at han reelt ikke tålte sollys.
Og de få minutter i middagsheden havde efterladt en uklædelig rødmen, der nu kunne pilles af i store flager.
Til Økonomidirektørens utvetydige utilfredshed.
“Gå til lægen,” havde han formanet Praktikanten, da han fik serveret sit smørrebrød. “Det kunne jo være noget spedalskhed.”
“Jeg tror bare, det er en solskoldning,” forsøgte Praktikanten.
“Vi har ingen gavn af solskoldning. Vi skal have klik og kontanter. Hvordan går det i øvrigt med salget?”
“Salg kræver penge. Mange penge. Og dem har vi ikke. Og uden penge kan vi ikke skabe trafikken ind til kampagnen.”
“Med mindre vi selv skaber overskrifterne – og får andre medier til at tage historien!”
“Min fagforening er interesseret i historien om underbetaling og udnyttelse af arbejdskraft,” foreslog Praktikanten og modtog straks et blik, der var skarpere end middagssolen.
“Jeg havde noget helt andet i tankerne, hvis du er så opsat på at komme i nyhederne. I Ukraine har de lige slået en journalist ihjel. Med blodpøl, forargelse og internationale forviklinger i et storpolitisk spil.”
“Jamen, han var jo slet ikke død?”
“Nej vist, nej vist. Men det havde en effekt.”
“Vi kan da ikke bare lave fake news?”
“Det foreslår jeg skam heller ikke …”
Praktikanten kiggede forskrækket på Økonomidirektøren.
“Men chef, hvad mener du?”
“Ingenting … Jeg siger blot, at et voldsomt og brutalt mord altid er godt til at ruske op i læserne. Det ved enhver forfatter. Mord er så herligt … endegyldigt.”
“Vi kan da ikke bare slå journalister ihjel, fordi vi mangler kunder?”
“Hvorfor egentligt ikke?” kom det undrende fra Økonomidirektøren. “Folk har da gjort meget værre ting end det. Og af langt ringere årsager.”
“Det vil jeg ikke være med til,” indvendte Praktikanten.
“Vi behøver måske slet ikke gå uden for kontoret. Når nu du er så forhippet på at blive berømt …”
“Hvad er det, chefen siger?”
“Ikke noget … jeg tænker blot højt. Jeg har altid tænkt højt. Høje tanker er faktisk det eneste, jeg får …”
Praktikanten kiggede med stigende rædsel over på Økonomidirektøren for det hele.
“Der er så mange gode måder at slå ihjel på,” sagde Økonomidirektøren og skar hurtigt gennem de otte lag rullepølse på smørrebrødet. “Halshugning. Kvælning. Partering. Sultedød. Druknedød. Stegning. Og kombinationer heraf …”
“Stegning? Man kan da ikke stege en fuldvoksen mand?” indvendte Praktikanten. “Det ville jo kræve uanede mængder af smør.”
“Sniksnak! I Malaga fik jeg serveret en fremragende Paella. I en gigantisk pande. Aldeles fremragende til netop det formål. Og hvad smørmængderne angår, indgår vi blot et samarbejde med Brødrene Price. Og overskrifterne giver sig selv …”
“Hvad mener hr. Økonomidirektøren?”
“Det er så fængende. Forestil dig det: Praktikant parteret i paellapande. Det skulle nok give nogle kliks.”
“Jamen …”
“Ikke mere snak og dårlige undskyldninger,” tordnede Økonomidirektøren. “Vi skal have salg. Lige nu. Hvis dette firma skal overleve, må vi alle løfte i flok. Og det er din opgave.”
Med disse ord forlod Økonomidirektøren den hastigt synkende skude og en perpleks praktikant.
Praktikanten brød sig overhovedet ikke om tanken om at ligge parteret i en paellapande.
Anrettet i vifteform på en bund af ris.
Med skaldyr i alle ender og safran unævnelige steder.
Hvis han skulle undgå en skæbne som kulinarisk overskrift på tabloid-avisernes forside, måtte der salg til.
Derfor måtte han gentage budskabet om, at alle forfatterspirer kunne få skriveskolen FORFATTERDRØMME GRATIS!
Hvis de trofaste nyhedsbrevsmodtagere ville undgå foruroligende billeder af en pænt pikant Praktikant-paella, måtte de til tasterne nu.
