Det er tidlig morgen på kontoret.
Praktikanten sidder som sædvanlig på sin plads.
Han har allerede været i gang i flere timer.
Fordi Økonomidirektøren havde indkaldt til møde i anledning af kåringen af Månedens Medarbejder.
Praktikanten følte, han stod stærkt.
Dels havde han knoklet hele måneden.
Dels var han den eneste medarbejder.
Jo, han følte med rette, at han lå lunt i svinget.
Han kiggede op mod uret. Den var næsten 10. Mødet skulle være startet kl. 08.00
Praktikanten tjekkede mobilen. Økonomidirektøren havde ikke svaret på beskederne.
Han dristede sig til at taste Økonomidirektørens nummer.
Med tilbageholdt åndedræt hørte han telefonen ringe flere gange.
Og så blev Praktikantens nødråb endelig besvaret.
Med en arrig brummen fra en bjørn, der var purret af vinterhiet længe før tid.
“Hvem forstyrrer direktøren for det hele?”
“Det er praktikanten.”
“Hvem?”
“Praktikanten fra kontoret.”
“Hvem?”
“Ham som laver det hele når du er væk. Og også når du er hjemme …”
“Hvis du laver det hele, hvorfor i alverden forstyrrer du mig så midt om natten?”
“Klokken er næsten 10,” indvendte Praktikanten.
“Skal du nu også fortælle mig, hvad klokken er slået?”
“Det er jo bare fordi vi havde et møde kl. 08.00”
“Møder? Møder har fanden skabt. Det er skridtet før ulovlige forsamlinger og anden urostiftelse.”
“Jamen, det er om kåringen af Månedens Medarbejder,” indvendte Praktikanten, der stadig drømte om at få overrakt en skinnende guldpokal af Økonomidirektøren. “Og nu er det altså formiddag …”
“Jeg er stadig på Malagatid,” afviste Økonomidirektøren strengt. “Jeg har brug for min søvn.”
”Jeg tror nu ikke, at der er tidsforskel på Odder og Malaga?” kom det forsigtigt fra Praktikanten.
Pludselig mærkede han en arktisk kulde midt i sommervarmen. Det kom fra telefonen.
“Har Praktikanten mon selv nogensinde været i Malaga?”
”Nej, det tillader økonomien jo ikke just …”
”Og hvorfor i alverden udtaler han sig så om tiden i Malaga? Hvis han vil sige noget forvrøvlet sludder om noget, han ikke ved det fjerneste om, skulle han måske overveje en karriere i politik …”
“Ja, de er jo også allerede gået på sommerferie.”
Polarkulden emmede atter fra mobilen. Praktikanten var nødt til at holde telefon bort for ikke at få forfrysninger. Alligevel kunne han høre Økonomidirektørens stemme, så tydeligt som stod han lige bag ham. Han grinede ved tanken. Økonomidirektøren havde aldrig nogensinde stået bag sin praktikant.
“Sommerferie??? Sommerferie???” råbte Økonomidirektøren og lød som om han var ved at sluge mobilen af arrigskab. “Praktikanten kan få sommerferie, når han har nået sit salgsmål. Ikke et sekund før.”
“Men jeg må jo ikke bruge penge på markedsføring? Og hvem vil købe noget fra nogen de ikke kender?”
Praktikanten blev øjeblikkeligt modsagt af direktørens skarpe stemme, der kunne filetere mørbraden af et græshoppeben.
“Dette er byen førende forfatterforretning med kun de allerbedste sætninger og fineste kollektion af forfatterord. Jeg nægter at tro, at kunderne ikke vil flokkes til disse lokaler som tørstige gnuer om ørkenens sidste vandhul.”
”Måske skulle vi ikke omtale vores kunde som gnuer …” kom det forsigtig fra Praktikanten.
”Hyæne! Grib!” lød direktørens mobilstemme.
”Det tror jeg ikke er meget bedre,” forsøgte Praktikanten.
”De sidste to var til dem,” råbte Direktøren. ”Og der er flere af den slags på vej, hvis ikke De sporenstregs koncentrerer Dem om arbejdet og lader mig om at fintænke de store tanker …”
”Men hr. Økonomidirektør …”
”Ikke mere brok nu. Tilbage til arbejdet. Godnat!”
Praktikanten kiggede fortumlet på den bippende mobiltelefon.
Tilsyneladende havde forretningen nu indført skifteholdsarbejde. Hvor der skulle arbejdes både dag og nat.
Og hvor praktikanten åbenbart skulle varetage begge dele.
Hvis han knoklede på, måtte han da blive månedens medarbejder på et eller andet tidspunkt.
Sådan var det jo også at være forfatter.
At man skrev dag og nat.
Passede sit normale arbejde om dagen og skrev den store roman om natten.
At man fyldte hver en ledig stund med ord og tanker.
Fordi man havde noget på hjerte og ville røre sin læser.
Og drømte om at blive månedens medarbejder.
Det var kun en vej til Økonomidirektørens sovende hjerte, og det var gennem salgstal.
Derfor måtte han gentage budskabet om, at forfatterspirer og ordelskende sprogentusiaster kunne få Skriveskolen FORFATTERDRØMME GRATIS!
Her kunne alle være med.
Praktikanten var sikker på, at han kun hjælpe andre med deres forfatterdrømme.
Og selv få opfyldt sin drøm om månedens medarbejder.
Han lovede sig selv at arbejde dag og nat.
