I midten af 1980´erne læste vi trilogien om “Hunden og falken” af den amerikanske science fiction og fantasy-forfatter Judith Tarr.
De tre bind i serien var Elvermunken, Det Gyldne Horn og Herrens Hunde.
Det var for os et smukt møde med fantasygenren, som til stadighed fascinerer os.
Serien handler om elveren Alf, som er opvokset i et kloster og er opdraget til at være munk. Alf er uhyre religiøs, men splittes mellem sin rolle som munk og sin oprindelse som elver.
Bøgerne foregår i korstogenes og Richard Løvehjertes tid, og trilogien var for os en fantastisk fortælling, der virkeligt fangede os med spænding, eventyr og kærlighed.
Hans verden rystes for alvor i sin grundvold, da han møder en af sine egne, elverkvinden Thea, der med sin fristende skønhed og lidet blufærdige væremåde truer hans løfter til kirken.
De to kastes ind i mange farlige eventyr, men kærlighedshistorien følger dem overalt, og jeg erindrer endnu at fælde en tåre, da jeg læste sidste side i trilogien for tre årtier siden.
En bog, der er værd at fælde en tåre over på en god læsedag.
