Lad mig starte med en indrømmelse. Denne artikels forfatter ligner ikke altid billedet til venstre. Slet ikke om morgenen.

Faktisk ser jeg ud som billedet til højre 80% af døgnet. Måske endda 95% i kølvandet på corona og 50-års fødselsdag 🙂

Det er sandheden, men sandheden sælger ikke.

I hvert fald ikke nær så godt som glansbilleder.

Se godt på de to personer på billedet igen.

De er begge to mig.

Morten Ellemose.

Personen indeni er den samme. Uanset om han er gemt bag et wanna-be sexet sovekammerblik inklusive anti-rynkefilter eller blot har sat brillerne lidt skævt og klikket på udløserknappen i en dårlig vinkel.

Mit kamera synes i øvrigt at have indstillet sig permanent på scary-bad angle-dobbelthage mode.

Hvem ville du date?

Se lige godt på billederne igen.

Hvem af de to ville du swipe/klikke ja til på et dating-site?

Uden at generere fyren til højre, ville et flertal nok sige (mest) ja til venstremanden.

Det gør sig ikke kun gældende i jagten på kærlighed. Vi dømmes også på udseende til jobsamtaler.

Men mennesket bag de to billeder er det samme. De to personer har nøjagtigt det samme indhold. Kun indpakningen er forskellig.

Og nu er vi ved at nærme os artiklens egentlige pointe.

Vi lever i et samfund, hvor form på mange måder er sat over indhold. Hvor botox vinder over bøger.

Ville du have klikket dig ind på denne artikel, hvis ikke jeg havde lokket dig forbi med et billede?

Hvis det bare havde været linjer med tekst?

Uden blikfang.

Svaret er sandsynligvis nej.

Og så kommer sandheden…

Men nu er du her. Jeg har din opmærksomhed. Og så følger jeg mig forpligtet til at servere sandheden. Og den er grim.

For er du pæn, kommer du automatisk foran i køen. Du får mere taletid – også selvom du måske ikke rigtig siger andet end “se mig!”

Det drejer sig ikke kun om det personlige udseende, men også om den verden, vi iscenesætter på de sociale medier. Hvor filtre, vinkler og beskæringer bestemmer hvor flot solnedgangen var.

Eller hvor god ferien var.

Eller hvor godt maden smagte.

Jeg er forfatter.

Jeg burde dømmes på mine ord.

Men jeg iscenesætter også.

Jeg er også skyldig. Jeg kasserer mange af både mine billeder og mine ord. Fordi de afslører for meget. Eller viser en sandhed, jeg ikke vil stå ved.

Jeg får lavet den bedste forside og når jeg skal promovere bogen, udvælger jeg selvfølgelig de bedste anmeldelser.

Men jeg forsøger også at have plads til det grimme. På de sociale medier deler jeg OGSÅ de dårlige anmeldelser, de dårlige billeder og de svære stunder.

Denne artikel bringes i samarbejde med serien “Forfatterdrømme”.

Du kan allerede nu bestille den første bog i serien

En buket af tidsler

Dårlige anmeldelser? Nej, det kan da vist ikke passe, tænker du måske. De skriver jo så godt. Men jo, der er også læsere, som overhovedet ikke bryder sig om det vi laver.

Lad mig citere et par stykker af de 1-stjernede anmeldelser:

⭐ “Kedelig!”

⭐ “Forvirrerende, langtrukken og rodet!”

⭐ “gav op …”

⭐ “Klam og kedelig”

⭐ “En gang rod uden spænding”

⭐ “Den dårligste, mest kedelige og langtrukne bog jeg har læst i mange år”

⭐ “Tidsspild”

⭐ “Lort”

Puha, sikke en bunke. Skulle man lytte til dem alene, så skulle man stoppe med at skrive med det samme.

Heldigvis er der også mange positive læsere.

Vi har faktisk samlet en stor bunke af de flotte og søde beskeder lige her 

Og hvorfor så dele den slags dårlig kritik?

Hvorfor ikke bare feje de negative stemmer ind under gulvtæppet?

Jo, blandet andet fordi jeg ikke længere magter at suge maven ind konstant. Heller ikke på billeder.

Jeg drømmer om en verden, hvor indhold og udseende betyder lige meget.

En verden hvor solnedgangen kan nydes uden kamera.

En verden hvor der også er plads til det grimme, det pinlige og det kiksede.

For livet rummer det hele. Ikke kun glansbilleder taget med selfiestang.

Og ikke kun gode anmeldelser, men også plads til at lytte til kritik.

Hav en god dag – og husk at dele lidt af det grimme også 🙂