Denne uges forfattergæst er Boris Hansen.
Han er 35 år, bosat i Aarhus og er forfatter hos Forlaget Tellerup med fokus på fantasy og ungdomslitteratur.
Hvor mange bøger har du fået udgivet?
Fem. En ret middelmådig voksenkrimi, jeg skrev i 2005, fantasytrilogien Den Ældste Myte og så Vejen til Panteon, der udkom her i oktober og er første bind i en ny, stor fantasy-serie.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg har allerede færdiggjort manuskriptet til bog 2 i Panteon-sagaen, og den er blevet voldsomt stor. Nu skal den igennem redigering til efteråret, og så fortsætter jeg med 3’eren lige bagefter, så læserne ikke skal vente for længe.
Hvorfor skriver du?
Det her kommer måske til at lyde lidt langhåret, men jeg skriver, fordi det tilføjer mening og sammenhæng til min tilværelse. Vi lever i en verden, der tit kaster uforudsete og ulogiske hændelser efter os uden forklaring. Skriveriet tillader mig at fordybe mig i noget, der har sin egen, interne logik.
Det er ikke altid, tingene i mine historier giver mening for mine hovedpersoner, men de følger en sammenhæng, som jeg kan forstå og sætte pris på, og det er et rart modstykke til den virkelige verden, der godt kan virke sådan lidt ‘anything goes’-agtig.
Derudover giver skriveriet en følelse af fremdrift. Dagligdagen kan nogle gange virke som en masse travle uger og måneder, der forsvinder ned i et sort hul, og så står man pludselig og tænker: ‘Er det allerede nytår igen?’. Det at bygge noget op hen over flere måneder og år, at se det vokse fra dag til dag og til sidst være fuldendt, skaber en slags kontinuitet i mit liv, en følelse af altid at være på vej mod et mål.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Der er faktisk ikke nogen forfattere, jeg følger og læser systematisk. I stedet er det de enkelte bøgers præmisser og koncepter, der enten tiltaler mig eller ikke gør, og så er det lige meget, hvem der står bag dem.
Som forfatter synes jeg det er værdifuldt at tage masser af stikprøver rundt omkring og lære forskellige ting fra forskellige forfattere, særligt inden for fantasy. På den måde er jeg blevet fan af George R. R. Martins karakteriseringer, China Miévilles miljøskildringer, Lev Grossmans leg med klichéerne, Joss Whedons evne til at formidle store betydninger gennem små detaljer og Stephen Kings evne til at skildre bestemte perioder og kulturelle kontekster. Men jeg føler ikke noget behov for at læse nogen forfatterkataloger fra start til slut.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Jeg ville gerne have revolutioneret fantasy-genren på den måde, A Song of Ice and Fire begyndte at gøre, da A Game of Thrones udkom for 20 år siden. Det var skarpt set af forfatteren, at man kunne tilføre fantasy noget nyt gennem en blanding af historisk-inspireret fiktion, minimalistisk magi og et opgør med helteskikkelserne og idealerne.
Serien vidste lige fra starten, hvad den ville, og timingen var perfekt. Selvom de senere bøger ikke har levet op til de første tre, så er serien stadig det vigtigste fantasy-værk i nyere tid (og tv-serien er kun kalorielet underholdning i sammenligning – jeg siger det bare.)
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Jeg oplever faktisk ikke skriveblokeringer, hvis jeg skal være ærlig. Det har til dels noget at gøre med, hvordan jeg arbejder. Jeg skriver intenst på fuld tid i 2-3 måneder ad gangen og holder derefter pause og passer mit freelance-arbejde, indtil jeg har råd til at tage en skriveperiode mere. Det betyder for det første, at der ikke er tid til blokeringer. Men derudover kan jeg bruge tiden mellem skriveperioderne til at planlægge næste bog meget nøje, inden jeg går i gang.
Hvis man døjer meget med blokeringer, så vil jeg opfordre til, at man ikke kun tænker på dem som problemer, der skal løses med ritualer og chokolade og psykologiske tricks. I min optik er skriveblokeringer i virkeligheden et symptom på et problem, og opgaven ligger i at finde ud af, hvad det problem er.
Hvis man ofte har skriveblokeringer i begyndelsen af et manus, kan det skyldes præstationsangst over for sig selv.
Hvis man ofte oplever dem hen mod slutningen at manus, kan de skyldes præstationsangst over for alle dem, der snart skal ‘møde’ bogen.
Og hvis man ofte oplever dem midtvejs, kan det skyldes, at man ikke har planlagt nok fra starten og farer vild i sin egen historie.
Pointen er, at der ofte ligger noget konkret bag de blokeringer, vi oplever – og de tidspunkter, vi oplever dem på.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
Der er en del faktorer, der bestemmer, hvad der er fedt ved at være forfatter – og om det overhovedet ER fedt. Efter at være overgået til mit nye forlag har min egen opfattelse af forfatterlivets fordele ændret sig markant. På kun et år er jeg gået fra at skrive i isolation og med næsten ingen kontakt til medforfattere eller læsere til at være en del af et ret utroligt miljø. Før i tiden kunne jeg bare se frem til min næste udgivelsesdato, og så var det sådan cirka det. Nu er kalenderen pludselig spækket med forfattertræf, bogmesser, testlæsningsaftaler og skriveekskursioner. Der eksisterer et meget aktivt og konstruktivt miljø rundt om forfatterlivet bestående af læsere, medforfattere, bloggere, arrangementer og meget mere.
Det virker måske mærkeligt, at mit bud på det bedste ved at være forfatter slet ikke handler om selve skriveprocessen – men den proces er så ekstremt kompleks og personlig og fyldt med op- og nedture, at den er svær at betragte som ‘god’ eller ‘dårlig’. Nu, hvor jeg kan betragte skriveriet som blot én komponent i et alsidigt forfatterliv, er det blevet en meget mere positiv og befriende opgave at skulle sætte sig til computeren og kæmpe med det næste manuskript.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Jeg synes, det er hårdt at arbejde med noget, hvor du er så afhængig af dit eget psykologiske overskud for at kunne gøre fremskridt. I alle mulige jobs, jeg har haft gennem årene, kunne jeg altid smøge ærmerne op, slå den personlige investering fra og gå i gang. Men her er jeg dybt afhængig af helt basalt at have det godt for at kunne skrive noget godt.
Der er sikkert mange forfattere, der bare kan tonse igennem uanset sindstilstanden, men hvis noget fra den virkelige verden kommer mig på tværs og slår mig ud, så er skriveriet på stand-by. Der er ikke noget at gøre. Jeg har hørt de der historier om kendte forfattere, der skrev deres mest dystre værker i de perioder, hvor de selv var nede i kulkælderen, fordi de var i stand til at kanalisere det ind i deres arbejde. Det er slet ikke en mulighed for mig, og det kan være hårdt, at det, man allerhelst vil beskæftige sig med, nogle gange er bundet op på ting, der ligger helt uden for ens egen kontrol.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Der er et råd, jeg plejer at give, fordi det adresserer noget, jeg selv kunne have brugt, da jeg begyndte at skrive. Mange forfatterspirer – vel næsten alle – drømmer om at skrive, fordi de er inspireret af det, de selv har læst gennem livet. Og mange kaster sig over at skrive inden for de genrer, de selv elsker at læse, måske med en følelse af at ‘det her kan jeg også gøre’. Og når det er udgangspunktet, så tror jeg også, at man nemt kommer til at skrive noget, der i store træk er det samme, som det man er inspireret af. Alle, der kaster sig over det store fantasy-epos i en alder af 25, kan næsten helt sikkert nævne de første ti fantasy-værker, de forguder – og så er der en fare for, at man i virkeligheden ikke skriver, men genskriver. Især inden for genrefiktion, hvor det langt hen ad vejen er okay at genbruge, fordi læserne forventer det.
Men der er det vigtigt, at du ikke kun fokuserer på at leve op til alle de krav, genren dikterer – men at du også prøver at tilføje de ekstra elementer, som læseren IKKE forventer, og som gør dit værk til dit eget. Der er så ufattelig mange muligheder for at vinkle noget velkendt på en personlig måde. Gennem sprog og tone, gennem utraditionelle drejninger i plottet, gennem usædvanlige hovedpersoner.
Så hvad er din særlige vinkel? Hvad er den ene (eller de flere) ting, du gør i din bog, som du ikke har set gjort andre steder? Ved at tænke over de spørgsmål, gerne inden man overhovedet går i gang med at skrive, giver man sit forfatterskab en identitet, og det kan man lige så godt komme i gang med lige fra starten. Man opdager, hvad for en forfatter, man selv er, og ikke bare hvilke andre forfattere, man lægger sig i slipstrømmen af.
Hvis du vil vide med om Boris kan du læse mere på www.denaeldstemyte.dk og på Facebook
