Henri Charrière skrev i 1969 historien om sit liv – ikke mindst om tiden i datidens mest frygtede fængsel i den franske straffekoloni kaldet Djævleøen.
Rygterne gik på at Henri, eller Papillon som han blev kaldt blandt fangerne, nedskrev sin historie med pen og sendte det hele til et forlag, med en appel om at gøre det til en læsbar historie.
Og at forlaget efterfølgende udgav hele historien uden at ændre så meget som et komma!
Ja, det er den slags historier alle vordende forfattere har brug for at høre: et forlag, der accepterer det indsendte manuskript.
Uden ændringer.
Efterfølgende er forfatteren blevet beskyldt for, at både forlagets redaktion og selve indholdet ikke er en 100 procent sand historie. Men vi er ligeglade med eventuelle fodfejl eller overdrivelse. Faktum er, at det er en 100 procent fantastisk historie.
Jeg erindrer, at jeg i min tidlige ungdom fandt bogen på min morfars reol og lånte den med hjem. Og jeg kunne simpelthen ikke slippe bogen igen, da jeg først var begyndt. Den blev slugt i én lærerig, munter og sorgfuld mundfuld.
Jeg glemmer aldrig følelsen af at lukke bogen meget tidligt om morgenen, efter at have tilbragt en vidunderlig og frygtelig tid sammen med straffefangen Papillon.
Henri Charrière skriver som man tænker og taler. Ikke som en forfatter, men som et menneske, der har en fantastisk historie at berette.
Bogen er værd at læse. Igen. Om lørdagen – eller en anden god dag.
