Louise Tellerup

Forlaget Tellerup

Tellerup er et af de førende danske forlag med fokus på børne- og ungdomsbøger.

Oprindeligt blev forlaget grundlagt i 1972 af skolelærer Kristian Tellerup. Han havde skrevet en sød lille historie om Preben Ræv, som intet forlag havde lyst til at udgive, og så gjorde han det selv! Preben Ræv blev forlagets logo – den hylende ræv – og bogen blev genudgivet i en 40-års- jubilæumsudgave i 2012.

Vi elskede selv at finde bøger fra forlaget, ikke mindst fordi de udgav Dennis Jürgensen. Deres logo i form af en ræv blev hurtigt et adelsmærke på bibliotekernes hylderne. Hver gang vi stødte på “den med ræven”, skulle vi altid læse bogen.

Nu er vi så heldige, at Louise Tellerup fra forlaget har taget tid ud af en travl kalender til at svare på spørgsmål fra Forfatterskabets skriveskole.

Hvilke typer bøger udgiver Tellerup?
Vi udgiver børne- og ungdomsbøger. Alt fra fantasy til gys & horror til bøger om miniheste, man kan have med i lommen, når man skal i skole. Vi udgiver også enkelte voksenkrimier, men vores hovedproduktion er klart YA. De sidste par år har vi også fokuseret på letlæsningshistorier med lav lix til indskolingen.

Hvor mange bøger udgiver I om året?
Vi udgiver cirka 70 bøger årligt.

Hvilken bog er jeres største succes til dato?
Det må nok være Kærlighed ved første hik af Dennis Jürgensen, som er udkommet i en del genoptryk efterhånden.

Hvilke bøger læser du selv?
I kraft af mit arbejde, læser jeg ikke for min fornøjelses skyld længere, desværre. Før jeg blev en del af forlaget, var min yndlingsforfatter Dennis Jürgensen, og jeg har læst Kadavermarch et utal af gange. Jeg elsker gys og horror. Den sidste bog jeg har læst i min fritid var MONSTER af Patrick Ness. Jeg prøvede at gå i gang med Game of Thrones, men opgav … jeg vil hellere se tv-serier!

Hvordan ser I udviklingen med bogtyper over de kommende år – altså e-bøger, lydbøger og trykte bøger?
Udviklingen på det digitale marked er voldsom! E-bøgerne er meget populære, og vi er et af de forlag i DK med allerflest e-bøger.

Vi har udviklet Danmarks største frilæsningsportal, BiB, (www.bib.tellerup.dk) med mere end 800 frilæsningsbøger i alle genrer fra 0. – 10. klassetrin. Der er gratis adgang, og man kan hente én gratis e-bog hver måned. Det er muligt for ens skole at tegne et abonnement, så alle elever på skolen har mulighed for at hente så mange frilæsningsbøger de orker hver eneste måned.
På BiB er der bøger fra over 10 forskellige forlag og både på dansk, engelsk og tysk.

Hvilken forfatter beundrer du mest?
Stephen King. Han er nok den forfatter, der har skræmt mig mest som ung … ud over naturligvis Dennis Jürgensen.

Hvilken bog/forfatter ville du helst selv have udgivet?
Den er svær … der er mange gode. Vi har faktisk udgivet nogle af Stephen Kings bøger, og vi har allerede Dennis Jürgensen, såååeh … jeg er tilfreds!

Hvordan finder I nye forfattere til forlaget?
Jeg holder øje på de sociale medier … det lyder gakket, ikke? Men det er her spillet skal spilles, og så får vi naturligvis en masse mails fra forfatterspirer hver måned, men nåleøjet er meget snævert.

Jeg fandt Lene Dybdahl via en julekalenderstafet på facebook for mange år siden, og det er jeg rigtig glad for.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Uha, den er også svær. Hvis nu forfatteren gerne vil udgives, men endnu ikke har et forlag, vil jeg råde ham til at udvælge sit forlag nøje. Finde ud af om forlaget udgiver bøger i den genre han selv skriver, og sætte sig ind i forlagets regelsæt for indsendelse af manuskripter.

Det er ret vigtigt, at man som forfatter er villig til at indgå et samarbejde så tidligt i processen som muligt, og altså viser forlaget, at man er villig til at indgå et samarbejde på deres præmisser.
Så beder forlaget om et Word-dokument af manuskriptet, skal man ikke indsende en PDF … og omvendt.

Gør hvad forlaget beder om, så starter et eventuelt samarbejde på den bedste måde.
Har man derimod fået en kontrakt og skal i gang med redigeringsprocessen, skal man hele tiden have i baghovedet, at forlaget vil én og manuskriptet det bedste.

Uanset hvor mange rettelser og røde streger der er i ens manuskript når man får det tilbage, uanset hvor mange personer ens redaktør har dræbt, uanset hvor mange gange man er nødt til at ændre bogens titel, bagsidetekst og omslag … forlaget gør det ikke for at ødelægge historien, men for at optimere den.

Det er naturligvis et samarbejde, og det skal foregå inden for rimelighedens grænser, men mit bedste råd er, at man skal lade være med at tage rettelser personligt og i stedet se dem som et middel til at gøre manuskriptet bedre.

Læs mere om Tellerup på www.tellerup.dk eller på Facebook

Annoncer