Der var en gang en lille mus. Men ikke nogen almindelig mus fra mark eller skov. Denne lille mus havde nemlig hjemme på søen. Og hvis den hørte nogen kalde hav for sø, ville den sikkert straks gå i rette og forklare dem sagens rette sammenhæng.
En sø er og bliver kun en pyt, uanset hvor stor den er, når man sammenligner med det ægte salte hav. Med hundreder af mil til nærmeste kyst. Med bølger så store som huse. Og med fisk tifold større end den skipper, som har kastet krogen i dybet. Med havfruer, der lokker med bølgende barm og sprællende haler. Og med flere historier om skibbrud og havsnød end der er favne til bunden på selv den dybeste plet i oceanet. Sømusen ville have fortalt alt dette – og mere til – til enhver der ville lytte. Og den ville ganske givet have startet med historien om sig selv, for hvor er bedre at starte et rigtigt eventyr end med starten.
Musen blev født i et kuld med både brødre og søstre. Og en mor som passede lige godt på dem alle. Det var ikke derfor den kom på afveje, selvom den aldrig selv kaldte sin skæbnesti for noget så negativt som afvej. Den holdt sig ikke for god til at forklare sagens rette sammenhæng; Livets landevej bestemmer man selv – om man er mus eller mand. Jeg valgte eventyret frem for redens tryghed. Det har jeg aldrig fortrudt, foruden det farvel, jeg ikke nåede at byde min mor. Men sådan måtte det være når man rejser om natten på listesko og trodser barndomshjemmet udgangsforbud.
Den lille mus mødte meget på sin vej, for den rejste både dag og nat. Der er så meget at se; jeg må ikke spilde tiden, tænkte den og det er ikke nogen dårlig tanke. Til sidst nåede den havet. Det var så anderledes end de store skove, langstrakte marker og tætte byer, som den havde lagt bag sig. Den gik langs kysten og snusede til alt det fremmede. Muslinger, krabber og andet godt var skyllet op og fyldte dens mave, for denne mus holdt af mere end ost. Den kræsne må gå sulten i seng, sagde den til sig selv og glædede sig over egen appetit. Hver dag bragte nye eventyr og selvom mågerne var som sultne gribbe over dens hoved, fangede de aldrig andet end skyggen af dens hale. Den lille mus var dem for hurtig på fødderne og snart nåede den til en havneby. Her lå husene ikke bag hække eller hegn men ud til vandet og den havde aldrig set så skønt et sted. Her var mænd og koner med saltvand i årerne og hjerter der bankede klarest på bølgen blå. Den lille mus stillede sig på bagbenene og skyggede for solen, mens den spejdede ud fra kajen. Havet strakte sig indbydende og uendeligt for dens blik. Lige meget hvor øjet søgte, fandt den kun hav, hav og atter hav. Det var et mageløst syn, som den lille mus meget vel kunne have nydt til sidste åndedrag, havde det ikke været for en gammel søulk, som fik øje på den sælsomme lille mus.
”Hvad skuer du efter min lille ven?” spurgte han og tændte sin pibe.
Musen blev en smule forskrækket over den gamle mand med det tætte grå skæg og den blå hue lagt værnende over den blanke isse. Men det var ikke fordi den var bange, kun fordi dens tanker havde været andet sted.
”Eventyrets begyndelse og verdens ende,” sagde musen og rettede atter blikket mod horisonten.
Den gamle mand grinede i skægget. Men ikke ondt eller skadefro, blot benovet over det flotte svar fra en skabning, der næppe var større end den pulsende skipperpibe i den tandløse mund.
”Og alt det skal du finde på havet?”
”Hvor ellers? Jeg har været alle andre steder.”
Svaret fik atter smilet frem på den gamle søulk og det var ingen ringe bedrift for han havde ikke haft noget at more sig over i mange år. Hans dreng var død på vandet. Slugt af en hval eller noget der var værre. Drengen efterlod sig ingen spor, foruden indtørrede tårer på faderens kind. Moderen gik i graven straks derpå uden at vente på døden. Ude af stand til at fortsætte livet uden hendes eneste barn. Siden den dag havde den gamle skipper ikke været på havet. Hans egen båd, som han havde håbet sønnen ville overtage ved tidens fyldest, lå nu på land med sand og grus under kølen.
”Havet er ikke for alle,” sagde den gamle skipper. ”Det er en lumsk elskerinde.”
”Men havet er det eneste jeg vil have,” sagde musen. ”Kan du hjælpe mig?”
”Jeg har sandt for dyden aldrig hjulpet en mus før,” sagde den gamle skipper. ”Endsige hørt nogen mus bede om hjælp.”
”Jeg er ikke bange for noget. Heller ikke for at bede om hjælp.”
Den gamle skipper så forundret på den lille mus, som stod stolt på bagbenene uden frygt for hverken hav eller menneske.
”Du kan gå med mig hjem. Jeg bor på en båd lige her …”
”Har du en båd? Jamen, så er du som skabt til at hjælpe mig. Det må være skæbnen som har ført os sammen.”
”Det er en gammel båd, lille mus. Den kan slet ikke sejle længere. Båden er slidt og man skal helst være to til det hårde arbejde med sejlene…”
”Du har mig,” sagde musen og bukkede ”Jeg stiller hermed mine tjenester til rådighed.”
”Du? Du er bare en lille mus, hvad skulle du kunne gøre…”
”Døm mig ikke på størrelsen, du gamle. Jeg har skræmt større fruentimmere end dig bort ved min blotte tilstedeværelse. De løb med kjolerne løftede for at slæbet ikke skulle sinke flugten.”
Den gamle skipper lo igen. Tredje gang på en enkelt dag. Han så på musen og tænkte, at det kunne ikke være tilfældigt.
”Du morer mig, du lille. Jeg vil med glæde tage imod din hjælp.”
Musen nikkede glad og aftalen blev beseglet med et lille håndtryk.
Dagen efter gik arbejdet i gang. Den gamle skipper havde ikke løjet. Båden var vitterlig meget forfalden og i ringe stand. Men musen synes det var det mest pragtfulde skib, den nogensinde havde lagt sine øjne på. Den pilede frem og tilbage på dækket og snuste til gammel tjære og kurede ned af tovrullerne, mens den hvinede af fryd. Den gamle mand fattede maling og tømmer og begyndte at gøre skibet klar. Musen sparede ikke sig selv og gjorde alt hvad den kunne for at gøre skibet klar. Den kravlede rundt og fandt de mindste sprækker som skipperen fyldte med tvist og tjære. Den gik hele skibet efter og arbejde hårdt og længe. Men belønningen udeblev ikke; som dagene skred frem blev skibet i bedre og bedre stand.
”Nu tror jeg minsandten hun kan flyde igen,” sagde den gamle skipper en dag. ”Og længere end til havnemundingen. ”
”Hun er det mest pragtfulde skib i hele verden,” sagde musen. ”Hvornår tager vi afsted?”
”I morgen,” svarede skipper. ”Så snart vi har proviant ombord. Vi stævner ud med morgengryet. ”
Den nat lagde skipperen sig til at sove med forventning i hele kroppen. Musen med. Den kunne knap lukke et øje og havde det ikke været for trætheden efter de mange dage med hårdt arbejde, kunne den såmænd havde stirret hele natten mod skipperens skæg, der bevægede sig i takt med åndedrættet. Men til sidst blundede også den hen i en urolig søvn, midt på maven af skipperen.
Næste morgen vågnede de begge mere spændte end udhvilede og bragte de sidste varer på plads, mens båden blev skubbet ud i havnen. Den flød som den fineste korkprop og ikke en dråbe vand slap ind gennem brædderne. Sejlet blev hejst og skipperen satte kursen ud. Musen kravlede op i forstavnen og skuede fremad. Solen brændte og vinden blæste i dens knurhår. Den indåndede duften af hav, som havde den aldrig trukket vejret før. Den kunne ikke være mere lykkelig, end ved denne uspolerede udsigt til eventyr. Vandet fik fart under kølen. De sejlede i mange timer og snart var der intet land at se nogen steder. Men musen blev ikke bange, ved at være så langt fra land.
”Sejl du blot videre, gamle skipper,” sagde den glad. ”Denne mus forlader ikke sin post.”
Og timerne gik, mens de sejlede længere og længere ud. Bølgerne blev større og stejlere. Himlen blev mørkere.
”Jeg tror vi skal vende om nu,” sagde den gamle skipper.
”Nej,” bad musen ”bare lidt længere.”
Og så sejlede de videre. Nu var himlen helt sort og musen måtte holde fast af alle kræfter når de red på bølgerne. Hurtigere og vildere gik det.
”Nu må vi vende om!” sagde den gamle skipper, der begyndte at blive bange.
”Videre. Vi må videre,” råbte musen af sine lungers fulde kraft, så den tudende vind ikke skulle overdøve den.
”Vi er på vej ind i en orkan, lille tapre mus.”
”Lad os fortsætte, ” skreg musen.
”Vi dør,” råbte skipperen tilbage, netop som en kæmpe bølge skyllede ind over båden.
”Døden er bare et eventyr mere,” svarede musen tappert under kaskader af vand.
Båden rullede nogle gange, men fandt så atter kursen.
Den gamle skipper kom langsomt på benene og hev sig på ved roret. Han var gennemblødt og kold. Men han havde ikke tanker for egen dårligdom, mens hans øjne løb straks i retning af stavnen; ak, den lille mus var ikke noget sted at se.
Den gamle skipper sprang frem og lod vinden bestemme kursen. Hans lille ven måtte reddes, så måtte skibet gå fortabt, hvis det ikke kunne være anderledes. Han kastede sig frem over rælingen og så ned i det oprørte hav. Skum og sorte bølger var det eneste som mødte ham. Han kaldte atter og atter på sin lille ven. Men ingen svarede tilbage. Kun vindens tuden i det iturevne sejl hørtes over bølgerne. Den gamle mand sank sammen på dækket. Han følte sig aldeles fortabt og begyndte at græde. Tårerne rakte til flere timer, mens stormen langsomt rasede af. Hele natten sad han som forstenet og græd. Da morgenen gryede stilnede havet og båden drev kun ganske langsomt frem ført af en usynlig strøm. Den gamle mand så de mange skader, som natten havde forvoldt, men ingen gjorde så ondt som tabet af hans lille ven. Han rejste sig langsomt og tog et stykke tømmer, som havde revet sig løs fra rælingen. Han fandt en kniv og gav sig til at ridse i træet. Under den stegende sol sad den gamle mand på havet og skar et navn i et stykke træ. Da han til sidst følte sig færdig skruede han træet op i stavnen.
”Jeg døber dig Sømusen,” sagde han trist og så på det lille navneskilt. ”Den tapreste på alle have.”
Så kneb han en sidste tåre.
”Ohøj!” lød da pludselig en stemme fra det åbne hav. Den gamle skipper troede ikke sine egne ører.
”Der er minsandten en skude med mit navn på!” lød det glad fra den lille mus, som kom sejlende på ryggen af en havskildpadde.
”Du er i live?” råbte den gamle mand ude af sig selv af glæde over gensynet.
”Aldrig mere end nu, du gamle” svarede musen. ”Aldrig mere end nu.”
Vild med eventyr?
Lyt til Esben Hansens fantastiske indtaling af Sømusen og andre noveller gratis her
