Fremgang for Saxo.com i 2023

Danmarks største onlineboghandel oplevede fremgang i 2023, hvor både omsætning og resultat steg.

Saxo.com A/S, der er en af Danmarks mest populære lyd- og bogstreamingtjenester og den største online boghandel, fik et godt 2023-regnskab.

Vækst i både styksalget og abonnementsforretningen gav resultatfremgang for Saxo.com A/S, der realiserede en omsætning på 391,6 mio. kr. i 2023. Dermed blev omsætningen fem procent større end året før.

Isoleret set øgede abonnementsforretningen sin omsætning med knap 30 procent i et år, hvor Saxo.com cementerede sin position på det danske bogmarked.

Fra underskud til overskud

Samtidig med den øgede omsætning formåede Saxo.com at vende minus til plus.

Årets resultat blev således et overskud på 2,2 mio. kr. mod et underskud på 2,8 mio. kr. i 2022.

Resultatfremgangen var en konsekvens af fremgangen i styksalget, mens medlemmernes rekordhøje streamingforbrug lagde pres på lønsomheden i abonnementsforretningen.

På tværs af streaming og traditionelt bogsalg leverede Saxo i 2023 samlet set 4,4 mio. læseoplevelser til danskerne. Det var en fremgang på hele 33 procent sammenlignet med 2022.
I 2023 streamede Saxos medlemmer i snit e-bøger og lydbøger i 23 minutter om dagen – en vækst på 25 pct. sammenlignet med 2022.

Øget appetit på lyd

Forbrugernes appetit på lydindhold er i markant vækst, og derfor igangsatte Saxo i 2023 et omfattende udviklingsarbejde, så Saxos streamingmedlemskaber nu også omfatter podcasts og andre typer lydfortællinger.

Direktør i Saxo.com A/S, Natasha Brandt, glæder sig over den voksende læselyst og lyttetrang.

Det er ekstremt opløftende at opleve danskernes appetit på bøger. Udviklingen i især anden halvdel af 2023 vidner om en tiltagende købe- og læselyst. Det sætter ambitionerne for 2024, hvor Saxo ser frem til at fodre den voksende læselyst og lyttetrang yderligere med et endnu bredere tilbud af kvalitetsindhold ikke mindst indenfor lyd,” siger Natasha Brandt i en pressemeddelelse om årsregnskabet.

Saxo.com A/S ejes af koncernen JP/Politiken.

Annoncer