Nicklas Larsen
Her kan du møde Nicklas Larsen, som har skrevet Rejsen med Havørnen.
Nicklas Larsen er uddannet Bachelor i Film og Medievidenskab & Cand. mag. i filmvidenskab fra Københavns Universitet. Specialet blev skrevet med udgangspunkt i moderne superheltehistorier.
Rejsen med Havørnen tager udgangspunkt i et tema som rammer mange, især unge, nemlig depression, og konsekvensen deraf. Det er en kreativ og magisk historie i moderne rammer.
Hvornår startede du med at skrive?
Jeg begyndte med små filmmanuskripter i 2006, i 2014 begyndte jeg at skrive spillefilmsmanus, og nu rigtige romaner.
Hvorfor skriver du?
Fordi jeg brænder sindssygt meget for det, og har en masse på hjertet og mange historier som jeg gerne vil ud med. En kreativ sjæl er svær at holde nede.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Jeg arbejder på to store forskellige spektakulære fantasy romanserier indenfor YA genren.
Hvor mange bøger har du skrevet?
Rejsen med Havørnen er den første rigtige roman.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Jeg foretrækker trykte bøger, da jeg bedre kan lide at have en fysisk bog i hænderne og på hylden.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Nok nærmere filminstruktører såsom James Cameron, Denis Villeneuve, Ridley Scott.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Harry Potter bøgerne. Genialt fundet på, og samtidig en af de største succeser som viser hvor stor og stærk fantasygenren kan være.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Nogle gange skriver jeg til musik, da det giver en god stemning, så forsvinder jeg helt væk. Andre gange skriver jeg uden musik for at holde koncentrationen.
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
Så holder jeg enten pause et stykke tid, eller arbejder på andre kapitler eller manuskripter. Jeg holder aldrig op med at udvikle ideer i hovedet, det kører hele tiden.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
At man selv 100 % bestemmer historien og hvordan den skal udspille sig, – samt at man kan lade den kreative stemme få lov til at komme ud.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Ensomheden og den lave økonomi.
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Hvor kynisk de store forlag vurderer manus – og hvor vigtigt det er med en god, stram og tempofyldt indledning. Læsere er hurtige til at lægge en bog fra sig hvis ikke den fanger.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Skriv, skriv, skriv. Forfølg din drøm, men indstil dig på at det er hårdt, og en lang rejse som ikke altid giver god økonomi.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?
Jeg har endnu ikke en forfatter hjemmeside eller lignende.
Hvorfor skal man vælge at læse din bog?
Det skal man hvis man er til storladne spektakulære historier, som har mere på hjerte end blot et almindeligt spændingsfokuseret plot om en forbrydelse som skal opklares.
Hvad får man ud af at læse den?
Forhåbentlig en god oplevelse som rører læseren.
Hvem vil få mest ud af at læse den?
Bogen er dedikeret til alle de vrede svigtede unge sjæle der vandrer rundt derude uden et lys i mørket. Men generelt de 15-30-årige som kan lide eventyrlige fortællinger.