Det startede med en drøm

Det hele startede med en drøm.

Og ikke bare en drøm om at skrive.

Men en helt konkret drøm.

Over hækken

Vi skal tilbage til 2010. Søren og Morten bor i Ørting, en lille by syd for Odder. De har bygget huse lige ved siden af hinanden, og nu venter de på, at hækken skal gro op, som man gør i nybyggerkvarterer.

Morten arbejder med IT, og Søren skriver artikler om vin og erhvervsstof.

Men en tidlig morgen klemmer Søren hovedet (og resten af kroppen) gennem den pjuskede hæk og banker på ruden til Mortens lille kontor.

“Morten, vågn op – jeg har haft en mystisk drøm.”

Søren kan sjældent huske sine drømme, men denne havde sat sig så fast, at Morten skulle purres for at hjælpe med en tolkning.

Morten gned søvnen ud af øjnene, mens Søren fortalte.

“Jeg gik rundt i en penthouselejlighed i København. I et af rummene stod en jadegrøn rejsekuffert, og da jeg åbnede låget, fik jeg øje på en krop og et afskåret hoved …”

“Og?”

“Hovedet og kroppen passede ikke sammen! Hvad tror du, det er?”

“Aner det ikke,” svarede Morten. “Men det er en bog, og vi skal skrive den bog sammen!”

Og det var sådan, det hele startede. Med en drøm om en penthouselejlighed og et afhugget hoved.

Året efter deltog vi Krimimessen i Horsens med første bind i serien om Manus Albino. Godt nok havde vi løst mysteriet om liget i kufferten, men vi anede endnu ikke, at det skulle blive en serie.

2.234 sider for at være helt nøjagtig.

For nu er femte bind ude blandt læsere og lyttere. Det er en vild, men også lidt vemodig fornemmelse.

Pentalogien har undervejs kostet både blod, sved og tænders gnidsel for såvel forfattere som seriens karakterer.

Undervejs har begge tvillinger fældet mere end en enkelt tåre – ikke mindst med seriens afsluttende bind 5.

Det er uhyre vemodigt at tage afsked med det persongalleri, vi begyndte at skabe for mere end 14 år siden. Men nu skal det ud til læserne og have nyt liv.

Vi håber, I har lyst til at læse med, så vi kan blive ved med at skrive 🙂

Tusind tak til alle, der har fulgt os siden starten.

Det var ikke bare en drøm, men et eventyr, der gik i opfyldelse.

Kommer der mere ….

Mange læsere og lyttere har rykket for, om der kommer flere bøger i serien. Og ja, det gør der.

Vi arbejder i øjeblikket på en fortsættelse, og vi melder ud så snart den, er klar til at blive delt.

 

 

Annoncer