Lars Boelt

Lars Boelt, forfatter.

Jeg har smagt på ordene, men de smager mærkeligt. Med nordjysk ydmyghed handler det måske om, at jeg nok “bare” har skrevet en bog. 

Min skrivelyst har jeg haft i mere end 30 år, hvor jeg har skrevet utallige revytekster. De fleste nok i den humoristiske ende af skalaen, så hvis Corona-epidemien fortsætter, og jeg ikke kan komme i gang med mine normale fritidsaktiviteter, bliver det håbløse resultat nok, at jeg går i gang med at skrive en humoristisk, erotisk roman. 

Hele Natbordsskuffen har jeg skrevet på en almindelig iPad. Ikke specielt praktisk, men på den anden side har det været hyggeligt og en kæmpe fordel at kunne skrive hvor og når som helst. Igennem skriveprocessen fandt jeg ud af, at det jeg skrev tidligt om morgenen, var det, der kom nemmest til mig, og det, der flød bedst. Derfor stod jeg ofte op klokken seks for at skrive, og her var det vigtigt, at jeg ikke tjekkede Facebook, læste nyheder eller havde anden kontakt med omverdenen, inden jeg gik i gang.

 

 

Godt halvvejs gennem bogen vidste jeg, hvordan det sidste kapitel skulle være, og hvordan den allersidste sætning skulle lyde. Selvom bogen slet ikke blev skrevet i kronologisk orden, valgte jeg at vente med at skrive det afsluttende kapitel. Derfor blev de sidste ord i bogen også det sidste, jeg skrev. Det var den sætning, jeg havde glædet mig til at skrive. I det underlige, men samtidig fantastiske, øjeblik var jeg selvfølgelig klar over, at et stort og langvarigt redigeringsarbejde ventede forude.

Det er mit indtryk, at forfattere generelt ikke bryder sig om redigeringsfasen, men sådan havde jeg det slet ikke. At sidde og “nørde” med sætningerne, så de blev, som jeg selv gerne ville have dem, var en stor fornøjelse. God, konstruktiv kritik fra mine fire betalæsere, korrekturlæseren og redaktøren tog jeg imod med kyshånd, og hele kapitler blev skrevet om. 

I forbindelse med udgivelsen af min debutroman har jeg både lavet en Facebook  og en hjemmeside, www.natbordsskuffen.dk, hvor man kan læse mere om bogen og om dens tilblivelse.

Annoncer