Lena Jo Hursh er bl.a. forfatter til de populære Samsø-krimier Mord i Pillemark, Mord i Ballen Brugs, Mord i Mårup og Mord på færgen Hou-Sælvig.
Hvornår startede du med at skrive?
Drømmen om at skrive har været der siden min ungdom, men historierne udeblev. Mærkeligt at ville skrive uden at have en historie. Men sidst i firserne skete der noget: Jeg skrev et gadeteaterstykke. Jeg var medlem af en teatertrup Aarhus teater for fred, men gruppen blev opløst, og der stod jeg med et gennembearbejdet teaterstykke. Pludselig så jeg, at jeg også stod med en børnebog. Jeg omskrev stykket og sendte manuskriptet til Borgens forlag. Det blev afvist, men dengang fulgte der kritik med afslaget. Det var en øjenåbner, og jeg indså, at vejen ville blive lang.
Hvorfor skriver du?
Fordi jeg ikke kan lade være. I dag har jeg mange historier i mit hoved, som skal ud.
Hvilken bog arbejder du med lige nu?
For et par år siden var jeg for alvor i gang med den børnebog, der har ligget og luret siden firserne, men så kom der mord på Samsø og overhalede indenom. Nu har jeg fundet noter og manuskript til den gamle børnebog frem. Den bog har udviklet sig til et vikingeeventyr og er langt fra det oprindelige. Morsomt.
Hvor mange bøger har du skrevet?
Tre børnebøger og fire Samsøkrimier. Jeg har også en erotisk novelle med i ”Begærets sider” af Charlotte Weihde.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Der findes ikke noget bedre end at sætte sig i sofakrogen med en trykt bog. Duften fra den og følelsen i fingrene, når man rører det bløde papir.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Der er mange vidunderlige forfattere, men jeg er faldet pladask for serien om Harry Potter, så J.K. Rowling.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Hvis vi ser bort fra Harry Potter serien, så Tyvenes by af David Benioff. Det er imponerende, hvad den mand har fået ud af 12 æg.
Har du et særligt ritual før/mens du skriver?
Egentlig ikke, men jeg har det bedst med at starte fra morgenstunden med morgenhår og kaffe ved min side. Så er jeg godt begyndt.
Hvad gør du hvis du oplever en skriveblokering?
Som regel giver jeg mig i kast med research. På den måde er jeg stadig i gang med projektet. Eller går tilbage i teksten, der er altid noget, der kan rettes eller ændres.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
At sidde på yndlingspladsen ved vinduet og fordybe sig i historien, eller på toppen af Dyret eller Møllebakken på Samsø og skrive den scene, der foregår lige der. Og den boblende følelse, når ordene endelig spiller sammen og kapitlet udvikler sig. Det er også skønt med kontakten til søde og tjenestevillige mennesker enten på Forlagskontoret eller i research-sammenhæng. Helt alene som forfatter behøver man ikke at være.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Det er et paradoks, og jeg ved ikke, om jeg tør sige det højt i disse litterære kredse, men jeg skumler over ord. De er bøvede at have med at gøre, de vil staves og gradbøjes på en bestemt måde, og så skal de gudhjælpemig også sættes sammen, sådan at det, der kommer frem, giver mening og udtrykker det, man gerne vil have. Til gengæld er det sååå skønt, når det lykkedes.
Hvad ville du ønske, at du havde vist, før du begyndte som forfatter?
Kendt til de skrivetekniske redskaber. Da jeg endelig tog et par skrivekurser på Folkeuniversitetet, blev det en del nemmere at skrive, og sjovere.
Hvilke råd vil du give til kommende forfattere?
Bare gå i gang, følg dit hjerte. Og lyt til kritik. Du behøver ikke at tage al kritik til dig, men lyt, der kan være noget godt at hente.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig?
Jeg har en hjemmeside www.lenajohursh.dk og på Facebook
Læs om Mord i Ballen Brugs her