Emma Elver Wolff

Hvornår startede du med at skrive? 

Da jeg var elleve år. Det var svært at være elleve år, så jeg begyndte at jonglere med ord og rim. Jeg fik dem fanget ned på papir, hvilket viste sig at være et nyttigt værktøj til at bearbejde svære følelser og flyvske tanker.

Hvorfor skriver du?

Jeg kan ikke lade være. Jeg skriver, drevet af lige dele lys og mørke, kærlighed, ærlighed og sorg. Og jeg skriver hver dag. Enten males ordene i mit hoved, bliver indtalt på min diktafon, skrevet ned i min notesbog, eller også driver jeg mig selv til vanvid ved at hamre hårdt på tastaturet på min computer. For når ordstrømmen kommer, går det særdeles hurtigt med at få det ned på papir.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg skriver nye noveller. Jeg arbejder muligvis på en ny samling, som så måske munder ud i endnu en bog. Jeg går gennem hårde, turbulente og toplykkelige forandringer lige nu, og i disse perioder plejer det, som kommer ud på papiret, at være noget af det aller smukkeste, skøreste og mest snørklede.

 

 

Hvor mange bøger har du skrevet?

Jeg har skrevet én bog, novellesamlingen ’Ægte Elverkvinder Har Grimme Huller i Ryggen’, som udkommer d. 19 maj her på forlaget. Før jeg begyndte på den, var jeg klummeskribent på Politiken. Og før det, skrev jeg et par kronikker til henholdsvis Weekendavisen og Information. Da jeg fandt ud af, at aviserne kunne lide mine sære og selvudleverende tekster, fik jeg for alvor blod på tanden og turde følge min drøm om, at skrive en bog.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg foretrækker trykte bøger. De er så smukke, og det er fedt at sidde med dem fysisk. F.eks. stryge fingrene op og ned ad siderne, mens man lader som om, at man læser dem. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har læst særligt mange bøger. Måske en tyve stykker, men jeg er mægtig godt til at ’skimme’ dem igennem, og få det væsentligste indhold med. Det lærte jeg, da jeg studerede på universitetet. På universitetet lærte jeg også, at det der super dølle druk-studieliv ikke lige var mig, samt at jeg ikke passer ind i de der pæne bokse for, hvad man skal kunne præstere indenfor akademiker-arenaen nu til dags.

Hvilken forfatter beundrer du mest? 

Der findes vistnok virkelig mange forfattere, så det er svært at vælge. Hvis det skal være oldschool, så Karen Blixen. Blandt nulevende forfattere og poeter, så Keith Thomas Lohse og Veronika Katinka Martzen. Jeg har også en fetich for Stephen King, og så de gamle græske gutter såsom Sokrates, Sofokles, Homer og Hesiod.

Hvilken bog ville du helst have skrevet?

Vinden i piletræerne og Kvinde kend din krop. Bare fordi.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Det veksler, men jeg laver ofte armbøjninger, yoga, eller drejer rundt om mig selv, indtil jeg bliver monster svimmel, før jeg går i gang med at skrive. Under skrivningen ryger jeg stærk tobak i ét væk, og vimser ud for at lave kaffe hver halve time. Jeg hører også meget musik, som giver mig inspiration og flow. Min smag er bred ymer, og spænder lige fra psykedelisk trance til Simon & Garfunkel.

 

 

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Det har jeg glemt. Hvis jeg havde en nu, ville jeg nok gå ud og slå hårdt på noget, som godt må gå i stykker, save brænde, græde, eller gå hen på den nærmeste legeplads for at gynge. Så, et eller andet fysisk og følelsesladet, for at få gang i skrive-armen og åren igen. Jeg er i øvrigt rigtig god til både at græde og til at gynge.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

At kunne bruge sin fantastiske fantasi og fjollede tanker til noget konstruktivt og konkret. At det kan være til inspiration, gavn, glæde, grin og trøst for andre mennesker, som læser det, jeg har skrevet.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Altså, måske at ens tegnedreng typisk er tom. Og at der er tidspunkter, hvor livet er yderst usikkert og hårdt. Fordi, at ens arbejde, indtægt og berømmelse, afhænger af andres bedømmelse og sådan noget.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

Det ved jeg ikke. Ikke noget, for jeg tror det er meningen, at man skal kaste og svinge sig ud i dét, som føles rigtigt for en. Hvis det så føles godt, helt nede i din gut, er der ingen grund til ærgrelse eller ønsker om, hvad man lige skulle have vidst, før man gik i gang.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Kør! Gør det, bliv ved, go go go. Også selvom der kommer perioder med bål og brænd, mismod, modgang og måske nogen som fortæller dig, at du er dårlig, eller at du burde få dig et ’rigtigt’ arbejde. Vær unstoppable og vid, at du er awesome.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig? 

Man kan f.eks se min kunst på Facebook-siden: Artist Elver & Wolff og Instagram: elverandwolff.

Ellers kan man google mig.

Min mail er insula@live.dk, men jeg svarer lidt langsomt, og hvis man ringer til mig på 60 77 61 51 kan man næsten bide spids på, at jeg ikke tager den.

 

 

   

Annoncer