Helle Rechter og Claus Christensen er aktuelle med bogen “Hjertets Slag – Passionerede samtaler med Ildsjæle”.
Bogen handler om passion og giver inspiration til at finde, forme, vedligeholde, styrke, tæmme og balancere din egen passion. Her kan du møde dem begge i en kort portrætsamtale.
Hvornår startede I med at skrive?
Helle: Jeg har skrevet siden jeg var gammel nok til at holde en blyant. I starten mest småhistorier og digte til skrivebordsskuffen, og som 12-årig for eksempel et lille skuespil til min skoles årlige fest. I mine voksenår har jeg skrevet nogle faglige småartikler, som var nyttige og udmærkede men skrevet uden stor skriveglæde, egentlig. Skriveglæden genfandt jeg til gengæld, da jeg begyndte at skrive månedlige avisklummer om sammenhænge i os, imellem os og omkring os. Klummerne havde omdrejningspunkt i refleksioner, der oftest hang sammen med min hverdag i min smerteklinik, hvor jeg behandler sammenhænge i smerteårsager i krop, sind og følelser. Og efter 4 år med klummer skrev jeg nogle artikler i et online dameblad.
Det er i sig selv en kærlighedshistorie, egentlig …Omveje, genveje og indfaldsveje til at finde min stemme. Og for dig, Claus, som sanger har det at finde din stemme en nærmest håndgribelig betydning?
Claus: Ja, det kan man sige…Jeg skrev min første sang da jeg var omkring 14 år. Sange er en særlig skriveform, fordi alt du vil sige skal siges på tre minutter… Da jeg som ung boede i New York skrev jeg min første mini-musical, og senere da jeg tog springet fra teambuilding til kompetenceudvikling. Her blev min faglige nysgerrighed pirret, og jeg har siden skrevet om forbindelsen imellem handling og holdning, udfra mine erfaringer med teamudvikling og fællesskab i mere end 20 år .
Helle: Claus og jeg har igennem vores mangeårige venskab tit talt om at lave ”noget” sammen, når den rigtige idé dukkede op. Det gjorde den med Hjertets Slag.
Hvorfor skriver I?
Helle og Claus: Fordi vi ikke kan lade være. I Hjertets Slag var der et budskab, som brændte for at komme ud i verden, oplevede vi. Det gav sig selv. For passion handler om på en meningsfuld måde at få mest muligt liv ind i den tid, vi har.
Hvilken bog arbejder du på lige nu?
Helle og Claus: Lige nu arbejder vi med presseomtale af Hjertets Slag. Så vi skriver mest mailkorrespondancer med dameblade og radioværter, faktisk.
Hvor mange bøger har du skrevet?
Hjertets Slag er for os begge den første bog. Det er en samtalebog, hvor vi rejser ind i passionens væsen i samtaler med en række ildsjæle, der hver på deres område er unikt passionerede – og tre interviews med kyndige eksperter udi hjerner, relationer og eksistens.
Det har været en unik venskabsrejse for os – for vi har i vores 20 år gamle venskab rejst sammen før. Men aldrig rejst indeni.
Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?
Vi foretrækker trykte bøger til togture og sofahjørner og stille timer, hvor det knitrende papir og duften af tryksværte sætter aftryk i sind og sjæl.
Lydbøger fungerer for os i træningscentret og i bilen, men magien er ikke helt den samme.
Hvilken forfatter beundrer du mest?
Helle: Maya Angelou, for hendes uforlignelige evne til at sætte poetiske ord på indre bevægelser og strømninger. Ikke kun strømninger der bevæger hver af os individuelt, men strømninger i tiden og i vores fællesskaber, strømninger vi som grupper definerer os selv udfra. Jeg forstår, hvorfor netop Maya Angelou optrådte ved begge indsættelser i præsidentsædet af Barack Obama. Hun er noget helt særligt for mig.
Claus: Brené Brown. Jeg er vild med hendes skrivestil og nede-på-jorden-eksempler på, hvordan vi arbejder med de dynamikker og følelser, som vi alle sammen kender og møder på en daglig basis. Emner som skam, mod, accept og frygt. Brené Brown er i øvrigt en af de dygtige folk, vi citerer i vores egen bog.
Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?
Helle: Den lille Prins af Antoine De Saint Exupéry er for mig et stærkt, poetisk billede af livet og det mulige nærvær. Jeg læste den første gang som 10-årig og har siden genlæst den adskillige gange, og den sætter aftryk på en ny måde i mig, hver gang jeg åbner den. Det er en bog, jeg bærer med mig indeni. En bog jeg vokser med og som en eller anden måde vokser med mig. Den ville jeg gerne have skrevet.
Claus: jeg nød fantasy-genren, da jeg var barn. Narnia og senere Ringenes herre, som jeg var så vild med at jeg læste den på originalsproget, selvom det dengang betød at jeg måtte sidde med en ordbog og slå adskillige ord op på hver eneste side. Men skal jeg vælge min absolut yndlingsbog, så må det være ”Running with scissors” af Augusten Burroughs. Hans måde at lave memoirer på er både sjov og går samtidig lige i hjertet. Jeg ville virkelig gerne kunne skrive som ham.
Helle: Den kærlighed til fortællingen, som fører til læsning på originalsproget, genkender jeg! Både fra Den Lille Prins, der oprindeligt er fransk, og fra Shakespeares sonetter. Der er en kærlighed til sprogets muligheder og til ords essens, som vi har fælles her…
Har du et særligt ritual før/mens I skriver?
Ingen ritualer. Men vi har overvejet at adoptere et ritual: i bogen fortæller forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky om de ritualer hun har, som gør, at når hun rammer en dårlig dag, så kan hun holde fast i sig selv i stedet for at synke ned i den svære følelse. For selvfølgelig er det svært indimellem, og det må det også gerne være. Men Anne-Cathrines råd er nemme at omsætte. Er du nysgerrig? Så find historien i Hjertets Slag. (Griner)
Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?
… Den må vi lige vende tilbage på, for det er ikke sket endnu.
Hvad er det bedste ved at være forfatter?
At gå ind i en ubegrænset verden af ord og endnu ubeskrevne nuancer, endnu uvalgte tilvalg og fravalg.
Det er et magisk rum, der åbner sig, når forfatteren åbner sin pc. Og for os er magien vokset af, at vi undervejs har kunnet dele den med hinanden.
Hvad er det værste ved at være forfatter?
Der er gyngende grund vi er på, så snart vi træder ud af vores comfort zone og ind i den kreative proces. Det er her, magien kan opstå, når vi bevæger os. For når vi bevæger os, flytter vi os jo både fysisk og metaforisk. Men det kan være udmattende at bevæge sig på gyngende grund, ikke?
Det er samtidig sårbart, fordi vi – når vi sender bogen ud i verden – åbner os for andres syn på os, også for kritiske blikke. Men som Michael Falch sagde i vores samtale: ”Man er nødt til at risikere sin røv, hvis man vil opnå noget”. Det har han nok ret i….
Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?
Når man skriver sin første bog er der noget Pippi-mentalitet over det, ikke? Sådan en ”det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”. Det er der en stor styrke i – i hvert fald er det en indstilling, som vi selv oplever har hjulpet os i processen. Måske var det egentlig meget godt, at vi ikke havde fået en masse velmenende råd, der kunne have ”forhånds-formet” os…Det tror vi.
Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?
Al sand bevægelse udgår fra hjertet. Så rådet fra os er: Start der, inderst inde og lyt til stemmen, der banker i takt med dit inderste hjerteslag. Banker den højt og insisterende? Mærker du en stærk passion for at skrive?
Så gør op med dig selv om du har de ressourcer, der skal til, for at skabe plads til en skriveproces, eller om du kan øge dine ressourcer på en måde, der vil gøre en væsentlig forskel.
For passion for at skrive er fint – men passion i sig selv er sjældent nok til at nå dit mål på en balanceret måde …Det var en af pointerne i vores samtale med Eskild Ebbesen, egentlig. Så måske er det i virkeligheden Eskilds råd, vi giver videre.
Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om jer?
Du kan finde os på Facebook
Du kan følge os på Instagram
Du kan besøge vores hjemmeside
Her finder du også muligheden for at komme med på vores rejse ind i passionens væsen, når vi holder fortællekoncert i København 24. november.
