Lippen Løwe

Lippen Løwe er billedkunstner og uddannet Reiki- /spirituel healer med speciale i healing af dyr. Hun bor i Nordsjælland, hvorfra hun deler sin passion for dyr og spiritualitet.

Lippen har valgt at udgive sin debutroman på Forlaget Forfatterskabet.dk og i den forbindelse har vi bedt hende svare på spørgsmål om livet foran tasterne.

Hvornår startede du med at skrive?

I hele mit voksenliv har jeg altid skrevet ting og sager i små notesbøger. Ikke dagbøger, men idéer til ting jeg ville kreere. Nyttige informationer om de forskellige interesser, jeg har haft. Spændende tematikker fra film og bøger. Kloge sætninger fra vise mennesker.

Jeg har altid godt kunnet lide både at læse og at skrive. Allerede som barn læste jeg mange bøger. Ønskede mig bøger til jul eller lånte på biblioteket.

Min første ”rigtige” bog startede jeg på at skrive for 4-5 år siden, så lå den stille i cirka 3 år, af forskellige årsager. Og nu, nu er den snart ude på hylderne.

Hvorfor skriver du?

Det vil glæde mig, hvis jeg kan vække en lyst hos læserne til at dykke ned i emner, og i verdener, der ikke ligger lige for.

Jeg skriver, fordi jeg har noget på hjerte, som jeg gerne vil at dele med andre mennesker.

Jeg ønsker at inspirere læserne, måske gøre folk nysgerrige på den spirituelle verden. Inspirere til at leve et rigere liv, ved at åbne op for flere dimensioner.

Hvilken bog arbejder du på lige nu?

Jeg har det bedst med at skrive en bog ad gangen, men har ideer til et par stykker mere, og måske også en børnebog for alderen cirka 5 til 8 år. Mit næste projekt bliver en fortsættelse af min første roman.

Foretrækker du trykte bøger, e-bøger eller lydbøger og hvorfor?

Jeg er helt klart til de trykte bøger. Fornemmelsen af bogen i hænderne, vægten, papirets kvalitet, duften af en nylig trykt bog. Vi har så mange digitale skærme vi følger, og det er alt rigeligt for mig. Så når jeg skal nyde en afslappende stund med læsning – enten en regnfuld dag, godt plantet i sofaen, med tæppe og te, eller når jeg skal sove om aftenen – så kan den trykte bog noget helt særligt.

Naturligvis har både e-bøger og lydbøger deres berettigelse. En stor del af de unge er jo til skærme, så måske de får læst mere, hvis ikke de skal slæbe rundt på den trykte bog. Det kan vi håbe på.

Lydbogen er en rigtig fin form. Er man svagtseende eller blind, er det en genial opfindelse. Ydermere hvis man vil blot vil lytte på farten.

 

 

Hvilken forfatter beundrer du mest?

Der er jo så mange fantastiske forfattere, så det er svært at vælge. Jeg må dog sige at Haruki Murakami har i de sidste år været min absolutte yndlingsforfatter. Hans karakterer er ofte ganske almindelige japanere, som lever ordinære stille liv, men så sker der de underligste ting omkring dem. Hans til tider ofte bizarre beskrivelser af personernes oplevelser, og de virkelig mærkelige hændelser i bøgerne er både fængslende og tankevækkende. Han beskæftiger sig med både sindets lyse sider, men også de meget mørke. Alle hans historier har mange lag, man kan fordybe sig i. Hans magiske universer, og eventyrlige skabninger fanger og fastholder mig som læser.

Hvilken bog ville du helst selv have skrevet?

Åndernes hus af Isabel Allende. Det er en del år siden jeg har læst den, men den trådte frem så snart I spurgte hvilken bog jeg helst ville have skrevet. Tror faktisk jeg vil læse den igen.

Der er naturligvis mange andre bøger jeg ville være meget stolt af at have skrevet. F.eks. Noget om Grace af Anthony Doerr. Her drømmer hovedpersonen om skræmmende senarier af forskellig slags, som så efterfølgende sker i virkeligheden. En utrolig velskrevet roman med fængslende beskrivelser af naturen, specielt vandet i alle dets former. Vidt forskellige scener, fra det iskolde Alaska til det dræbende hede St. Vincent. En roman som blandt meget andet indeholder både stor kærlighed men også stor sorg.

Har du et særligt ritual før/mens du skriver?

Nej ikke sådan faste ritualer. Men ofte går jeg en lang tur langs vandet på Sjællands nordkyst. Der får jeg klaret hjernen. Det er altid inspirerende, mærke duften af havet, lytte til lyden af bølgerne, fornemme den store natur. Der er anderledes kræfter og energier på spil her ved det store ocean, godt for både krop og sjæl.

Hvad gør du, hvis du oplever en skriveblokering?

Det lyder måske mærkeligt, men jeg har aldrig oplevet en skriveblokering. Den første rå gennemskrivning af min roman Spejldansen, kom flydende til mig. Selv efter den lange pause jeg havde på grund af forskellige omstændigheder, flød den bare videre da jeg gik i gang igen. Det var en helt speciel oplevelse. Selvfølgelig har jeg oplevet at bokse med nogle passager i de følgende gennemskrivninger, men decideret skriveblokering har jeg ikke haft.

Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det er at ved hjælp af de helt rigtige ord og velkomponerede sætninger, kan man videregive følelser til læserne, og derved røre deres inderste.

Det bedste er også at få udgivet min første bog. Dernæst, den første rå gennemskrivning af min næste bog.

Hvad er det værste ved at være forfatter?

Til sidst i forløbet hvor man er ved at være igennem redigeringen og korrekturfasen, den periode kan være lidt opslidende. Og sårbarhedsfølelsen når man er tæt på udgivelse, hvor man venter på at ens hjerteblod skal ud i offentligheden, det er lidt skræmmende.

Hvad ville du ønske, du havde vidst, før du begyndte som forfatter?

At redigeringsdelen kræver så stor en arbejdsindsats som den gør. Men dette er jo også min første bog, og jeg har lært rigtig meget undervejs af min redaktør. Det vil selvfølgelig altid kræve en stor indsats, men næste gang vil det måske være krævende på en anderledes måde.

Hvilke råd vil du give til en kommende forfatter?

Skriv, skriv, skriv. Tro på dig selv og tro på din fortælling, så skal bogen nok folde sig ud for dig.

Skriv helst hver dag. Brug en betalæser undervejs, og vær åben for kommentarerne, men vær stadig tro mod din idé.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil vide mere om dig? 

Du kan finde mig på flere forskellige sociale medier.

Besøg min hjemmeside

Find mig på Facebook

Find mig på Instagram

Find mig på LinkedIn

Eller send mig en mail

 

Læs om Spejldansen her

 

 

 

 

Annoncer