Karoline Hedegaard Brander udgav i maj måned sin forrygende novellesamling “Fanden og 39 andre hverdagsmagiske fortællinger.”
Bogen har allerede fået de første flotte anmeldelser, men hvordan sørger man så for, at læserne også køber bogen?
Her følger Karolines egen fortælling om hvordan hun smøgede ærmerne op og lavede en salgskampagne for bogen.
Karolines kampagnekick
Søndag morgen satte jeg mig ind på penthouse-deck i Kombardoekspressen. Med mig havde jeg en lille rød kuffert med skiftetøj og en pæn bunke bøger. Sådan rejser jeg efterhånden altid rundt med bøger, for jeg vil gerne være klar med læsestof, i fald jeg møder en interesseret læser.
Bussen rullede afsted fra Aalborg rutebilstation og efter kort tid skrattede bussens højtaler med chaufførens velkomsttale. Helt uden evner for historiefortælling var han ikke, omend jeg stadig tvivler på, om humoren var tilsigtet.
“Lad mig begynde med at introducere bussens toilet. Her vil jeg dele det op i to kategorier. Skal I lave bommelom …”
Jeg var allerede halvdød af undertrykt fnisen her, og det udviklede sig kun, da opfordringen til gensidig hensyntagen drejede hen på ubehaget, man eventuelt kunne føle, skulle man være nødt til at sige goddaw til forgængerens lille brune “fætter”. Mindre morsomt blev det ikke, da emnet “bimmelim”, skulle uddybes.
Glæde og frustration
Noget andet der bimlede for mig, som jeg sad der på topdeck af mit rullende forfatterkontor, var min gamle smartphone. Den blev ved med at sende mig beskeder fra folk, som gerne ville købe min bog. Noget jeg var usigeligt glad for, fordi det var en direkte følge af en lille kampagne, jeg netop havde skudt afsted. En kampagne sat igang i en blanding af glæde og frustration over ugens tidligere hændelser, der indbefattede en nyunderskrevet forlagsaftale (her kommer glæden ind) og en opgørelse fra Forlaget med salgstallene for min (i øvrigt ganske gode) bog (og det var så her, frustrationen meldte sig).
For på en eller anden måde var tallet, jeg fik, bare så meget i den tørre ende, at det mindede lidt for meget om knækbrød. Og her mener jeg ikke sådan noget lækkert svensk gourmetknækbrød fra delikatesseafdelingen under Illum (eller Salling, hvis man er jyde), men mere den type knækbrød man kan blive udsat for i en automat på en togstation. Sådan noget med en holdbarhed på 400 år, som man snildt kan bruge til både at brække tænder og rive huse ned med og som i øvrigt smager af serviet.
At de to kære redaktører på Forlaget stadig var så fulde af smil og sågar havde lyst til at kaste flere investeringer efter mine bøger, er mig lidt af en gåde, og her meldte glæden sig så igen, sammen med en ydmyg men også “jeg skal satan’me vise dem (alle de bogmafiosaer derude)”-attitude.
Op på hesten – eller cyklen …
Jeg solgte 19 bøger på 24 timer. Godt nok til nedsat pris, men alligevel. Jeg syntes faktisk mit knækbrød begyndte at smage lidt bedre.
Dagen efter lavede jeg en ny kampagne. En benhård køb-nu-eller-tab-muligheden-for-evigt kampagne, målrettet en radius om eget hus, som jeg selv ville kunne nå på cykel, og hvor kunderne ville få fordelen af den sparede porto.
Her solgte jeg også lidt bøger. Ikke mange – men lidt, og til folk jeg ikke har en personlig relation til og som derfor er langt sværere at nå, når man hverken kan pakke bogen ind i kendisfaktor eller andet, der får den til at skille sig ud i det pænt store ocean af bøger.
Og ja, fortjenesten er lille, når prisen ryger nedad, men sprederen på min bogvandkande bliver en smule større, og jeg håber, at hver eneste solgt bog vil blive læst og delt og at det derved kan blive til et stærkere fundament, jeg kan bygge næste bog på.
Tvillingerne bad mig om at skrive den lille historie om til en fortælling, så vi kunne dele beretningen med alle jer. Måske til inspiration eller diskussion.
Og nu er jeg sulten.
Hjemmebagt knækbrød smager bare bedst.
Hey – jeg vil da også købe bogen!
Du kan købe novellesamlingen lige her
Hvis du er vild med Karolines kampgejst, så kan du følge hende på facebook lige her
