APM i krise og forandring

”Jeg føler mig ikke tynget af virksomhedens historiske arv.”

Sådan siger koncernchef Nils Smedegaard Andersen i et nyt interview.

Danmarks største virksomhed A.P. Møller-Mærsk forandrer sig som aldrig før. Det sker for at tilpasse sig den økonomiske krise, men strategien peger fremad. Når krisen er overstået skal virksomheden være langt mere konkurrencedygtig og indtjeningsevnen skal være markant forbedret. Samtidig styrkes den grønne profil gennem en række ambitiøse miljømæssige forbedringer.

For tredje gang gennemgår Søren Ellemose årets gang i A.P. Møller-Mærsk. 2009 blev året, hvor det blev besluttet, at virksomhedens klenodie Lindø-værftet skal lukkes. Det blev også året, hvor den kontinuerlige proces med større åbenhed blev endnu tydeligere.

APM i krise og forandring præsenterer en overraskende analyse af, hvor meget olie og gas betyder for hele koncernen. Gennem de seneste otte år er to tredjedele af koncernens resultat skabt af Mærsk Olie og Gas, og Nordsøen er slet ikke det vigtigste geografiske område i den forbindelse.

APM i krise og forandring er et must for erhvervsinteresserede, ikke mindst de mere end 60.000 aktionærer i Danmarks største virksomhed.

Forfatteren Søren Ellemose har fulgt koncernen siden 1988 og skrevet anmelderroste bøger om A.P. Møller-Mærsk, FLSmidth, Dansk Supermarked samt Østasiatisk Kompagni og senest luftfartsvirksomheden Maersk Air.

Annoncer